Fyret professor: Forskerne flygter fra DTU's mandfolkevælde
Birgitte Ahring, der mandag blev fritstillet fra sit job som professor på DTU, langer hårdt ud efter universitetets ledelse med rektor Lars Pallesen i spidsen.
Hun mener, at håndteringen af fritstillingen rejser et principielt spørgsmål om de ledelsesmæssige kompetencer på Danmarks største tekniske universitet.
»Sagen har været forfærdeligt skadelig for DTU. Men den kommer som et led i en længere udvikling, hvor mange medarbejdere, deriblandt flere professorer, er rejst,« siger Birgitte Ahring, der angriber DTU's ledelse for at være enerådende.
»DTU's ledelse fortæller simpelthen ikke medarbejderne, hvad der sker. Den har svært ved at kommunikere, og selv centrale personer får intet at vide om, hvad der sker. DTU's ledelse er et mandfolkevælde,« kritiserer Birgitte Ahring.
Flytter måske forskning til Københavns Universitet
Den fyrede professor fremhæver, at hun ikke hørte noget ledelsen i tre måneder i efteråret, da hun havde meddelt, at hun ikke syntes, det var en god ide at fusionere hendes forskningsområde med Risø.
»Og så, kort før jul, fik jeg og mine 48 medarbejdere og studerende i BioScience & Technology på DTU besked om, at vi var flyttet til Risø - nu Risø-DTU - og slået sammen med en afdeling med seks medarbejdere på Risø inden for samme felt samt en række andre forskere. I alt blev vi knapt 100 medarbejdere, og hvor faglederen skulle være en Risø-medarbejder; som ikke arbejder med bioenergi,« siger Birgitte Ahring.
Hun er meget skuffet over, hvordan hendes arbejdsplads gennem 22 år har reageret.
»Sammen med en gruppe af utroligt dedikerede medarbejdere har jeg skabt resultater inden for biobrændsel, som har vakt genlyd langt ud over Danmarks grænser. Resultater, som tilført DTU stor prestige,« siger Birgitte Ahring.
Hun finder, at hun dermed fuldt ud har levet op til DTU's ambition om at være t elite-universitet.
»Lige nu laver jeg damage control og koncentrerer mig om at videreføre min forskning, og så forsøger jeg at holde hovedet oppe og benene nede, også på mine chokerede ph.d.studerende. Men jeg er bekymret for de vilkår som mine medarbejdere og studerende er efterladt i med en ledelse, der har afsløret så fatale brist - ikke alene ledelsesmæssigt, men også moralsk,« siger professoren.
Hun vil fortsætte med at forske i Danmark, selv om hun fra 15. august skal være direktør for amerikanerne ambitiøse biobrændselsforskning. Det bliver dog ikke på DTU, men måske på Københavns Universitet.
Birgitte Ahring truer med at lægge injuriesag an mod rektor Lars Pallesen, fordi han udtalte til Ingeniøren og studerende på DTU, at hun var blevet bortvist.
DTU-rektor: Ingen yderligere kommentarer
Lars Pallesen ønskede torsdag ikke at kommentere sagen yderligere. Han nøjes med at henvise til sin citat til Ingeniøren mandag, som ordret lyder: »Der har været et forløb, som har umuliggjort et videre samarbejde med Birgitte Ahring.«
Lars Pallesen har også fremsendt den skriftlige orientering om sagen, som ledelsen sendte ud på DTU. Den har overskriften "Professor Birgitte Ahring flytter til USA" indeholder følgende formuleringer:
»Birgitte Kiær Ahring har fået tilbudt et job som direktør og professor for Center for Bioproducts and Bioenergy på Washington State University. Det betyder, at Birgitte K. Ahring er fratrådt sin professorstilling ved DTU.
DTU's forskningsgrupper, forskningsprojekter og studerende inden for 2. generations biobrændstof fortsætter arbejdet med uformindsket styrke. I første omgang under ledelse af professor Kim Pilegaard. Medarbejderne i biobrændstof-gruppen blev orienteret på et møde mandag eftermiddag.
DTU beklager tabet af en dygtig forsker, men ønsker Birgitte Ahring held og lykke med de nye karrieremuligheder.«
