Galakser omkring Mælkevejen myldrer frem - Men de fleste vinker snart farvel

En galakse er en gravitationsbundet samling af stjerner, hvis egenskaber ikke kan forklares med en kombination af baryoner og Newtons tyngdelov.

Definitionen undgår specifikt at henvise direkte til mørkt stof, som ingen ved hvad er og åbner også for alternative teorier som såkaldt modificeret newtonisk dynamik.

Det er fantastisk så mange krumspring, man gør sig, for at undgå at måtte acceptere, at æteren eksisterer, og at Einstein dermed tog fejl. Elektromagnetiske kræfter og transmission, galakser, galakseudvikling og formodentlig også gravitation etc. etc. Intet kan forklares uden en æter. Ikke engang den berømte formel E = mc2, for den fremkommer ud fra æteren kompressibilitet e0 og densitet u0: E = m/(e0 x u0).

Ingen har nogensinde detekteret mørk masse partikler, og de skal desuden have en aldeles usandsynlig densitetsfordeling, for at regnestykket passer, og så må de endelig ikke begynde at klumpe sig sammen, selv om de virker ved gravitation, og der er stor afstand mellem dem! Alternativt kan man prøve at modificere naturlovene over store afstande (MOND) uden at have det mindste belæg for det, og uanset om man vælger den ene eller den anden model, kan de ikke forklare udviklingen fra spiralgalakse til bjælkegalakse.

Indfører man derimod en masseholdig æter, har man et æterlavtryk i midten til at holde sammen på det hele, og så ser udviklingen til bjælkegalakse således ud (Rankine Vortex): https://en.wikipedia.org/wiki/Rankine_vort... .

Hvornår begynder fysikerne og astronomer at åbne øjnene? Himmellegemerne gør æteren synlig ligesom kondenseret vanddamp gør en tornado synlig.

Glæder mig til JWST (2022) ... og især til LISA (2034) ... Førstnævnte til optisk, og sidstnævnte til gravitationel.

Vedrørende denne lysbærende aether, så synes jeg selv, at man kan opfatte relativitetsteoriens rum-tid som et elastisk medium, men selvfølgelig relativistisk baseret i et frit faldende henførelsessystem på Lorentz-gruppen (i stedet for på Galileo-gruppen), hvilket er afgørende for, at rum-tiden eller den relativistiske aether kan bære udbredelsen af gravitations-bølger med lysets tøven.

I realistiske Kaluza-Klein-teorier har rum-tiden ud over sine sædvanlige fire dimensioner også syv kompakte dimensioner, ifølge Witten (1981) sikkert (S5xS3)/S1, som kan bære udbredelsen af de stærke, de svage, og de elektromagnetiske kræfter, løst sagt henholdsvis de stærke S5/S1 = SU(3), de svage S3/S1 = SU(2), og de elektromagnetiske S1 = U(1), ifølge standardmodellen.

Det kompakte rum (S5xS3)/S1 forudsætter en stress-tensor, som tænkes at være resultat af renormalisering, hvis spontant supersymmetribrud er renormaliserbar, idet teorien med standardmodellens SU(3)xSU(2)xU(1) har et tripelpunkt, med finstrukturkonstanten ca. 1/44.

Sidstnævnte fandt professor nu emeritus H. B. Nielsen.

Der bliver også sædvanligt stof, nemlig 3 x 32 spin 1/2 fermioner med sædvanlige og korrekte kvantetal ifølge standardmodellen, plus mørkt stof nemlig 8 x 4 spin 3/2 gravitinoer, plus mørk energi, nemlig exp(–2 x PI x 44) gange Planck-energien, som giver Hubble-parameteren som kvadratroden af den samme kosmologiske konstant, sqrt(exp(–2 x PI x 44)) = exp(–PI x 44) = 10^–60, som netop er Hubble-parameteren udtrykt i Planck-enheder.

Alligevel findes stadig både klassisk fysik og kvantefysik. Om astronomien nogensinde bliver nyttig er tvivlsomt. Den er om nogen den klassiske fysiks domæne, og kan ikke umiddelbart bringes under laboratoriets kontrol, hvad de små molekyler, fotoner, med flere til dels kan. Hvis virkningskvantet h og entropienheden k giver kemien dennes genstridighed over for diverse klassiske eksperimentielle apparaturer, så giver omvendt lysets tøven 1/c og gravitationskonstanten G astronomien dennes utilnærmelighed set med menneskelige mål.

Den Lille Magellanske Sky sagde til Den Store Magellanske Sky: Skal vi lege? Den Store Magellanske Sky sagde til Den Lille Magellanske Sky: Det kan vi godt! Så spillede de rumbold med et supermassivt sort hul. Alle dværggalakserne ville også være med. Men de var kun 59, som er et primtal, så de kunne ikke danne hold. Og Mælkevejen havde som sædvanlig for travlt med at sove til middag. Derfor henvendte dværggalakserne sig til de 151 ældgamle kuglehobe, som ser alt, og som syntes, at en rumboldkamp da var værd at se på. De 151 ældgamle kuglehobe sagde, at Omega Centauri kunne få lov at spille rumbold sammen med dværggalakserne. På denne måde blev der 60 deltagere og 150 publikum. Og det supermassive sorte hul nød også kampen og åd sig begærligt en lille smule større, hver gang det blev grebet.

Om astronomien nogensinde bliver nyttig er tvivlsomt.

Bliver nyttig? Den er ét af de absolut vigtigste værktøjer til at forstå verden og bidrager med langt mere end dit teoretiske Erasmus Montanus flip med 11 dimensioner, da astronomien bl.a. giver mulighed for at betragte fænomener over en enorm tidsskala og se æterbevægelser, som ellers er usynlige. Hele universets udvikling tilbage til 380.000 år efter det påståede Big Bang fremkommer jo ud fra rødforskydningen (z + 1) incl. Cosmic Microwave Background Radiation (CMB), som er det længste, vi kan se tilbage i tid (derfor "påståede" Big Bang).

Den er om nogen den klassiske fysiks domæne, og kan ikke umiddelbart bringes under laboratoriets kontrol, hvad de små molekyler, fotoner, med flere til dels kan.

Naturen er på mange måder fraktal, så viden om den helt store skala kan bruges til at forstå fænomener på nanoniveau og omvendt. Jeg har to billeder, der viser stående bølger - det ene inden i en 24", vibrende metaltallerken halvt fyldt med vand og det andet inden i en ring af enkeltatomer skabt af IBM. Det er nøjagtig det samme, man ser, incl. en lille top i midten. Bl.a. af den årsag ser jeg intet behov for en speciel fysik på atomart niveau - bortset fra at betegnelsen "kvantemekanik" kan være en bekvem bortforklaring af, at man reelt set ikke aner, hvad der foregår.

Allerede Newton indførte gravitationskonstanten G.

Newton's to postulater: om absolut tid og absolut rum, samt hans tre love: den første inertiens lov dx/dt = v = dE/dp, den anden differential-ligningen dp/dt = F = –dE/dx, og den tredje aktion og reaktion indbyrdes imellem subsystemer med bevarelseslovene for energi, bevægelsesmængde og bevægelsesmængdemoment.

Klassisk mekanik med klassisk termodynamik gælder, hvis lysets tøven 1/c = 0, gravitationskonstanten G = 0, virkningskvantet h = 0, og entropikonstanten k = 0.

Hvis 1/c ikke er nul, tøver en elektromagnetisk bølge eller en gravitationel vekselvirkning, og absolut tid eller rum gælder ikke, men den første lov gælder stadig, nu med Minkowski geodæter i stedet for Euklidiske linjer. Hvis 1/c ikke er nul, da behøver man relativitetsteori.

Hvis G ikke er nul, findes at inertiel masse også er gravitationel masse, og i Newton's mekanik var G med fra begyndelsen, så tyngdekræfterne imellem punkter divergerer omvendt proportionalt med kvadratet på indbyrdes afstand, og Kepler's love gælder ikke i solsystemet, da planeterne har gravitationel masse. Differential-ligningen gælder stadig, men på en måde behøver man kaos-teori, hvor den anden lov bliver til en differens-ligning ved hjælp af numerisk analyse. Og hvis både 1/c og G ikke er nul, da almen relativitetsteori.

Hvis h ikke er nul, da er vekselvirkningen imellem subsystemer henholdsvis imellem systemet og omgivelserne kvantiseret som dEdt = dpdx = Fdxdt > h. Man behøver kvantemekanik, og absolut tid og rum gælder ikke i og med ubestemthederne dt og dx. Heller ikke absolut bevægelse, da bevægelsestilstanden for et energiniveau er en helhed, som spænder over systemets periode (bevægelsens ergodiske tidsspænd): DEDt = h. Energiniveauseparationen DE og perioden Dt er komplementære. Med flere frihedsgrader N forventes periodefordoblinger for hvert N, så Dt –> 2^N Dt, og energiniveauseparationen DE –> 2^–N DE. Systemet separeres i tiden som klassisk bevægelse, kun hvis dt < Dt, men i energiniveauerne som kvantisk, kun hvis dE < DE. Hvis både dt > Dt, og dE > DE, da statistisk fysik.

Hvis k er nul, da gælder klassisk termodynamik uden statistiske fluktuationer eller Brownske bevægelser. Hvis h ikke er nul, da kan k heller ikke være nul, og omvendt, fordi at k ikke er nul er molekyl-hypotesen.

Alligevel findes stadig klassisk mekanik, hvor 1/c = G = h = k = 0. Som udgangspunktet i et jordisk inertialsystem. Eller inertialsystemet på den internationale rumstation. Mange problemer kan løses ved hjælp af klassisk fysik uden tyngdeloven samt klassisk thermodynamik. Men i sidste ende findes, at lyset tøver, at inertiel masse øver tyngde, og at vekselvirkninger er kvantiserede. Det vil sige, at 1/c og G og h alle er kommet for at blive. Også k.

Efter min opfattelse er den lysbærende aether ikke afskaffet, men den er just ikke materiel, men geometrisk. Relativitets-teoriens rum-tids-metrik er et elastisk eller geometrisk medium, som bærer elektromagnetismen og gravitationen ad nul-geodæter. Næsten ligesom ifølge Aristoteles, der mente, at lyset udbredes øjeblikkeligt, hvis øjeblikkeligt betyder, at lyset ikke selv oplever noget tidsspænd langs sin geodæt, selv om det tøver.

Videnskaberne er altid mere end deres ophavsmænd.

Hvis 1/c ikke er nul, tøver en elektromagnetisk bølge eller en gravitationel vekselvirkning, og absolut tid eller rum gælder ikke,

Det kan det da sagtens gøre. Grunden til lysets tøven er, at energien overføres ved impulsbevarelse ligesom i Newtons vugge https://sites.google.com/site/fysikkemisit... og derfor veksler mellem kinetisk- og potentiel energi, så c = 1/√(ε0 x µ0), hvilket er fuldstændig ækvivalent til lydtransmission, hvor v = 1/√(β·D), β er mediets kompressibilitet og D er densiteten.

Efter min opfattelse er den lysbærende aether ikke afskaffet, men den er just ikke materiel,

Jo, det er den i høj grad, for energien i et magnetfelt er kinetisk energi - altså masse i bevægelse, og netop ved at benytte æterens densitet µ0 har jeg her på ing.dk tidligere bevist, at man kan beregne selvinduktionen af en spole ud fra Newtons love og ramme plet, hvorimod traditionel fysiks formler fra Wikipedia regner en faktor 8 galt!

Hermed ultimo januar nogle overvejelser om, at megen uenighed nok skyldes, at vi heldigvis har læst forskellige bøger, da der ikke findes noget patenteret system for at kunne tilegne sig videnskaberne, fordi disse er mange.

Fra Københavns Universitet har jeg selv en omfattende skoling dels i matematik dels i fysik samt en smule kemi. Da mit skibbrudne speciale i realistisk Kaluza-Klein teori (omtalt ovenfor) ikke blev til noget, er jeg kun B.Appl.Sc. Hvis jeg skulle anbefale fysisk fagligt grundprogram ved hjælp af de bedste lærebøger, ville disse uden tvivl blive:

Elements of Newtonian Mechanics (Knudsen & Hjorth)

Wave Physics: Oscillations—Solitons—Chaos (Nettel)

Thermodynamics (Fermi)

Electromagnetic Fields and Interactions (Becker)

Tilsammen eet studieårsværk med vennerne G ... c ... h. (Alternativt findes Feynman Lectures on Physics til det samme fysisk fagligt grundprogram teoretisk pensum.) Vedrørende kemi synes jeg godt om billigbogen fra 1970

General Chemistry (Pauling)

Imidlertid kan en cand.polyt. ikke rigtig tillade sig den luksus at studere fysisk fagligt grundprogram over et helt studieår med et pensum baseret på gammel viden. Slet ikke, hvad angår kemi, at fordybe sig i bog fra 1970.

Tværtimod ved jeg, at på DTU studerer man kvantefysik allerede på første studieår. De fem naturvidenskaber kan siges at være mat-fys-kem-bio-dat, og disse kunne godt rummes i et fagligt grundprogram på eet år hver, men hvis man også skal stifte bekendskab med moderne matematik, moderne fysik, moderne kemi, moderne biologi, moderne datalogi, og med sidste nye forskning. Så bliver man ikke cand.polyt. for ingenting, da der skal udvælges passende videregående emner til forsknings-baseret undervisning ved hjælp af aktuelle lærenoter.

Kun tilsammen kan peers bevare skatten af videnskaber, og peer reviewed science er egentlig ganske konservativ, da denne sikrer, at de faglige grundprogrammer jo lever, hvis ikke i den enkelte cand.polyt., så i og med alle peers. Selv er jeg heller ikke med i sidste nye moderne fysik.

Alligevel ville det være synd, hvis de lad os sige fem grundprogrammer (mat-fys-kem-bio-dat) blev glemt. Det er lidt synd, at gode gammeldags lærebøger fra det tyvende århundrede erstattes med nemmere noter, fordi en cand.polyt. har travlt med at nå frem til vor tid. Dybest set kan man simpelthen ikke lære kvantefysik på første studieår, hvis det skal blive ordentligt, men det kunne man selvfølgelig sige om alting på en cand.polyt.

Det er imponerende, hvad DTU underviser i på fem år, og enhver vil synes, at der mangler rigtig meget, fordi det vil der gøre, så længe leve, peer reviewed science, på den ene side, og samvittighedsfrihed, på den anden side. Der findes simpelthen ingen teorien for det hele, og peer reviewed science er på ingen måde ufejlbar garanti, ikke mindst hvad angår moden, derfor samvittighedsfrihed.

Hermed ultimo januar nogle overvejelser om, at megen uenighed nok skyldes, at vi heldigvis har læst forskellige bøger

Vi har helt givet ikke læst de samme bøger; men indholdet har været meget nær det samme, efter at Einstein for omkring 100 år siden fik kørt en hel verden totalt på vildspor ved at afskaffe æteren og hævde, at lysets hastighed i universet er konstant.

Jeg er elektromekanikingeniør og derfor måske ikke så belæst/hjernevasket som du, og går vi 30 år tilbage i tiden, troede jeg da også fuldt og fast på fotoner og relativitetsteori; men gennem mine mange simuleringer af elektromagnetisk udbredelse på en transmissionslinje, opdagede jeg, at det umuligt kunne passe med virkeligheden. Min første undren kom, da jeg konstaterede, at udbredelseshastigheden afhænger af isolationsmaterialet, at energien nødvendigvis må befinde sig uden for ledningen, og at den eneste energi, der løber inden i, er den, der varmer den op! Hvor der er energi, må der nødvendigvis også være masse, og energi uden for ledningen er dermed aldeles uforenelig med Einsteins vakuum. Det kan kun forklares med en masseholdig æter. Senere er der så kommet langt mere til bl.a. om galakser, så jeg idag vil påstå, at intet fysisk fænomen kan forklares uden en æter alene af den grund, at E = m·c2 = m/(ε0·µ0), hvor ε0 er æterens kompressibilitet og µ0 er dens densitet.

Jamen, ligesom Lorentz i sin tid bortforklarede M.-M.-eksperimentet ved hjælp af kontraktion af aetheren, så kan man matematisk godt bevare aether-fortolkningen. Selv i almen relativitetsteori er det muligt at genindføre absolut og synkron tid, det vil sige en metrisk tensor med g_00 = –1, og g_0x = g_0y = g_0z = 0, men så bliver rummet stadig krumt og afhængigt af den synkrone tid. Tilsvarende, at aetheren deformeres, hvilket påvirker alle mulige molekylære og elektromagnetiske svingninger. Med de fysiske følger tidsdilation og længdekontraktion. Men aetheren bliver ikke af den grund massiv, for så ville den ikke være aether i filosofisk forstand, synes jeg selv. Galileo's relativitets-teori gælder, hvis 1/c = 0, og i et frit faldende henførelsessystem, men hvis 1/c ikke er nul, synes jeg da stadig, at speciel relativitetsteori kommer ud af Maxwell's ligninger, og hvis henførelsessystemet ikke er frit faldende, da også almen relativitetsteori. Aetheren er i hvile i ethvert frit faldende henførelses-system. Det nævnte synkrone henførelsessystem er ikke frit faldende, og hvorfor skulle man nøjes med dette. Hvorfor denne stædighed med en materiel aether, hvis oldtidens filosoffer egentlig ikke opfattede aetheren som materiel. Bevægelsens relativitet er nok kommet for at blive. Alligevel findes jo kosmologisk synkron tid og tilmed absolut rum, nemlig det henførelsessystem, hvor CMB den kosmiske mikrobølgebaggrund er isotrop. Så at sige center of mass henførelsessystemet i kosmos. Hvilket er baggrunden for, at der stadig findes Newtonsk kosmologi. Men da der findes inhomogene og anisotrope fordelinger af masser og energi, vil lyset nu engang ikke følge rette linjer, så i det mindste på mellemstor skala i kosmos krummer rum-tiden på diverse måder. Og man kan så vælge en passende model med passende valg af henførelsessystem vedrørende de mellemstore ting. Men jeg indrømmer da, at CMB antyder absolut rum med en mulig kosmisk og immateriel aether-fortolkning. Som stadig ikke holder i den mellemstore astronomi. Aether-vinden kan jo ikke måles.

Hvorfor denne stædighed med en materiel aether

Fordi den er en fysik nødvendighed for bl.a. at forklare elektromagnetisk udbredelse, alle elektromagnetiske kræfter og himmellegemernes bevægelse i en galakse; men du og alle dem, der stemmer mine indlæg ned, mener måske, at fotonen er bærer af alle elektromagnetiske kræfter? Kunne I så ikke forklare mig, hvor mange fotoner en permanent magnet egentlig udsender pr. sekund, hvorfor den ikke mister energi derved, hvilken frekvens og polarisation, de har, hvordan de kan skabe både tiltrækning og frastødning, og hvordan man får en foton til at følge en krum ledning?

Måske du skulle prøve at erstatte noget af alt dit 11-dimensionelle, Erasmus Montanus flip med bare en lille smule sund fornuft og logisk tænkning og begynde at koncentrere dig om, hvordan naturen rent faktisk opfører sig?

Som udgangspunkt må man ikke argumentere ved hjælp af stedfortrædere, men umiddelbart kan jeg ikke svare på det aldeles fremragende spørgsmål om eventuelle fotoner i stationære elektriske eller magnetiske felter.

Umiddelbart ville sådan en stationær eller virtuel foton muligvis være en overlejring af stående bølger med nul frekvens og uendelig bølgelængde eller måske massiv.

I så fald kan et stationært elektromagnetisk felt måske siges at være klassisk med nul energiniveauseparation og uendelig ubestemthed i tid, så hvis man ville måle på det i endelig tid, ville man dermed introducere fotoner.

N. Bohr und L. Rosenfeld (1933) : Zur Frage der Messbarkeit der elektromagnetischen Feldgrössen.

"Gravitationen findes kun klassisk, elektromagnetismen findes både klassisk og kvantisk, og de stærke og de svage kernekræfter findes kun kvantisk!" (stud.polyt.)

Undertegnede kan så springe op og ned ad stolper for at bortforklare, hvorfor kvantiseret stof ikke nødvendigvis indebærer kvantiseret gravitation. Selvfølgelig som sædvanlig ved hjælp af energi-tids-ubestemtheds-relationen. Allerede med 200 frihedsgrader (qubits om man vil), bliver energiniveau-tætheden 2^–200 = 10^–60 gange energiniveau-tætheden for een frihedsgrad. Lad os bare sige gange Planck-energien. Dermed antal periode-fordoblinger for ergodisk tid 2^200 = 10^60 gange ergodisk tid for een frihedsgrad. Lad os sige gange Planck-tiden. Så allerede med 200 frihedsgrader, bliver systemet i praksis klassisk, eller rettere statistisk fysik. Og da gravitationen er temmelig svag, hvis ikke vi er i nærheden af Planck-enhederne, så behøves mange flere end 200 frihedsgrader i stoffet for at give gravitation. Derfor ville stoffet kvante-dekohærere, hvis man ville måle dets tyngdefelt, og som sådan opføre sig klassisk. Omvendt med de stærke og de svage kernekræfter, da disse simpelthen behøver virkningskvantet for at kunne definere matematisk dem ved hjælp af ikke-abelske gauge-transformationer. Fordi i så fald skal elementar-ladningen først gøre dimensionsløs: ee/hc. Til sidst kan elektromagnetismen opfattes både klassisk, stadig med abelsk gauge-invarians for Maxwell's ligninger, eller kvantisk, med dimensionsløs finstrukturkonstant ee/hc. Alligevel er energi-tids-ubestemtheds-relationen jo grundlæggende i det mindste for den såkaldte gamle kvanteteori, så vedrørende gravitationen, så kunne den alligevel være kvantiseret til zero-loop-approximation, uden kvantefluktuationer, ved hjælp af supersymmetri. Det er jo lidt at gå over åen efter vand, hvis man skal benytte energi-tids-ubestemtheds-relationen for at bevise, at klassisk fysik skam stadig findes. Alligevel forudsætter den såkaldte københavner-fortolkning, at måleapparaturet grundlæggende er klassisk, fordi dets energiniveauer er kontinuerte, og dets tider kan opløses langt under dets ergodiske tid, det vil sige perioden for at systemet har gennnemløbet alle sine mikrotilstande. Åbenbart har et klassisk fysisk system på ingen måde gennemløbet alle sine mikrotilstande, da det ville være varmedødt, så man jo kan sige om det, at dets tid går. Men et kvantefysisk system er i en bevægelsestilstand af alle sine mikrotilstande med faserumshyperareal h. Undskyld klamamsen, men verden er ikke kun kvantisk eller kun klassisk, det afhænger just af eksperimentet. Vedrørende elektromagnetismen, så findes begge dele. Dog undergivet ubestemtheds-relationen.

Umiddelbart ville sådan en stationær eller virtuel foton muligvis være en overlejring af stående bølger med nul frekvens og uendelig bølgelængde eller måske massiv.

Hvis man vil forklare statiske felter med fotoner, synes jeg ovenstående spænder elastikken lige lovlig meget.

Statiske felter ubreder sig ikke (der er ingen tøven), og det passer jo med en foton med frekvensen 0 og uendelig udbredelse. Sim sala bim, så er fotonen reddet med lidt hiv og sving.

Statiske felter ubreder sig ikke (der er ingen tøven)

B-feltet er kinetisk energi og dermed materiale (æter) i bevægelse med en hastighed givet af H-feltet, så selv i et statisk felt er der bevægelse. E-feltet svarer til et ætertryk, der forplanter sig med lysets hastighed. Hvis det ikke var sådan, ville en transformator ikke virke, for koblingen mellem primær og sekundær er ikke induktiv, men kapacitiv, hvilket den også er nødt til at være, da alle kræfter i universet overføres ved potentiel energi og dermed ved et E-felt for de elektromagnetiske kræfters vedkommende. Et B-felt kan opbevare energi, men må mere eller mindre omsættes til et E-felt i henhold til Maxwells 3. ligning E = -dB/dt, hvis det skal udøve kræfter.

Traditionel fysik har ikke den ringeste anelse om, hvilken fysik, der ligger til grund for bare ét eneste af de felter, der styrer det hele - tyngdefeltet, E-feltet, B-feltet og H-feltet, hvis H-feltet da ikke bare er en hastighedsvektor. Det er grotesk, at i en tid, hvor alt skal være elektrisk, kan de ikke engang kan forklare, hvorfor to permanente magneter påvirker hinanden uden at rode sig ud i århundredes mest groteske vrøvlehistorie med udsendelse af ikke-eksisterende (virtuelle) fotoner, som ingen kan beskrive i detaljer. Hvis magnetfeltet af magneterne selv blev ændret, når de nærmer sig eller bevæger sig væk fra hinanden, ville hysteresetabet betyde, at magnetfeltet langsomt ville blive nedbrudt, hvilket ikke sker. Kræfterne kommer som følge af Bernoullis lov brugt på den tabsfri æter imellem: Konstant = (½·ε0·V·E^2) + (½·µ0·V·H^2) = ½·V(ε0·E^2 + µ0·H^2), så uden en æter - ingen kræfter! Når f.eks. en sydpol og en nordpol nærmer sig hinanden, stiger den kinetiske energi i æteren (B-feltet), og så må E-feltet blive reduceret tilsvarende, og da det er ækvivalent med et reduceret ætertryk, trækkes de to magneter mod hinanden. Er det modsat med f.eks. en nordpol mod en nordpol, reduceres den kinetiske energi i æteren, så den potentielle energi stiger, og så skubbes magneterne fra hinanden. Det er såre simpelt, hvis man altså ikke som et lille, hysterisk barn bliver ved med at slå i bordet og råbe "Æteren eksisterer ikke. Æteren eksisterer ikke. De er dumme alle sammen."

Jeg er ikke sikker på matematikken i det følgende ...

Elektrisk monopolmoment er ladningen, og det elektrostatiske felt aftager omvendt proportionalt med kvadratet på afstanden, hvis det er feltstyrken, men omvendt proportionalt med afstanden, hvis det er skalarpotentialet. Der findes ingen elektrisk monopolfoton, da monopolet er en strengt bevaret størrelse, som ikke kan svinge. I stedet for udsendes for eksempel en konversionselektron, som ikke er en foton.

Elektrisk dipolmoment er indbyrdes afstand gange ladning. Skalarpotentialet aftager omvendt proportionalt med kvadratet på afstanden, og feltstyrken omvendt proportionalt med kuben. Pariteten under spejling af en elektrisk dipolfoton er –, og rumvinkelafhængigheden er den første harmoniske kuglebølgefunktion, som bærer bevægelsesmængde moment L = 1 h/2PI. Hvis det er en klassisk elektrisk dipolbølgepakke, gælder for bølgeenergien E = Lf.

Magnetisk dipolmoment er areal gange strøm, og det magnetostatiske felt aftager omvendt proportionalt med kuben på afstanden, hvis det er feltstyrken, men omvendt med kvadratet, hvis det er vektorpotentialet. Retningsafhængigheden for vektorpotentialet er den første harmoniske kuglebølgefunktion. Pariteten er +.

Når man tænder for strømmen, udbredes med lysets tøven elektromagnetisk bølgeforfront til omgivelserne. Når bølgefronten har passeret, findes magnetostatisk felt. Når man slukker for strømmen, udbredes atter med lysets tøven den elektromagnetiske bølgebagfront.

Derfor kan man opfatte hele det magnetostatiske felt imellem bølgeforfront og bølgebagfront som bølgepakke det vil sige overlejring af elektromagnetiske bølger, der interfererer til at danne det midlertidige statiske felt.

Disse delvise fotoner er elektriske dipolfotoner parvist med indbyrdes modsat elektrisk felt, så det elektriske felt ophæver i den midlertidige bølgepakke, men fælles magnetisk felt, så dette ikke ophæver. Pariteten er +.

Der er derfor ikke een, men to ad gangen halve fotoner.

og det elektrostatiske felt aftager omvendt proportionalt med kvadratet på afstanden

Nej, der afhænger af geometrien. I en 1-dimensionel situation, som f.eks. mellem to uendelig store kondensatorplader, er det konstant. I en 2-dimensionel situation, som f.eks. fra en uendelig lang ledning, aftager det med afstanden i 1. potens, og kun fra et objekt i et stort rum, aftager det med afstanden i 2. potens.

Derfor kan man opfatte hele det magnetostatiske felt imellem bølgeforfront og bølgebagfront som bølgepakke det vil sige overlejring af elektromagnetiske bølger, der interfererer til at danne det midlertidige statiske felt.

Og hvad frekvens skal de så have?

Naturen er udelukkende defineret i tidsdomænet, og omregning til frekvensdomænet er aldrig nøjagtig.

Der er derfor ikke een, men to ad gangen halve fotoner.

Spørg de andre fotontosser om, hvad de mener om halve fotoner.

I relativitetsteorien kan man altid vælge sig et lokalt inertialsystem ved at bringe den metriske tensor g på såkaldt lokal galileo form det vil sige g = (–1,+1,+1,+1).

Fysisk er det lokale inertialsystem frit faldende (ad en passende geodæt), og tyngdekræfterne dg/dx = 0, men der vil i almindelighed være tidekræfter som ddg/dxdy.

Speciel relativitetsteori gælder, så umiddelbart kan man ikke sige, at der findes et hvilesystem, men alligevel kan man ved hjælp af tidekræfterne ddg/dxdy definere et bedste hvilesystem, idet man stadig har mulighed for en Lorentz-transformation, som bevarer g = (–1,+1,+1,+1) såvel som dg/dx = 0, disse vil i praksis sige Christoffel symbolerne, fordi sidstnævnte transformer som tensor, hvis kun speciel relativitetsteori, så under Lorentz-transformationen bevares altså lokalt inertialsystem.

Man kan vælge sig et bedste hvilesystem ved at bringe tidekræfterne ddg/dxdy, disse vil i praksis sige Riemann krumningstensoren, på ren rumlig form, ved hjælp af Lorentz-transformationen, så ddg/dtdx kan vælges nul.

Aetheren er bedste hvilesystem iblandt de lokale inertial systemer først med metrikken på lokal galileo form og så med Christoffel-symbolerne nul og sidst desuden med krumningstensoren på ren rumlig form, og der findes nu ikke flere transformationer, da vi har lokal absolut rum.

Der er kun rumlige tidekræfter i lokal absolut rum.

Min påstand om at krumningstensoren altid kan bringes på ren rumlig form er desværre uden bevis.

Man kan sige, at aetheren er i lokal hvile, hvis fysikken ikke afhænger af tidens gang, synes jeg, til første orden kan man borttransformere Christoffel symbolerne ad geodæten, og til anden orden kan man Lorentz-transformere krumningstensorens tidsafhængighed.

For eksempel hvis rumstationen dels er i frit fald i en cirkulær bane og dels roterer om sin akse parallelt med baneaksen og med samme periode som baneomløbet.

Sådan at det frie fald ophæver tyngdekraften lokalt, idet henførelssystemet i rumstationen er lokal galileo langs geodæten, og sådan, at rumstationen også bevarer sin position og sin retning i forhold til tidefeltsgradienterne.

Sidstnævnte ville ikke være tilfældet i lodret frit fald, eller i cirkulært omløb uden nævnte rotation om sin akse

Centrifugalaccelerationen på grund af nævnte rotation er også tideacceleration, ligesom tideaccelerationerne fra tyngdeaccelerationsgradienten i jordens tyngdefelt.

I det nævnte henførelsessystem som er i frit fald rundt om jorden og med fast position og retning i tyngdefeltet er dels tyngdekræfterne nul, fordi lokal galileo, dels tidekræfterne kun afhængige af rummet, men ikke af tiden, fordi rumstationen er i hvile relativt til tidefeltet.

Derfor synes jeg, at man kan sige, at den lokale aether er i hvile i frit fald, da den lokale fysik bliver tidsuafhængig.

Andet eksempel er henførelsessystemet i hvile i et af Lagrangepunkterne og stadig med bunden rotation.

Derimod i bevægelse relativt til Lagrange-punktet ville tideaccelerationsgradienterne selvfølgelig ændre sig, da disse ligesom passerer igennem henførelsessystemet.

I Lagrange-punktet kan man sige, at aetheren er i hvile.

Faktisk kan man altid vælge sådan et henførelsessystem hvor den metriske tensor er lokal galileo, og Christoffel symbolerne er nul og tidsuafhængige (langs geodæten), og desuden, nu ved hjælp af Lorentz-transformation og rotation, at også krumningstensoren er tidsuafhængig, men selvfølgelig kun lokalt, såkaldt lokal absolut rum.

Det er hvad jeg kalder for lokal absolut rum eller aether.

Aetheren vil dog så i og med krumningstensoren udøve diverse tideaccelerationer, som kun afhænger af rummet men i øvrigt er så godt som uafhængige af tidens gang.

I det intergalaktiske rum er mit lokal absolutte rum i hvile relativt til den kosmiske mikrobølgebaggrund.

Derfor mener jeg egentlig, at man kan tale om aether, selv om min opfattelse af denne altså er geometrisk.

Med sædvanligt forbehold for matematikken i det hele.

Ideen var, at imellem alle mulige geodæter igennem mit rum-tids-punkt, som alle giver metrikken lokal Galileo, findes ved hjælp af Lorentz-transformation en geodæt, som kan siges at være bedste hvile-system for aetheren.

Påstanden var derfor, at rumstationen i lodret frit fald henholdsvis rumstationen i omløb er forbundne med en Lorentz-transformation, som kunne transformere krumningstensoren til at blive lokal tidsuafhængig.

Fordi i lodret frit fald vil tidefeltsgradienterne passere igennem rumstationen, så krumningstensoren bliver tidsafhængig, men i omløb ville rumstationen forblive imellem givne tidefeltsgradienter, med sin omløbsradius

Hvis jeg vil lade rumstationen omløbe uden selv at rotere relativt til Schwarzschild henførelsessystemet, så bliver metrikken lokal Galileo og Christoffel-symbolerne nul, da dens lokale henførelsessystem er frit faldende. Men tidefeltsgradienterne, det vil sige Riemann's krumningstensor, vil rotere med omløbsperioden.

Derfor ville jeg give rumstationen bunden rotation.

Hvis jeg vil lade rumstationen omløbe med bunden rotation, det vil sige med omløbsperioden lig rotations perioden, så introducerer jeg jo Coriolis-kræfter. Christoffel-symbolerne bliver dermed ikke nul.

Man kan ikke give rumstationen eller Lagrange-punkterne en særlig rolle som hvile system for aetheren.

Det synkrone henførelsessystem er velkendt: man kan finde en generel koordinattransformation, som overalt bringer den metriske tensor g_ij på blokdiagonalform:

g_tt = –1, g_tx = g_ty = g_tz = 0, og g_ij, med i, j = x, y, z.

Her vil den rumlige metriske tensor g_ij afhænge af tiden og det synkrone henførelsessystem er selvfølgelig ikke global Lorenz-invariant, og er heller ikke lokal Galileo.

Det synkrone henførelsessystem er ikke nemt at finde.

Men der gælder absolut og synkron tid, og den tids afhængige rumlige metriske tensor g_ij kan simpelthen opfattes som aetherens tidsafhængige geometri.

Aetheren som geometrisk medium, der bærer lyset, kan siges at være i hvile i det synkrone henførelsessystem.

Den sædvanlige model for Hubble-ekspansionen er faktisk synkron: g_tt = –1, og g_xx = g_yy = g_zz = a(t).

I det intergalaktiske rum defineres dette vel af CMB.

I den mellemstore astronomi findes ujævne fordelinger af stof og energi, som gør lokale modeller nødvendige, for eksempel Schwarzschild-metrikken for et sort hul.

Derfor kan man sige, at aetheren ikke er i hvile lokalt.

Alligevel kan man stadig vælge sit henførelsessystem lokal Galileo, som er lokal Lorentz-invariant, og speciel relativitetsteori gælder, derfor ingen aethervind i dette

Men hvis jeg skulle give mit bud på en global aether, så er denne i global hvile i det synkrone henførelsessystem, og der vil man i og med den tidsafhængige rumlige metriske tensor g_ij finde, at speciel relativitetsteori ikke gælder.

På den måde kan man opretholde ideen om, at det er aetherens geometri, som påvirker fysiske fænomener.

Kære alle Det har været nødvendigt med kraftig moderation i denne tråd. Det kan give lidt huller i forløbet. Men tonen var blevet så skinger, at det gik ud over fagligheden. Hold den gode tone. mvh Henrik Heide

Hej Henrik

Er det problemer eller symptomer, du rydder op i? ?