Går vi mod en global fødevarekrise i 2050?
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig vore nyhedsbreve, accepterer du også vores brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-koncernen lejlighedsvis må kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud med videre via telefon, sms og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Går vi mod en global fødevarekrise i 2050?

Skal vi brødføde over ni milliarder mennesker i 2050 med både kød og grønt, bliver det en udfordring for både marker og pengepung, vurderer professor.

Med ni milliarder mennesker på kloden i 2050 skal der mere mad til, hvis alle skal have de føde­varer, de ønsker og efterhånden har råd til.

Derfor grubler fødevareforskere over hele verden over, hvor den mad skal komme fra – og her taler vi især om den voksende efterspørgsel på animalsk protein.

Både kød og grønt kræver landbrugsarealer, og dem bliver der ikke mange flere af, slet ikke i takt med, at flere arealer også inddrages til beboelse.

»Der er lande, hvor der ikke er mere land at opdyrke, og det betyder, at fødevareproduktionen skal foregå på et stadigt mindre areal pr. indbygger,« siger Kristian Thorup-Kristensen, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Han peger dog på, at der stadig er muligheder for planteforædling og anden udvikling, så eksisterende arealer kan optimeres endnu mere – i hvert fald for lande, der kan betale for det.

Landbrugsarealet pr. person er faldende, men det sker ikke i lige høj grad alle steder på Jorden. Det samlede areal udvides dog – mindst i arealfattige områder i det sydlige Asien og Nordafrika, mens f.eks. Latinamerika udvider i højere grad. Stigende udbytte pr. hektar og faldende efterspørgsel på f.eks. kornprodukter i nogle lande, hovedsageligt de rigeste, har også gjort behovet for landbrugsarealer mindre dér. *) Arealer med permanente fødevarekilder såsom kaffeplantager og citrustræer ikke medregnet. (Kilde: FAO Grafik: NAS)

Mangel på jord og penge

Men ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) er det ikke alle lande, der har adgang til teknologier, der kan hjælpe dem, og desuden ligger langt de største frie arealer, der kunne øge produktionen, i Afrika og Latinamerika, hvor infrastrukturen halter.

Andre steder i verden handler det ikke om mangel på penge, men mangel på land, uanset at de mest moderne dyrkningsmetoder er taget i brug. Kina bruger nemlig også stigende plads på byudvikling, og mange landbrugsarealer er miljømæssigt presset, understreger Kristian Thorup-Kristensen.

»Der er selvfølgelig nogle biologiske grænser, og vi står ikke om 100 år og har ottedoblet udbyttet på markerne, som vi har set det i de forgangne 100 år. Det lange, seje træk vil være at forbedre lidt på mange aspekter af produktionen og prøve nye ting,« siger han.

Fokus på havets ressourcer

En anden udvej er at vende blikket mod havet, og ifølge professor på DTU Aqua Jens Kjerulf Petersen er bl.a. Kina rigtig gode til at bruge havets ressourcer for at udnytte næringssalte, som er tabt fra land eller fiskeopdræt:

»I Kina dyrker man intensivt tang og skaldyr langs kysterne for at sikre sig, at næringssaltene bliver brugt. Intet må gå til spilde, hvis der fortsat skal være mad nok,« siger han og understreger samtidig, at en lignende strategi ville være egnet til de kystrige lande i Europa – også selv om føde­varemanglen ikke er akut for nuværende, men for at sikre en langsigtet produktion og en bedre miljøbalance.

Fødevareproduktionen inddelt i en række hovedområder og målt i mio. ton på verdensplan. Volumen af kornprodukter er estimeret til at vokse med 0,9 procent om året frem mod 2050. (Kilde: FAO Grafik: NAS)
I 2005/2007 blev 12 procent af verdens landarealer brugt til produktion af afgrøder. Ifølge FAO er der stadig masser af god jord tilbage, da godt en tredjedel af Jordens land kunne bruges til at blive opdyrket. Faktisk er den jord, der er taget i brug, ikke nødvendigvis den jord, der giver det mest optimale udbytte. (Kilde: FAO Grafik: NAS)

»EU’s strategi for en voksende akvakultur er jo også et tegn på, at vi ikke kan udnytte landjorden mere her, uden at det får alvorlige konsekvenser for miljøet. Derimod har vi masser af plads på havet, og på længere sigt kan det blive en del af vores fødevareforsyning,« understreger Jens Kjerulf Petersen, som netop er ved at lægge sidste hånd på en ansøgning, der skal skaffe midler til et projekt, der skal gøre muslinger egnet som foder til grise og høns, så vi slipper for at importere så meget soja.

Et stykke vej igen for havbrug

I Danmark har vi nemlig et stykke vej igen, før vi bliver eksperter i havbrug, der ikke omhandler alment fiskeri, fortæller han.

»Havarealer er bare gode til at producere animalske proteiner, men foreløbig er vi på et primitivt stenalderniveau i forhold til, hvor langt vi er nået med landbruget her i Danmark. Så det bliver en stejl læringskurve,« siger han og understreger, at vi på den måde også får tilført en ekstra dimension i føde­vareproduktionen.

»Fordelen er jo, at man i havet kan dyrke dyr og planter i 3D og ikke kun i 2D som på landbrugsjord, fordi vi får dybden med. Der er ingen tvivl om, at det er en god idé at udnytte havet bedre,« siger Jens Kjerulf Petersen.

Kommentarer (59)

Skal vi brødføde over 9 mia. mennesker eller skal vi give plads til naturen?

Jeg stemmer for at vi stopper med at brødføde nationer der ikke evner at sætte en stopper for den voldsomme befolkningseksplosion.

Vi er ganske enkelt for mange mennesker på denne planet

  • 27
  • 15

For det første har vi ikke en befolkningseksplosion - bortset fra i Afrika. I resten af verden er befolkningerne stabiliseret på nuværende niveau. For det andet er problemet ikke tilstrækkeligt med fødevarer - der er allerede nu nok til 9 eller 10 milliarder - men diæten. Problemet er de argentinske bøffer og danske flæskestege som kræve uhyrlige mængder planteprotein i produktionen, proteiner som nemt kunne brødføde de sultende masser - såvel som de velnærede.

Det grundlæggende problem er den globale ulighed der betyder at de rige vil lægge mere og mere beslag på landbrugsjord for at skaffe foder til bøfproduktionen mens de der er uden købekraft kan få lov til at sulte ihjel. For hvad hjælper det at befolkningstallet ikke stiger hvis den enkelte lægger beslag på flere og flere resourcer.

  • 23
  • 18