Gas-tilbageløb sprængte hus i Højrup

Det kunne være gået grueligt galt, da 13 børnehavebørn, to pædagoger og en mor befandt sig til en børnefødselsdag i Højrup på Midtfyn i fredags, da en voldsom gaseksplosion pludselig slog vinduerne ud på huset, de sad i.

Nu er Sikkerhedsstyrelsen klar med en foreløbig konklusion på den dramatiske ulykke. Det skriver Fyens Stifttidende.

Dagen før fødselsdagen gravede en entreprenør husets gasledning over ved en fejl og tilkaldte herefter Naturgasselskabet NGF Nature Energy, der kom ud og lukkede for gassen. Inden da blev der formentlig smidt jord på den overgravede gasledning, hvilket kan betyde, at en mængde gas har sivet tilbage i huset.

»Man har smidt jord på ud fra en god mening, så gassen ikke fiser ud og larmer. Men når man gør det, kan der rent faktisk ske et tilbageløb af gas ind til huset. Det er formentlig det, der er sket«, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen til Fyens Stifttidende.

Et uheldigt sammentræf af flere faktorer

”Der er ingen tvivl om, at der skete en naturgasulykke. Det ved vi. Og formentlig har der været et fyrfadslys, der hvor den store eksplosion sker. Dem, der har været derinde, har ikke kunnet gøre noget. Man kan ikke se det. Naturgas er tilsat et lugtemiddel, og de har formentlig ikke lugtet gassen, fordi de har været inde og ude af huset flere gange og gået i gaslugten udenfor”, siger Mette Cramon.

Hun tilføjer, at man som naturgasfyr-ejer dog ikke har nogen grund til ekstra bekymring over julen.

»Det er et uheldigt sammentræf af flere faktorer og fejl. Det er også derfor, vi sjældent ser den her type ulykker. Det er vigtigt at sige, at folk, der har naturgas, ikke skal gå i panik hen over julen. Det her er ulykken, der ikke sker«, konstaterer Mette Cramon. Sikkerhedsstyrelsen skal nu til at udarbejde en endelig rapport, hvor alle faktorerne gerne skulle komme på plads.

Ved eksplosionen i fredags blev en fireårig pige, der nu er indlagt på Rigshospitalet, forbrændt af en stikflamme på omkring fem procent af kroppen. Hun er i bedring, oplyser familien. De øvrige gæster slap heldigt fra den dramatiske eksplosion.

Emner : Energilagring
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvordan kan det være, at I på forsiden illustrerer artiklen med et kort over trekantsområdet?

  • 7
  • 0

Er det fordi gasledningen ligger i et hulrør, at gassen føres tilbage til / ind i huset ?

  • 1
  • 0

Det er mig, der er nissen - Mathias er uskyldig :o) Det var naturligvis Højrup på Fyn.

Go' jul Henrik Heide Webredaktør

  • 4
  • 0

Er det fordi gasledningen ligger i et hulrør, at gassen føres tilbage til / ind i huset ?

Alle gasstikledninger indlagt v.h..a. jordfortrængningsudstyr er med forings-/ tomrør, da man ikke kan beskytte røret med advarselsbånd og ej heller ved om jorden er stenfri.

Lægger man en gasledning i sandfyld gennem lerjord, kan man også risikere ovenstående

Noget tyder dog på at der har været en brist i den gastætte sikre tætning af stikledninger - det behøver dog ikke kun være hos selve gasledningen. Det kan også være vandstikket m.m. hvor gassen er sivet ind

  • 3
  • 0

At bruge dette ord til uheldet er dårligt, da det vel egentlig var fremløb mod huset, blot ikke i gasledningen. Tilbageløb er mest noget med vandinstallationer, som skal hindre vand fra huset i at blive suget tilbage ved manglende tryk i vandledningen.

  • 6
  • 0

»Det er et uheldigt sammentræf af flere faktorer og fejl. Det er også derfor, vi sjældent ser den her type ulykker. Det er vigtigt at sige, at folk, der har naturgas, ikke skal gå i panik hen over julen. Det her er ulykken, der ikke sker«, konstaterer Mette Cramon.

Jeg er glad for, at Mette Cramon ikke arbejder i en branche, hvor sikkerhed skal være i højsæde!!?!

Når man udtaler, at en ulykke ikke sker efter den er sket, så besider man i min øjne ikke de rette kompetencer uanset hendes rolle i Sikkerhedsstyrelsen. Det er ringe journalistik ikke at følge op på den udmelding.

  • 4
  • 1

Godt forsøgt men der findes også mere end én Højrup på Fyn. Den Højrup i leder efter er 5750 Højrup, det nuværende billede er af 5620 Højrup. God jul fra Geografi-Nissen ;)

  • 6
  • 0

Sig mig lige engang. "NGF Nature Energy, der kom ud og lukkede for gassen" - hvorfor havde de ikke lige 3-4 gasalarmer med, som de kunne placere inde i huset? Mon ikke det vil være god praksis næste gang? Det er åbenbart alment kendt, at man ikke kan lugte sporstoffet ved større udslip.

  • 6
  • 0

I min hjemby Assens havde man bygas fra 1856 til midt i 1970'erne. Alle stikledningerne var ført op over jorden uden for husene, netop for at undgå den type ulykker. Så fænomenet at gas strømmer langs et nedgravet rør er absolut ikke ukendt. Nu er traditionel bygas giftigt og tungere end luft, så en læk i en kælder vil næsten uvægerligt føre til en ulykke. I 1950'erne blev lækagetabet et økonomisk problem for gasværket, men jeg har aldrig hørt om at det var et sikkerheds problemer, gamle bygasnet arbejder med et lavt tryk, så udstrømningshastigheden er begrænset, og så længe det bare siver ud i den friske luft er det ikke noget problem.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten