Genåbning af turbiner aflaster skadet kæmpedæmning

Skaderne på Oroville Dæmningens overløb har skyllet 1,3 millioner m3 klipper, beton, grus og sand ned i floden, som dæmningen leder vand til. Det har stoppet den eneste sikre måde at få vand ud af dæmningen på. Så entreprenører har arbejdet nat og dag i syv døgn på at fjerne brokkerne. Illustration: Brian Baer / Calfornia Department of Water Resources

For syvende døgn i træk arbejder entreprenører på at fjerne tonsvis af materiale for foden af den oversvømmelsestruede dæmning Oroville Dam i Californien. Den 230 meter høje dæmning er USA's højeste og har været under intens overvågning, siden California Department of Water Resources (DWR) den 7. februar opdagede et hul i den omkring én kilometer lange betonrampe, der leder vand fra søen bag dæmningen ned til floden Feather.

For at forhindre en udvidelse af hullet lukkede myndighederne vandtilførslen til overløbsrampen. Men kraftig regn og smeltende sne fik vandstanden bag dæmningen til at stige til et niveau, hvor det den 11. februar begyndte at løbe ud over dæmningens nødoverløb og strømme ned ad bjergsiden. Egentlig var det udramatisk. vandet løb over, hvor det skulle, men dagen efter opdagede myndighederne, at de store vandmængder skyllede bjergsiden væk, og at nødoverløbets fundamenter var i risiko for at borterodere. Et kollaps af nødoverløbet ville udløse en flodbølge, så op mod 200.000 indbyggere blev beordret evakueret.

Der er store skader at se på overløbets betonrampe. Myndighederne arbejder nu på at vurdere skadernes præcise omfang og på at finde en måde at reparere rampen på, før foråret betyder, at så meget sne smelter, at rampen igen skal tages i brug. Illustration: Florence Low / California Department of Water Resources

Valg mellem kollaps eller erosion

For at kunne forstærke bjergsiden var myndighederne nødt til at genåbne den skadede overløbsrampe, velvidende at vandmasserne vil ødelægge den endnu mere. Men der var ikke andre muligheder for at få vandet ud, for turbinerne i dæmningens underjordiske elværk var i stykker, og det var ikke muligt at lede vand gennem værkets tunneller, så længe turbinerne var ude af drift.

Tre af turbinerne på det underjordiske Edward Hyatt-kraftværk bruges til at producere strøm, mens de tre andre pumper vand. Værket har imidlertid været ude af drift, så myndighederne har ikke kunnet lede vand fra den sprængfyldte Oroville Dam væk gennem turbinetunnellerne. Efter en prøvestart i fredags vil værket nu blive taget i brug igen, så myndighederne får en måde at få vand ud af dæmningen på uden at ødelægge overløbsrampen yderligere. Illustration: California Department of Water Resources

I døgndrift kørte og fløj entreprenører derfor grus og sten ind på den erosionsramte bjergside, mens vandet hamrede løs på den allerede ødelagte overløbsrampe.

Læs også: 130.000 evakueret: Overløb ved USA's højeste dæmning risikerer at kollapse

Den 14. februar var vandstanden i dæmningssøen faldet så meget, at beboerne kunne vende hjem, og den 27. februar lukkede myndighederne igen for vandet på overløbsrampen. Uden vand kunne man se, at store dele af rampen var skyllet helt væk.

Myndighederne ville gerne have gang i elværket igen, så vandet kunne ledes gennem de underjordiske tunneller. Derfor reparerede de hurtigt turbinerne. Der var bare det problem, at at tunnellernes udmunding i floden neden for rampen var blevet dækket med omkring 1,3 mio. m3 betonbrokker, klipper og sand. For at få gang i elværket måtte entreprenørerne derfor grave i døgndrift. I fredags kunne de første turbiner ifølge DWR prøvekøres, og søndag havde entreprenørerne ifølge DWR fjernet 252.000 m3, så alle turbiner - undtagen en, der får udført et servicetjek - kan genstartes snart.

Indstrømning stadig for stor

Læs også: Myndigheder blev advaret om oversvømmelsestruet dæmning for 11 år siden

Indstrømningen til søen bag dæmningen er dog stadig større end den mængde, der kan lukkes ud gennem elværkets tunneller, så det haster med at finde ud af, hvordan overløbsrampen kan repareres, før forårssolen for alvor får bjergenes tykke snedække til at smelte.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og den nederste 1/4 har det ret skidt. Det ser ud til at de er nødt til at rive den ned.

De er begyndt at sikre den nederste del af den del af spillway der er intakt med sprøjtebeton. De er bekymrede for at den eroderer væk hvis de skal bruge den igen.

De estimere at der er skyllet ca. 1.3 mio. m3 materiale i floden som skal fjernes.

  • 1
  • 0

Fede fotos!

Jeg blev selv overrasket over størrelsen, da jeg så disse mennesker på rampen. Det fik man ikke fornemmelsen af fra de billeder man hidtil har set. Jeg venter spændt på at høre om der allerede var et sammenfald før man blev nød til at bruge den?

  • 1
  • 2

Skaden synes at være sket lige efter at hældningen på rampen er steget og vandet sætter farten op. Det er lidt mærkeligt at man ikke gør rampen bredere fra det punkt for at fordele energien. På andre dæmninger kan man se små skihop i forskudte rækker på rampen, der løfter vandet op i luften og leder noget af energien over i skumsprøjt. Denne her er helt glat, så vandet får maksimal fart på.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten