Gartner: Bea foran konkurrenterne

»For to år siden var det slet ikke indlysende for virksomhederne at vælge en platform til at integrere deres forretningsapplikationer med. I dag siger de fleste, at det er da indlysende at investere i en platform – og de ser klart gevinsterne ved det,« siger Beas senior direktor Peter Linkin.

Bea er en af de store leverandører inden for området "business integration" – et it-område som er i stærk stigning i øjeblikket. Et stærkt stigende antal virksomheder ønsker nemlig at få deres it-systemer til at kommunikere indbyrdes. Dermed kan data udveksles på tværs af salg og marketing, produktion og administration.

Mange virksomhederne ønsker også at kunne udvikle nye programmer, såkaldte applikationer, hurtigere og mere enkelt end tidligere, da programmører er dyre i drift.

It-analysevirksomheden Gartner konkluderer i en rapport om Beas nye WebLogic 8.1, at platformenen er en milesten i Beas historie, og at selskabet er førende på markedet i forhold til teknologierne bag deres applikationsserver, portal og integrationsprodukter. Gartner mener endvidere, at konkurrenterne først vil indhente Bea i 2006 på området.

Til gengæld påpeger Gartner også, at den nye platform er relativt uprøvet. Først ved anvendelse i egentlige it-miljøer vil kvaliteten ved produktet blive afsløret, skriver Gartner.