Gasudslip i Nordsøen: Operatører vidste ikke, at der var gas i brønden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Gasudslip i Nordsøen: Operatører vidste ikke, at der var gas i brønden

Illustration: A.P. Møller – Mærsk

Klokken er 23:58 den 19. december 2017. Vinden er let, dønningerne 1 meter høje.

To operatører på boreplatformen Dan F har fået til opgave at fjerne trykket fra en vandinjektionsbrønd. De vil føre vand fra brønden op igennem platformens vanddrænsystem og ud i havet.

Den ene operatør åbner to ventiler omkring tre gange, indtil han kan høre en strømningslyd.

Men trykket falder ikke.

Pludselig lyder der et brag. Platformen ryster. Nu begynder trykket at falde. Kort efter opdager systemet gaslæk forskellige steder på platformen. Den anden operatør går hen til luftkompressorrummet for at tjekke gasdetektor-alarmen.

Brand- og gasalarmen begynder at hyle, han går ud af rummet for at finde tilbage til sin mønstringsstation på en anden del af Dan F. Men på vej derhen ser han en hvid sky komme ud fra platformens utility area. Han kigger ind i rummet – en stor, hvid sky kommer mod ham.

I stedet for vand er 555 kg gas blevet ført op af brønden.

En mand kunne have mistet livet

I december sidste år skete der et alvorligt gasudslip på Totals (tidligere Maersk Oil) boreplatform Dan FF i Nordsøen som følge af manglende information. Ingen kom til skade, og intet udstyr blev ødelagt, men alligevel står chokket af, hvor galt det kunne være gået, tilbage.

Havde den hvide sky af gas fundet en gnist og var blevet antændt, var operatøren, der så skyen, højst sandsynlig død. Det skriver Total i en rapport om sagen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.

Grunden til, at gassen overhovedet fandt vej til platformens utility area, hvor operatøren befandt sig, var, at der var to huller i et af vanddrænsystemets rør i det område. Hullerne var blevet midlertidigt repareret med en løsning, som kunne holde til vand – men ikke til gas.

Operatører brugte forkert metode til trykaflastning

Gasudslippet skete, fordi de to natoperatører om bord på platformen ikke vidste, at der var gas i den vandinjektionsbrønd, de skulle fjerne trykket fra. Derfor brugte de en metode til at trykaflaste brønden, som var beregnet til vand.

Men brønden havde været ude af produktion siden 2014, hvilket betød, at den ikke var blevet brugt til at pumpe vand ned mod reservoiret i tre år. I stedet var gas migreret fra reservoiret og havde ophobet sig i toppen af brønden.

»Operatørerne tror, at de bare skal fjerne vand fra brønden. De ved ikke, at der er akkumuleret gas i brønden,« siger adm. direktør Patrick Gilly fra Total E&P Danmark.

Totals personale på land vidste godt, at der var gas i vandinjektionsbrønden. Men det informerede de ikke de to operatører om bord på platformen om. De troede, at operatørerne allerede vidste det, fortæller Patrick Gilly.

»I det øjeblik var vi ikke systematiske i forhold til at formidle den rigtige information videre,« siger han.

Arbejdstilsynet har vurderet, at der er tale om en »større ulykke«. Efter offshoresikkerhedsloven er der tale om større ulykker, når der eksempelvis sker gasudslip, »som involverer eller har et betydeligt potentiale til at forårsage dødsfald eller alvorlig personskade«.

Fejl i risikostyring fører til skærpet sikkerhed

Der var »fejl i de fleste risikostyringssystemer og en generel mangel på kvalitet i risikostyring« i forbindelse med gasudslippet. Det opsummerer Arbejdstilsynet i et brev til Total den 28. juni efter at have læst Totals undersøgelsesrapport om gasudslippet.

Adm. direktør Patrick Gilly siger til Ingeniøren, at rutineopgaver havde en tendens til at blive set som opgaver med lav risiko, og det burde ikke have været sådan.

»Nej, vi ødelagde ikke noget. Nej, ingen kom til skade,« siger han og fortsætter:

»Men det her var en uhyggelig situation, og den minder os om, at vi er sårbare over for fejl.«

Efter gaslækagen igangsatte Total en undersøgelse og udarbejdede en rapport, hvor de blandt andet gav 21 anbefalinger til, hvordan de selv vil forbedre sikkerheden og forebygge lignende ulykker i fremtiden.

De vil for eksempel sørge for, at alle rutineopgaver for fremtiden bliver ordentligt risikovurderet, og ligesom fremtidige opgaver skal godkendes af to uafhængige personer. Indtil videre har de gennemført 17 ud af de 21 anbefalinger.

Patrick Gilly understreger over for Ingeniøren, at sagen har fyldt meget hos Total, siden gasudslippet skete, og at det har resulteret i skærpede sikkerhedsprocedurer i virksomheden.

Efter gasudslippet var offshoreanlægget lukket ned i 29 timer, og to borerigge stod stille i tre uger. Begge dele medførte økonomiske tab for Total.

Hændelsesforløbet i artiklens indledning er skrevet ud fra Totals egen tidslinje over forløbet, der er vedlagt deres undersøgelsesrapport om gasudslippet, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når vi blander den vedvarende spareiver sammen med amatører - så kan det kun gå galt!
Alle virksomheder, store som små, burde opdaterer deres forretningsgange (incl. arbejdsprocesser) hvert eller hvert andet år, for at sikrer optimal udnyttelse af virksomhedens ressourcer.

  • 0
  • 1

Boreplatformen og produktionsplatform er ikke det samme - https://da.wikipedia.org/wiki/Boreplatform

Boreplatform er en variant af en borerig til at udføre boringer af brønde til søs. Boreplatform være udformet som semi-submersible eller jackup rig.

Produktionsplatform bliver monteret på den færdige brønden til at "producere" (udvinde olien/gassen). Et alternativ til et "fastmonteret" produktionsanlæg er en FPSO.

Så for at udpensle det helt, så er Dan F er en produktionsplatform med beboelsesplatform og ikke en boreplatform.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten