Fysikkens superstjerne er slukket
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fysikkens superstjerne er slukket

Stephen Hawking kom aldrig i rummet, men i 2007 oplevede han vægtløs tilstand under en flyvning i en Boeing 727 ejet af Zero Gravity Corp Illustration: wikicommons

Jeg hørte selv nyheden om Stephen Hawkings død i 7-Radioavisen i morges. Nyheden var uventet, men ikke overraskende. En dag måtte Hawkings hårdt prøvede krop vel give op.

Stephen Hawking havde allerede levet et liv meget længere, end han var spået, da han i sin ungdom fik diagnosticeret sygdommen amyotrofisk lateral sklerose (ALS).

Mine umiddelbare tanker gik tilbage til Hawkings besøg i Danmark i august 2016, hvor Hawking deltog i et videnskabeligt seminar afholdt i Videnskabernes Selskab og holdt et offentligt foredrag i DR Koncerthuset, som var fyldt til sidste plads.

Jeg havde selv fornøjelsen at være til stede begge steder, og jeg indrømmer gerne, at det ikke mindst under seancen i Videnskabernes Selskab gøs lidt i mig over at være i samme rum som Hawking, som havde været med til at styrke min interesse for Universets store mysterier.

I de senere år har jeg ikke altid været lige imponeret af det, som Hawking har beskæftiget sig med. Sidste år var jeg lidet begejstret for hans bog fra 2010, som var blevet oversat til dansk under titlen Mesterværket.

Læs også: Hawkings knap så gode mesterværk

Læs også: Meta Science: Hawking er ikke Gud

Men Hawking var videnskabens ubestridte største stjerne, og hans tidligere bedrifter kunne man jo ikke tage fra ham.

Hverken i Videnskabernes Selskab eller i Koncerthuset sagde Hawking noget uventet – eller i for sig ekstraordinært begavet – men jeg gik opløftet bort fra begge arrangementer, som jeg for intet i verden ville have undladt at deltage i.

Stephen Hawking i en form for diskussion ved mødet i Videnskabernes Selskab i København med Nima Arkani-Hamed, hvor Hawking med sin computer spørger: 'Have super partners been observed', som Arkani-Hamed giver et længere svar på. Illustration: J.J. Ramskov

Læs også: Stephen Hawking: »Jeg ville også have stemt nej«

Læs også: Hawking: »Den information, der kan komme ud af et sort hul, er lige så nyttig som asken fra et afbrændt leksikon«

Det vil være helt umuligt at forestille sig nogen som helst anden videnskabsmand eller -kvinde med samme tiltrækningskraft.

Videnskabsmand og popularisator

Stephen Hawking var en fremragende videnskabsmand og populatisator, hvor hans bog A brief history of time fra 1988 - udgivet på dansk under det lidt kedelige titel Hawkings univers - blev en international bestseller, som jeg også selv i sin tid slugte råt.

Hawking var en normbryder. Som ung studerende i Oxford tog han så let på tingene, at det kun lykkedes ham at opnå en ‘first’ og ikke en ‘second’ på sit første eksamensdiplom, fordi han havde truet med at fortsætte sine studier i Oxford, hvis han ikke fik sin ‘first’.

Med en 'first' ville han til gengæld forsvinde til Cambridge, og det passede tilsyneladende datidens oxfordprofessorer at slippe af med den besværlige studerende.

I Cambridge gjorde Hawking det så godt, at han i 1979 overtog Lucasian-professoratet i naturfilosofi og matematik, som Isaac Newton 310 år tidligere havde indtaget.

Allerede da var Hawking berømt for sin indsigt i kosmologi, generel relativitetsteori og ikke mindst sorte huller – og for sin forklaring af, at alle sorte huller gradvist – men ofte uhyre langsomt – vil fordampe ved at udsende stråling. Et fænomen der i dag kendes som Hawking-stråling.

Mange mener, at denne indsigt og beskrivelse er en Nobelpris værdig, men i Stockholm uddeler man ikke Nobelpriser for vidunderlige teorier, som ikke også er eksperimentelt bekræftet på en eller anden måde. Det måtte allerede Albert Einstein erkende med sin specielle relativitetsteori, og den skotske fysiker Peter Higgs måtte vente næsten 50 år på sin Nobelpris, indtil Cern havde opdaget den partikel, der bærer hans navn.

Videnskabens stemme

Men Hawking modtog et hav af andre videnskabelige priser og fik den måske allerstørste anerkendelse uden for forskningens snævre cirkler.

Med sin kørestol og karakteristiske syntetiske stemme, som han blev udstyret med efter en sygdom, der nær havde kostet hans liv allerede i 1985, og som kun blev forhindret af et tracheostomisk indgreb, var Hawking kendt over hele verden i en grad, som kun sammenlignes med Einstein i det 20. århundrede.

Han var beundret som et næsten overnaturligt geni, og berømmelsen og anerkendelsen steg nærmest i takt med, at kroppen forfaldt. At han tilmed var humoristisk og gerne stillede op i alle mulige former for tv-shows gjorde ham kun endnu mere kendt og anerkendt. Og Hawking nød tydeligvis sin berømmelse.

Hawking blev for store dele af verden videnskabens stemme, og han var ikke bange for at blande sig i debatten – også på områder, som ikke var hans eget ekspertise. Det kunne være kunstig intelligens, og navnlig de farer, han så forbundet hermed.

Vi har mange gode og eminente forskere både i Danmark og internationalt, som også bidrager til at gøre videnskaben hørt, og mange gør det rigtigt godt. Men en afløser for Hawking kan jeg ikke se. Han var unik på alle måder og vil blive savnet.

Det må være et skæbnens tilfælde, at den brillante fysiker og fremragende formidler af fysik, Stephen Hawking, er død på præcis samme dag - Pi-dag -, som Albert Einstein, hvis teorier optog ham hele livet, blev født på for 139 år siden.

I dyb respekt for Hawkins teoretiske arbejde og med henvisning til hans mangeårige samarbejdspartner indenfor teoretisk fysik, Roger Penrose’s indsigtsfulde, læseværdige og medfølende nekrolog i den engelske avis The Guardian.

  • 16
  • 0