Fyret professor til modangreb: Truer DTU-rektor med injuriesag

6. marts 2008 kl. 10:2710
Den verdenskendte biobrændstof-professor Birgitte Ahring afviser, at hun er blevet bortvist. Hun føler sig offer for en skueproces, fordi hun modsatte sig en degradering, og har hyret en advokat til at vurdere, om hun kan stævne universitetets ledelse.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der er tale om injurier, når DTU's rektor Lars Pallesen har oplyst både studerende og medarbejdere på DTU og Ingeniøren, at biobrændstof-professoren Birgitte Ahring er blevet bortvist.

Ifølge professoren selv er hun kun blevet fritstillet, og det fik hun endda først på skrift, efter Lars Pallesen havde talt med Ingeniøren om sagen.

Birgitte Ahring føler sig udsat for, hvad hun selv betegner som »en skueproces«, som startede med fusionen mellem DTU og forskningscenter Risø. I den forbindelse kunne Birgitte Ahring ikke få oplyst, hvad der skulle ske med hendes afdelings 48 medarbejdere.

Først kort inden jul fik hun besked på, at hendes afdeling skulle slås sammen med en afdeling på Risø, som ifølge hendes eget udsagn ikke arbejder med biobrændstof. Hun skulle ikke selv lede afdelingen og betragtede det derfor som »en degradering«, som hun ikke ville acceptere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Birgitte Ahring oplyser, at hun ønskede at blive på DTU, hvor hun har arbejdet i 20 år, men at ledelsen aflyste gentagne møder om en afklaring af hendes situation. Til sidst underskrev hun derfor en kontrakt med Washington State University, hvor hun skal være direktør for et forskningssamarbejde om bioprodukter mellem universitetet og et laboratorium under den amerikanske energistyrelse.

Efter hun havde skrevet under på kontrakten med amerikanerne, blev Birgitte Ahring ifølge sin egen udlægning tilbudt jobbet som leder af de fusionerede aktiviteter mellem DTU og Risø, men da var det for sent.

Mandag i denne uge var Birgitte Ahring sammen med sin advokat i et møde med prorektor Knut Conradsen, DTU, og universitetsdirektør Claus Nielsen.

»Mødet varede to timer, og her diskuterede vi på min foranledning de mulige samarbejdsrelationer frem til min ansættelse i USA den 15. august i år. Jeg var naturligvis indstillet på at gennemføre en helt igennem professionel afleveringsforretning,« skriver Birgitte Ahring i en orientering om sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Mødet var en ren skueproces, idet rektor Lars Pallesen, mens mødet endnu var i gang, udtalte til bladet Ingeniøren, at jeg var blevet bortvist. Kort tid efter mødet mandag formiddag informerede DTU's ledelse medarbejdere og studerende i min afdeling om, at jeg var bortvist på trods af, at DTU endnu ikke havde givet mig en skriftlig begrundelse og mulighed for svar, som lovgivningen foreskriver,« fortsætter hun.

Derfor mener Birgitte Ahring, at hendes rettigheder er blevet så groft krænket, at hun overvejer at stævne DTU's ledelse.

Præcisering: Oplysninger, der er kommet frem senere i sagen om professor Birgitte K. Ahring, viser, at hun ikke blev afskediget fra DTU, idet hun selv opsagde sin stilling. DTU valgte at fritstille professoren umiddelbart efter opsigelsen.

10 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
10
6. marts 2008 kl. 14:52

Der har været ret mange negativ bemærkninger m.m. af den ene eller den anden slags mod DTU. Og det er fra alle mulige steder det kommer fra, faktisk så mange at det ville fylde formaget igen her på debatten.

Beder bliver det ikke med den nye målsætning som Regeringen har sat sig for med alternativ energi, for mig virker det helt forkert at en af landes støre universiteter lige frem ønsker at sende de kloge hovde ud af landet og væk fra EU. At en som Professor Birgitti Ahring med speciale i Biobrænstof bliver behandlet sådan høre uanset hvad ikke hjemme. Ved at tvinge hende væk, er det samme som at bremse for den danske udvikling på Biobrænstof vi ved det er kun spørgsmål om tid før vi vil løbe totalt tør for olie! Og den er vi stadig afhængit af lige som en narkoman, vi vil gå tilbage til stenaldre tiden ved det der sker på RISØ og DTU med bl.a. Professor Birgitti Ahring, hvor mange er det ikke sket med til nu, der er den ene balade der efter den anden, noget er helt galt der med ledelsen.

9
6. marts 2008 kl. 14:48

Hvorfor tro, at det kun er rektorens egenbehandling af sagen?

Udspillet er som hånd i handske med regeringens, nu helt åbenlyse foragt for VE - og deres agenda til at underminere og generelt ødelægge nye firmaers tiltag og udvikling af VE.

Hvor kommer deres tankegang i virkeligheden fra? Er der et meget nært samarbejde med Mærsk-koncernen?

Det er altså lidt skækkeligt, når ordentlige mennesker skal tvinges til at stemme på de røde djævle!

mvh knud

8
6. marts 2008 kl. 14:30

Det er da bare damage control (nu antager vi at det er Birgitte der har ret, og ikke omvendt, men det kunne ligeså vel være hende der uretmæssigt stak af, fristet af guldet på den anden side af atlanten).

Man vil naturligvis ikke risikere det indtryk at det er lederen der er skyld i en topforskers afgang (hvis det rygte spredes vil det gøre det sværere at opretholde positionen som Danmarks førende naturvidenskabelige forskersted, og måske også inspirere til andres afgang). Oveni er der tale om en medarbejder der går åbentlyst imod chefen, og da hun allerede er uden for mulige repressalier, er eneste chance at kaste med smuds, for at udvise en form for konsekvens overfor ulydighed.

Det er bare almindeligt magtspild, og det er der som sådan ikke noget underligt i (jeg opfatter det også som et udtryk for at DTU mener det er et ret stort tab, siden man gør så meget ud af det). Erstatning for tort og svie er nærmest ikke eksisterende i Danmark, så der risikerer man ikke rigtigt noget (skulle de forsøge med en sag kan man altid kalde det en fejlformulering).

Men nu ved vi som sagt ikke hvem der har ret her, og der er muligvis flere nuancer. Man forestiller sig jo næppe at DTU ligefrem opfatter det som en gestus at hun smutter, og dermed berøver dem en vigtig position på området (og om det er fair eller ej afhænger af hvilken aftale de har haft, og det ved vi intet om).

7
6. marts 2008 kl. 13:36

Jeg kan simpelthen ikke se Lars Pallesens motiv for at gøre som han gør. Godt nok går tingene ikke som han havde planlagt, men det er vel ikke grund nok til at stikke en kniv i ryggen på en medarbejder på vej ud ad døren. Han ved vel formodentlig også at han kommer til at æde sine ord hvis Birgittes forklaring holder.

Det er en tabt situation uanset hvad end han gør. Fastholder han at det er en bortvisning, så skal han kunne forsvare sine grunde (næsten umuligt) og dermed kommer han til at betale en større erstating til Birgitte. Kommer han til fornuft og vedgår at hun blot er fritstillet, så skal der en officiel undskyldning til.

6
6. marts 2008 kl. 13:34

Professoren bag pillen (Claus H. Christensen) har under en forelæsning hvor jeg selv var til stede, malende beskrevet den basiske reaktion med vand der ville forekomme, hvorved alt pillens absorberede ammoniak angiveligt frigives øjeblikkeligt, og så vidt jeg husker, krydret det med en beregning på energiudviklingen derved. Der var jo flere versioner af pillen, kanske han snakkede om den første, som mig bekendt var den der blev promoveret. Men du har ret, lad os holde os til emnet.

5
6. marts 2008 kl. 13:13

Det Mikkel Christensen skriver om ”brintpillen” er ikke korrekt. ”Brintpillen” består af ammoniak absorberet i salt. Når pillerne bliver våd går den i opløsning.

Men lad os i øvrigt holde fokus på artiklens emne.

4
6. marts 2008 kl. 12:36

Hej Martin

Jeg vil nu mene Pallesen også har gjort gode ting, bla i form at hans erhvervsorienterede drift.

Men du har da ret i at den fine fremtoning blegner, når viser sig at det meste blot er marketing. Når man eksempelvis lærer at den stort opsatte brintpille blot var et forsøg i en ikke farbar retning, som hverken professoren eller de php-studerende bag, nogensinde har troet på skulle bruges i praksis (bla fordi skidtet eksploderer ved kontakt med vand).

Tilbage står en organisation med en masse know-how, men hvor manden på gulvet (de lektorer der jo netop skal føre det hele ud i praksis), tromles ned til fordel for en lille skare højt profillerede professorer.

Du har nok ret i at han har udspillet sin rolle, og nok havde det allerede for nogle år siden. Men han fik dog trodsalt givet en renæssance (i form af voldsomt øget optag) til bla. kemi-retning gennem en række effektive hvervekampagner.

  • Mikkel
3
6. marts 2008 kl. 12:32

Nu vi er ved DTU's nye reklamekampagner, er de heller ikke altid for heldige. Hvad siger I for eksempel til denne her: "Hvorfor ikke arbejde med aktive dæmpere, der ikke blot dæmper via friktion eller viskose-effekter (sic!), men udøver en optimal dæmpning i forhold til de givne forhold".

Angiveligt et citat af Jan Høgsberg i seneste nummer (side 8 i 3. spalte, nummer 12, februar 2008) af DTU-toppens firefarvede magasin "Dynamo", hvor Lars Pallesen selv optræder med billede på en helside i første opslag.

Kunne dårligt være gjort ringere i den almindelige presse, hvor man stadig kan være heldig at støde på den famøse "Silicone-dal".

Med venlig hilsen Niels Dreijer

2
6. marts 2008 kl. 12:03

Meget ville ændres til det bedre hvis katastrofen Pallesen fandt et andet job....det er ikke smart at lave sådan et pressestunt. I forvejen er det svært at få gymnasieelever til at tro på at naturvidenskab er en mulig karrierevej i Danmark, og så laver man dette glansnummer med et kvindelig professor - det kan ikke blive værre. Pallesen kan nu pakke sine reklamekampagner væk.....og vi andre kan lige så godt lade være med at prøve at lyde overbevisende. Det ville være bedre om han tog ud og fandt et ledigt diktatur et sted.

1
6. marts 2008 kl. 11:54

At bortvise uden forudgående advarsel kan på ingen måde sammenlignes med at fristille en medarbejder, og mig bekendt kommunikerer man sjældent bortvisninger ud, da den slags sager gerne holdes internt.

En bortvisning bruges kun når man vurderer at medarbejderens fortsatte virke på stedet er direkte skadelig for virksomheden virksomheden/organisationen/institutionen. Eksempelvis hvis medarbejderen har begået bedrageri, tyveri, herværk eller har fremsat trusler herom, eller imod andre ansatte.

I alle andre tilfælde ville man blot fritstille medarbejderen, og det at kommunikere offentligt ud at man har bortvist en medarbejder, er indirekte det samme som at sige at medarbejderen har begået grov mened.

Det er Lars Pallesen udmærket klar over, og derfor overrasker hans udtalelser. Nu kan jeg personligt ikke lide manden (et møde jeg en gang havde med ham efterlod et klart indtryk af storhedsvandvid, og en forkærlighed for yderst autoritær topstyring), men trods alt virker han normalt professionel, og ikke som en der kunne finde på at kommunikere den slags ud som injurier. Sagen kan også hurtigt tage en drejning, hvis det viser sig at professoren rent faktisk har modtaget advarsler forud for fyringen/bortvisningen.

Det bliver spændende at følge udviklingen i sagen både i forhold til professoren og DTU. DTU har efterhånden i et stykke tid konsekvent kommunikeret ud at man er verdens bedste til alt, mens organisationen internt har knirket med brok over konsekvent topstyring.

Vh Mikkel