Genanvendt plast: 2019 kommer til at rykke på fødevareområdet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Genanvendt plast: 2019 kommer til at rykke på fødevareområdet

I januar 2019 går Færch Plast A/S i Holstebro helt over til at lave kødbakker med 100 procent genanvendt plast. Illustration: Hanne Kokkegård

Når du køber kildevand eller sodavand på plastflaske, er der pant på flasken, fordi det sikrer størst mulig genanvendelse – igen og igen.

Plastmaterialet er nemlig af typen PET (polyethylenterephthalat, der har helt særlige egenskaber som plast.

Plastens struktur gør, at stoffer ikke kan trænge ind i plasten, men i stedet sætter sig på overfladen, og ved hjælp af forskellige renseprocesser kan man rense plasten, så den kan genbruges igen og igen. Også selv om noget af materialet er blevet degraderet, for det kan bygges op igen, lidt ligesom med glas.

Samme materialetype (PET) er vejen til cirkulær økonomi inden for fødevareemballage – lige fra sorte kødbakker til gennemsigtige bokse til delikatesser, mener emballageproducenten Færch Plast A/S i Holstebro.

Læs også: Fra kedeligt til cool: Kødbakker med genanvendt plast

Det kræver dog en transformation i emballageindustrien, og den er i gang, siger administrerende direktør, Region Europa, i Færch Plast A/S Jesper Emil Jensen:

»Mit bedste bud er, at i løbet af 2019 vil en stor del af fødevareemballagen i PP (polypropylen) konvertere til PET af den årsag, at det er det eneste materiale, hvor vi med 100 procents sikkerhed ved, at det kan lade sig gøre at genanvende det og bevare den høje kvalitet i materialet til brug til fødevarer.«

Cirkulær økonomi med PET

Færch Plast er meget begejstret for PET-plasten. Faktisk så meget, at man har opkøbt en hollandsk recycled-fabrik og nu genanvender al emballage lavet i plasttypen PET fra 7,8 millioner husholdninger i Holland. Det sikrer, at man har plast nok til at gøre genanvendelsen cirkulær.

»Man kan tale om cirkulær økonomi på mange måder. Det er jo ingen kunst at samle plast ind og lade det blive et dårligere produkt, så fødevare- eller medicinemballage bliver til en vejkegle,« siger Jesper Emil Jensen.

Læs også: Cirkulær økonomi: Kvaliteten af havplast er en udfordring

»Hvis man derimod kan holde det inden for sin egen cirkulære verden, så gamle bakker bliver til nye bakker x antal gange, så har man i min verden den rigtige definition af cirkulær økonomi. For når plastkvaliteten holder, får man ikke brug for ny plast, og så er der god økonomi i det,« siger han.

Teknologi og politik

Forventningen til forandringen på markedet skyldes især, at emballagebranchen nu kan se, at der findes teknologier som på Færch Plasts hollandske fabrik, der kan håndtere og bevare PET-plast i høj kvalitet. For så giver det mening at foretage skiftet fra typisk PP over til PET.

Det kræver dog samtidig, at præmissen er rigtig: at der er tilstrækkeligt med ensartet plastmateriale på markedet for genanvendelse, før virksomheder vil prioritere en investering i et dyrt anlæg og omstille produktionen markant.

Læs også: Nyt projekt skal skabe plast med CO2

Her handler det om politik både i forhold til affaldssortering og forsyningsstrategi, mener Færch Plast A/S og brancheorganisationen Plastindustrien.

»Jeg vil kraftig anbefale politikerne, at al fødevareemballage skal puttes i samme spand. For når forbrugerne ikke skal forholde sig til fraktioner, gør man sorteringen nem, og det vil øge genanvendelsen. Næste step er så, at fabrikker tager sig af sorteringen i grove fraktioner som aluminium, PP og PET,« siger Lars Emil Jensen.

Standardisering af genanvendt plast

For snart to år siden gik brancheorganisationen Plastindustrien i spidsen for oprettelsen af Forum for cirkulær plastemballage.

Læs også: Nyt forskningscenter vil jagte løsninger på havets plast

Der samarbejder virksomheder og organisationer om at sætte Danmark i front på området blandt andet gennem udvikling af designmanualer for emballage, så man kan genanvende mest mulig af plasten.

»Det er også et ønske fra Plastindustrien, at vi får EU-standarder for genanvendt plast, så vi får en højere samlet kvalitet i det genanvendte materiale,« siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk.

Plastaffald bør pilles ud af forsyningsstrategien

For få uger siden fremlagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) plasthandlingsplanen, der skal sikre, at Danmark kan opfylde EU's krav til cirkulær økonomi på plastområdet.

Læs også: Regeringen: Sådan gør vi genbrug af plastic fantastisk

Blandt de 27 initiativer finder man netop ønsket om designkrav til emballage, så man kan skille emballage ad og sortere de forskellige typer plast og genanvende mere plast både i Danmark og i EU som helhed.

Handlingsplanen indebærer også en ensretning af kommunernes måde at indsamle affald på, så der kommer større mængder af samme type plast, så det bliver mere rentabelt og nemmere at genanvende.

»Den store hurdle er dog, om kommuner fortsat skal have retten til at disponere over affaldet, fordi det ligger under forsyningsstrategien hos en anden minister: energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt,« siger Christina Busk.

Læs også: Miljøminister vil ensrette sortering af plastaffald

»Det spørgsmål har man ikke taget hul på endnu. Så længe det ikke er pillet ud af forsyningsstrategien, bliver det svært. Men der er samtidigt et krav om, at man skal genanvende mere husholdningsaffald, så det burde ske,« mener Christina Busk.

EU's medlemslande skal i 2035 genanvende 65 procent af husholdningsaffaldet med et delmål på 55 procent i 2025. Danmark har selv et delmål for 2022, hvor vi skal genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet fordelt over syv fraktioner: papir, pap, glas, metal, plast, træ og organisk affald.

100 procent genanvendelse i januar

I januar 2019 når Færch Plast i øvrigt en milepæl inden for genanvendelse, fordi man når op på 100 procent genanvendt plast i emballagen, så hele kødbakken kommer fra en anden kødbakke. I branchen generelt i Europa ligger man på cirka 30-40 procent genanvendt plast i samme type emballage.

»Hidtil har Færch Plast lagt en inderfilm af ny plast i kødbakkerne. Det var ikke på grund af fødevaresikkerhed, men fordi vi ville være sikre på, at plasten var stabil for vores kunder. Men det har vi fået styr på, og vi er 100 procent trygge ved at sende kødbakkerne på markedet med 100 procent genanvendt plast,« siger Jesper Emil Jensen.

Læs også: DTU Miljø: God og dårlig plast bør skilles ad i hjemmet

»Man skal huske på, at for 10 år siden, var der ingen, der brugte genanvendt plast i kødbakker, men nu bruger mange af os det. Så der har været en stejl læringskurve undervejs i udviklingen,« siger han.

Gennem et samarbejde med fødevarekæden Rema 1000 kommer emballagebakker til kød, fisk og kylling også på markedet i Danmark, når Rema 1000 i løbet af 2019 går helt over til genanvendt plast til den type emballage.

I videoen her viser Færch Plast A/S hvordan man kører plasten ind, kværner den og renser den på mange forskellige måder. Cirka 50 meter længere henne har man derefter et produkt, der faktisk kan benyttes til medicin-emballage, hvor der er de strengeste krav til kvaliteten.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det lyder jo til at være den helt rigtige vej at gå med genbrug.
Men er der nogen som har et par tal på den energimængde der skal bruges for bestbejdning af 1 kg:
-aluminium
-PET
-pap
En del emballage eller service er jo i disse materialer så det er vel relevant at se på energiforhold herfor.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten