Gammelt meteorkrater fundet i Nordsøen

Krateret er omkring 20 kilometer i diameter og befinder sig på 36 meters dybde, og er begravet under mere end 270 meters aflejringer. Forskerne mener, at det krateret, kaldet Silverpit-krateret, er dannet efter det katastrofale nedslag på Yucatan-halvøen i Mellemamerika. De fleste forskere mener, at nedslaget på Yucatan var skyld i at dinosaurerne uddøde.

Silverpit-nedslaget er sket på lavt vand, så krateret er hurtigt blevet begravet og er derfor velbevaret. Meteoren der skabte Silverpit menes at have vejet omkring 2 millioner ton og den har ramt vandet med en hastighed på 20 kilometer i sekundet.

Geologen John G. Spray fra New Brunswicks Universitet mener, at krateret kan hjælpe forskerne med at forstå de strukturer, der dannes ved meteorit- og kometnedslag. Detaljerne i de fleste kratere på Jordens overflade er blevet eroderet væk af regn, vind og jordskælv i løbet af sidste millioner år.

Den mest simple kratertype er en glat, skålformet forsænkning, som det 45.000 år gamle Barring-krater i Arizona. Silverpit-krateret er mere bassinformet og har mange ringformede bølger rundt om kraterkanten. Der findes mindre end 20 kendte kratere af denne type.

Silverpits hovedkrater er 2,4 kilometer i diameter med en central spids som sandsynligvis er formet, da jorden slog tilbage fra det indkommende kosmiske projektil. Udenom findes mindst 10 koncentriske ringe, som forøger kraterets størrelse betydeligt. Alligevel betegner forskerne Silverpit som et lille, men meget velbevaret krater.

Silverpit blev fundet af et hold oliegeologer fra British Petroleum som gennemgik seismiske data indsamlet omkring 130 kilometer fra kysten ved byen Hull i det nordøstlige England. De kortlagde krateret med de kraftige tredimensionale computerværktøjer som normalt bruges til at planlægge olie- og gasboringer.

Fundet bliver offentliggjort i august-nummeret af det videnskabelige tidsskrift Nature.