Gaffeltruck og golfbiler kører først ind på dansk brintvej

Illustration: Hydrogen Link Denmark

Danske planer om at deltage i byggeriet af en storstilet brintvej fra Norge til Tyskland kan i første omgang mærkes af gangbesværede, golfspillere og folk, der arbejder med gaffeltrucks i Vestjylland.

Projektet, der går under navnet H2 HUB Vestjylland, åbner seks brinttankstationer 11. juni 2008, og i den forbindelse skal ni forsøgskøretøjer forsynes med brint. Der er tale om tre gaffeltruck, to brændselscelle-drevne køretøjer, en bybil, et arbejdskøretøj til gågaden, en golfbil og et køretøj til transport af gangbesværede i skoven ved plantagen Klosterheden.

Tankstationer vil blive sat op i Hvide Sande, Skjern, Ringkøbing og Holstebro, og brinten, der er baseret på strøm fra vindmøller, bliver leveret af et produktionsanlæg hos energiselskabet Vestforsyning i Holstebro. Allerede 25. februar vil anlægget blive indviet af formanden for Folketingets energipolitiske udvalg Jens Kirk (V).

Oversigt over brinttankstatationer i Vestjylland. (Foto: Hydrogen Link Denmark) Illustration: Hydrogen Link Denmark

Teknologien bag brændselscellerne bliver leveret af firmaet H2 Logic. Samlet koster projektet 13 millioner kroner, der blandt andet kommer fra Energistyrelsen og Vestas Wind Systems.

Projektet blev startet i 2005 af Nordisk Transport Politisk Netværk og den overordnede tanke er at skabe en infrastruktur i samarbejde med Tyskland, Norge og Sverige, hvor brinttankstationer findes som perler på en snor gennem landene.

Norge er allerede langt med en 580 kilometer brintvej mellem Stavanger og Oslo, der åbner i 2009 med 30 brint-sportsvogne fra Mazda, 13 brintbiler af mærket Toyota Prius og fire brintbusser.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tror mere på brændselsceller baseret på brint og (især) metan til bl.a. mini/mikro-kraftvarme udenfor fjernvarmeområder, hvor også spildvarmen udnyttes og så vi kan komme bort fra den bl.a. exergetisk set helt "forkerte" boligopvarmning vha. små olie og gaskedler. Økonomien i el og plug-in hybrid biler er desværre endnu ikke er ordentligt afklaret, men jeg finder det alligevel vanskeligt at abstrahere fra, at elbiler formentlig vil kunne køre mindst 2-3 gange så langt på samme mængde ellers overskydende vindmøllestrøm. Dette endda overvejende på el fra det alm. elnet i især blæsende nattetimer og endda med mulighed for at trække dyr spidslast-el fra nettilsluttede elbiler. "Kompromisset" kunne være plug-in hybrid biler med en relativ lille og mere kontinuert arbejdende motor/brændselscelle som "range extender", men her bør brændstoffet på sigt formentlig helst være metan og/eller syntetisk flydende brændstof. Begge dele kan formentlig baseres på både overskydende vindmøllestrøm og bio-metan. Ved satsning på methan synes det oplagt at tænke naturgasnettet og den deri indbyggede kapacitet for både distribution og lagring ind i dette. Jeg kender ikke de endelige "sandheder", men håber blot at disse ting ikke glemmes overvejet.

  • 0
  • 0

Det er hverken enten eller i forhold til brint, el, biobrændstoffer, biogas, syntetiske brændsler, flydende brændsler, luft eller hvilke alternativer videnskaben nu ellers måtte finde på at fylde på køretøjer. De fleste af brændslerne skal sikkert i brug i fremtiden og hver har sine fordele og ulemper, men ingen skal glemmes.

Det er dog ærgeligt at se at hver gang et nyt alternativt brændstof i DK lancerer et tiltag/projekt for at videreudvikle og kommercialisere det, så falder snævert synede ingeniører i med begge ben og misforstår projekterne som om de er udlagt som "silver bullets" og den eneste ene løsning........eller patu skyddes de ned grundet de ulemper de klart nok har, men man glemmer dels de fordele de har foruden at vi har brug for adskillige alternative brændstoffer i et supplement.......

Det er rigtigt at vindmølle strøm gennem brint og en brændselscelle ikke er og aldrig vil være lige så effektivt som gennem et batteri. Det er dog ikke rigtigt at kun 20% af energien er tilbage som det oftest fremsættes af professorer som baserer deres tal på effektivteten i brintkæden som den var da de skrev deres PhD på universitet i 70'erne.

De fleste benytter en effektivitet for brændselscelle biler på 40%. Faktum er at bilindustrien, eksempelvis Honda har nået 60% i en hybrid kombintation. Elektrolyse anlæg opgives ofte til under 70%. Faktum er at de bedste anlæg ligger på 75-80% og med nye teknologier på lang sigt kan en el-virkningsgrad på over 100% opnås ved tilførsel af overskudsvarme.

Samlet set kan brintkæden med nuværende teknologi passere 25-30% virkningsgrad og på længere sigt passere 35%. Det er naturligvis dårligere end batterier. Men det er prisen for at få et elektrisk køretøj som kan tankes og køre lige så langt som en benzin bil.

Og så skal det jo lige siges at det ikke er brint vs. batterier men begge dele i en hybrid kombination. Det er lidt lige som med mænd og kvinder, ofte er der konflikter, men grundlæggende set kan de ikke undvære hinanden for at få tilværelsen til at fungere......

Så kadu til at der er nogle der arbejder positivt for at udvikle og kommercialisere brint til transport, og kadu til de andre alternativer som fremover helt sikkert også vil fremlægge projekter der fremmer deres type brændstoft..... vi har brug for dem alle sammen.......

  • 0
  • 0

Ansporet af din kommentar (som jo referer til min), har jeg nu genlæst min kommentar et par gange. Jeg kan ikke se, hvordan jeg gør mig fortjent til at blive betegnet som snævert synet ingeniør, der "falder i med begge ben".

Hvis ingeniører (o.l.) ikke må bede om, at alternativer huskes og sammenligninger foretages, inden store planer evt. rulles langt ud i vores alle sammens virkelighed, hvem synes du så, der skal gøre det? Eller skal vi bare prøve alle ideer af i fuld skala for derefter at indsnævre til det bedste - uanset omkostninger mv.?

Giver jeg ikke entreprenøren, og andre brint bil–kyndige en god lejlighed til at supplere med de gode argumenter, som der vist efterhånden efterspørges, hver gang, det handler om brint som brændstof/”energikilde”?

Pudsigt nok bekræfter du jo ret præcist min forventning vedr. effektiviteten, så hvorfor mistanken om brug af forældede kilder?

Vi er vist også enige om at plug in –hybrid biler gør det muligt at køre langt(?), men hvor jeg så mangler at forstå, hvorfor brændstoffet skal være brint.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten