Gammel kærlighed mellem chimpanser og bonoboer

En ung chimpansemor med sin datter i Kibale National Park, Uganda. (Foto: Kevin Langergraber) Illustration: Kevin Langergraber

Chimpanser og bonoboer (dværgchipanser) er menneskets nærmeste slægtninge.

I fangenskab er det ikke ualmindeligt, at de parrer med hinanden. Det samme skete i stort omfang i naturen for mellem 550.000 og 200.000 år siden, fremgår det af en stor genetisk undersøgelse gennemført af en international forskergruppe under ledelse af Christina Hvilsom fra Zoo i København og Tomas Marques-Bonet fra Universitat Pompeu Fabra i Barcelona.

For mellem 550.000 og 200.000 år siden blandede bonoboer og chimpanser gener viser en ny undersøgelse offentliggjort i Science. (Grafik: Carla Schaffer / AAAS) Illustration: Carla Schaffer / AAAS

I en artikel i Science beskriver forskergruppen ud fra genomer fra 10 bonoboer og 65 chimpanser det genetiske flow, der har været mellem de to menneskeabearter.

Undersøgelsen viser, at chimpanser fra det centrale og østlige Afrika har mere genmateriale fra bonoboer end chimpanser fra det vestlige Afrika. Denne viden kan være nyttig, når man skal bestemme hjemsted for chimpanser i forbindelse med ulovlig handel med disse dyr.

I dag har chimpanser dog kun omkring en procent af deres genetiske arvemateriale fra bonoboer eller nogenlunde samme mængde arvemateriale, som moderne europæere har fra neandertalere.

Data tyder umiddelbart på, at arvematerialet blev udvekslet i to bølger, som er påvirket af de klimatiske betingelser, der var med til at styre størrelsen af populationen af bonoboer, som har hjemsted syd for Congofloden, mens chimpanser lever nord for.

For ca. 200.000 år siden indtrådte et klimaskifte, hvor klimaet under Jordens istider blev koldere og tørrere, og det blev varmere og mere fugtigt i mellemistider. Det kan have været medvirkende til, at bonoboerne holdt sig mere til sig selv.