Fup-tidsskrifter står til at profitere på forsknings-revolte
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fup-tidsskrifter står til at profitere på forsknings-revolte

Illustration: marchmeena/BigStock

Al forskning, som har modtaget støtte fra offentlige forskningsfonde eller europæiske forskningsråd, skal offentligøres i Open Acces-tidskrifter eller på tilsvarende Open Acces-platforme.

Det vil sige i tidsskrifter eller på hjemmesider, hvor alt indhold ligger kvit og frit fremme. Denne omvæltning og Open Acces-revolution skal ske inden 2020.

Det mener en gruppe af 13 nationale forskningsfonde med støtte fra Europa Kommissionen, Science Europe og Europas Forsknings Råd(ERC). Gruppen kalder sig for cOAlition S. Deres agenda hedder Plan S.

Læs også: Over 100 danske forskere har publiceret i fuptidsskrifter

Som en presballe for at drive forskerne og universiteterne hen imod fuld Open Acces(OA), fremhæver Plan S deres voksende økonomiske løftestang. Listen over forskningsråd og fonde, som retter sig efter Plan S, vokser hele tiden.

På nuværende tidspunkt tæller den 13 nationale forskningsfonde bl.a. Research Council of Norway, UK Research and Innovation, Swedish Research Council for Sustainable Development og French National Research Agency.

Der er ingen danske forskningsfonde, der har meddelt deres støtte til Plan S på nuværende tidspunkt. Men til sammen råder de eksisterende fonde over 60 milliarder kroner i årlige forskningsmidler. De tegner sig for omkring 3,3 procent af den globale forskningsproduktion. Desuden har The Bill & Melinda Gates Foundation også erklæret sig som medlem af Plan S. Målt på fondsmidler er den verdens største humanitære organisation.

Disse pengestærke fonder varsler økonomiske sanktioner for at fremskynde en OA-revolte. De forskere, som vil fortsætte med at nyde godt af fondenes over 60 milliarder af kroner i årlige bevillinger, skal publicere i OA-tidsskrifter. Ellers smækker fondskassen bare i.

Bygningsingeniør støtter Open Access

Bannerførerne for Plan S er bygningsingeniør og EU-kommissær for forskning, videnskab og innovation, Carlos Manuel Félix Moedas, samt EU’s udsending for udbredelsen af Open Access, Robert-Jan Smits.

De arbejder for at samle global støtte til gennemførelsen af den ambitiøse Plan S inden 2020. Robert-Jan Smits har i de seneste måneder været i USA’s kongres og besøgt USA’s mest toneangivende universiteter.

The European University Association (EUA), en sammenslutning af 800 europæiske universiteter, støtter også Plan S. Men samtidig ulmer et opgør mod Plan S fra forskerrækkerne. Planen er for radikal og for risikabel, mener en sammenslutning af forskere.

»Plan S har vidtrækkende konsekvenser, tager i ringe grad højde for behovene og ønskerne fra individuelle forskere og skaber en lang række af uønskede situationer,« lyder det i en protestskrivelse fra Lynn Kamerlin, professor i strukturel biologi ved fakultetet for kemi ved Uppsalas Universitet.

Alt for mange uklarheder

1350 forskere fra hele kloden støtter protesten mod Plan S. Fra dansk side er der indtil videre fire medunderskrivere. De er Troels Skrydstrup som professor i kemi ved Aarhus Universitet, Viktor Petukhov som PhD-studerende i biotek ved Københavns Universitet, Lotte Thomsen, som er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og Amanda Hammar, professor i afrikanske studier ved Københavns Universitet.

Forsker-protesterne peger blandt andet på, at Plan S vil medføre uklare konsekvenser for forskningsresultater med flere medforfattere. Her er der sandsynlighed for, at nogle vil rette sig efter Plan S, mens andre medforfattere er modstandere af Plan S. Hvordan skal sanktionerne da udføres, lyder det retorisk.

Kemikere er den faggruppe, som er repræsenteret med flest protester imod Plan S. En af protesterne er fra Troels Skrydstrup, professor i kemi ved Interdisplinary Nanoscience Center og Institut for Kemi hos Aarhus Universitet Illustration: Aarhus Universitet

Forskere peger også på, at cOAlition S vil kløve forskningsverden i to; modtagerne af fonde under cOAlition S og resten af verden.

»Det vil have stærke negative konsekvenser for mulighed for samarbejde mellem lande, som er med i cOAlition S og resten af verden, fordi fælles offentliggørelser ikke vil lade sig gøre nogle af de tidsskrifter med mest grundige peer-review processer. Eksempelvis vil publikationer i Science, Nature, Nature Chemistry og American Chemical Society være forbudt under Plan S!«.

Gruer for deroute af peer-review

De 1350 forskere medgiver, at de sympatiserer med tanken bag Plan S og de voksende bekymringer om »eksploderende udgifter til abonnementer til videnskabelige tidsskrifter.«.

Open Acces-tidsskrifterne er en del af løsningen. Men forskerne gruer for, at Plan S’ radikale tilgang til en komplet Open Access-revolution i 2020 vil føre til en vækst og øget brug af tidsskrifter af lav eller tvivlsom kvalitet. Desuden bliver forskerne presset til at betale høje publiceringsgebyrer til nogle Open Acces-tidskrifter.

»Dette publiceringssystem er trods alt forbundet med perverse økonomiske incitamenter: Det giver tidsskrifterne incitament til at acceptere så mange papirer som muligt - uanset deres kvalitet,« påpeger Lynn Kamerlin, professor i strukturel biologi og de 1350 medunderskrivere.

Viden er magt, og jeg er overbevist om, at fri adgang til alle videnskabelige publikationer finansieret af offentlige midler er en grundlæggende borgerrettighed. Carlos Moedas, bygningsingeniør og EU-kommissær for forskning.

Sådanne tidskrifter kan snildt være de såkaldte predatory journals - en anden betegnelse for pirattidsskrifter, fuptidsskrifter eller scam journals. Altså tidsskrifter, der publicerer forskning og tjener på udgivelserne, men samtidig slækker på eller helt mangler den kvalitetssikrende peer review-proces, som ellers er en fast del af god forskningsskik.

Flere forskere publicerer i disse tvivlsomme tidskrifter, og ifølge et studie udgivet i Library Hi Tech News er antallet af firmaer, der beskæftiger sig med predatory publishing vokset fra 18 i 2011 til ikke mindre end 693 i 2015. Væksten og brugen af disse tidsskrifter hænger sammen med presset på forskere for at publicere løbende samt politiske målsætninger for at øge publiceringen i Open Acces-tidsskrifter.

Brugen af disse tvivlsomme Open Acces-udgivere er også et dansk fænomen. Det viser en igangværende kortlægning foretaget af Ingeniøren. Over 100 forskere fra de tekniske, sundhedsvidenskabelige og naturvidenskabelige fakulteter fra de danske universiteter har siden 2009 betalt for at publicere konferenceabstracts og papirer i tidsskrifter udgivet af to predatory publishers.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg må erkende at jeg er meget tilbøjelig til at tilslutte mig den liste.

Når det er forskerne, der er de betalende kunder, i stedet for læserne, kan jeg ikke se hvordan man undgår en gråzone af tidskrifter, hvor kvalitetssikringen af den udgivne forskning slækkes for at opnå betalingen - ikke i så graverende omfang som eksemplerne på predatory journals, men lige akkurat nok til at slippe under radaren.

Lidt groft trukket op: hvordan undgår man at en stor mændge videnskabelige tidskrifter bliver andet end kuponkataloger med annoncørbetalt indhold, hvor annoncørerne er forskerne selv?

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig mere dækning af hvordan Plan S fortalerne planlægger at undgå den "perverse incitamentstruktur".

Plan S(peed og Shock) skal nok skabe omvæltninger, men er det til det bedre? Det bør være i offentlighedens interesse at der er lødig, overbevisende, og gennemtestet dokumentation for dette inden at man giver sig i kast med en revolution - uanset hvor sympatisk målet end er.

Det sidste videnskaben har brug for i denne her alternative-fact tidsalder er en endnu mere udvisket grænse til pseudovidenskaben. Det vil være et meget dyrebart tab.

  • 2
  • 0

Lidt groft trukket op: hvordan undgår man at en stor mændge videnskabelige tidskrifter bliver andet end kuponkataloger med annoncørbetalt indhold, hvor annoncørerne er forskerne selv?

Fordi forskningsverdenen fungerer på omdømme og et tidsskrift som ukritisk æder alt, får et dårligt omdømme lige så snart det rygtes, og det gider ingen betale for at komme i? Der er jo heller ingen der tager til jobsamtale medbringende en udtalelse fra deres mor.

Men hvorfor skulle man overhovedet have et tidsskrift? Hvorfor kan det ikke fungere ligesom ing.dk hvor forskerne leverer artikler, og så går det ellers ude på at finde fejl og komme med gode ideer i kommentarfeltet?

I øvrigt: det her predatory publishing-nonsens kan faktisk være en god ting - så kan de mennesker der tror at verden kan gøres op i simple metrikker lære det. Det er selvfølgelig ærgerligt at det koster nogle skattekroner, men jeg tænker det nok er ingenting mod de mia. spild der ryger i metrik-polering og deraf følgende pervers demotivering af dygtige og vigtige personer i vores samfund.

  • 4
  • 1

@Ole - Du har nok lidt større tiltro til forskningsverden en jeg har - og til at de folk der har hovedet fuld af metrikker kan/vil skifte syn :-)

Jeg deler din holdning til at forskningsverden opererer efter omdømme - dele af den i al fald. Men det virker som om der allerede bliver udgivet meget der kunne være bedre.

Med publikationspres, karrierer, green cards, børnehavepladser etc. der afhænger af forskeres output så er jeg bange for at der allerede eksisterer en "går den så går den" kultur blandt forskere, hvor målet ikke er at forstå ting bedre, men at få ting ud så man opfylder sin kvote og metrik og kan skaffe næste runde funding. Og det er med det nuværende langt fra perfekte system... Introducer en Plan S der har til mål at disrupte hurtigst muligt, så skal det helt sikker blive spændende at følge offentlighedens opfattelse af forskeres troværdighed. Mit bud er at vi får to tiår med mere grumset (muligvis dysfunktionel) forskning og faldende tillid før end det bliver bedre...

Jeg har længe været helt enig i, at en god langsigtet løsning er et system i stil med det du beskriver. Det vil muliggøre at artikler bliver brudt ned i mindre bidder af kerneobservationer, og at hver del scorer credits ved at blive reproduceret og set efter i sømmene igen og igen af fagfæller online. Udfordringen ligger i at få det indført og balanceret korrekt. Jeg kan derfor godt forestille mig at et system, der mere eller mindre er en online popularitetskonkurrence blandt forskere om at få flest muligt likes, tilsat lidt click-farme og distanceblænderi, kan gå hen og blive en rigtig giftig cocktail og ikke gøre noget godt for videnskaben og offentligheden.

Så min håb er at den slags er udviklet, alment accepteret, gennemtestet og velkendt inden man målrettet går efter at skabe mest muligt ravage med en Plan S(hock).

Samtidig har visse proponenter for OpenAccess en egeninteresse i det (søg evt på Frontiers in - et publikationshus som lader til at være på kanten af predatory). Det peger ikke i en god retning.

Disclosure: Jeg har ingen økonomiske interesser i tidsskriftbranchen eller planer om at få det. Jeg er selv forsker, men ret overbevist om at de tidskrifter der skal vurdere mit arbejde er fløjtende med hvad jeg skriver på et dansk forum :-)

  • 1
  • 0

De såkaldte fuptidsskrifter har kronede dage fordi forskere verden over udsættes for et enormt pres for at publicere mest muligt. Tidsskrifterne leverer blot den vare som incitamentssystemet presser forskerne til at efterspørge: Et sted hvor man kan få officielle publiceringspoint i spandevis.

At det er en redaktionel beslutning hvad der er god videnskab har alle dage været et underligt koncept, peer review systemet fungerer kun med dygtige, uafhængige og strenge reviewers, hvis blot de fandtes i virkeligheden. Alle tidsskifter publicerer skrald, forskellen er kun hvor meget der slipper igennem.

Jeg kender kun en metode til at afgøre om en videnskabelig artikel er god eller ej: Læs den. (Ofte kan man dog drage en konklusion om kvaliteten længe inden man er igennem artiklen.)

Med open access kan vi i det mindste selv læse artiklerne og finde fejlene. Med closed skal man betale for det privilegium at konstatere at en artikel er noget lort.

  • 2
  • 0

Peer review foretages frivilligt at universitetsansatte forskere, så tidsskrifter med peer review er ikke dyrere at lave end tidsskrifter uden. O.k., der skal laves lidt opsøgende arbejde for at finde frivillige, men da redaktører ofte også er frivillige forskere, der har et stort netværk, er det heller ikke nogen udgift.

At forskere skal betale udgivere af tidsskrifter for at få deres artikler open access er ikke acceptabelt, så hvis forskningsråd m.m. kun accepterer open-access, bør de i samme omgang fravælge tidsskrifter, der kræver betaling fra forfatterne.

Hvordan skal det så økonomisk løbe rundt? Løsningen er, at universiteter giver ansatte, som er redaktører af tidsskrifter, reduktion i administrative byrder og undervisning, og sætter servere til rådighed for tidsskriftet. Tilsvarende bør universiteter kræve, at enhver forsker er reviewer på mindst 10 artikler om året. Dermed er universiteter kollektivt med til at betale, og de vil ikke have incitament til at lade skrald komme igennem.

Oven i dette bør man tillade post-publication reviews og kommentarer, som publiceres samme sted om artiklen. Dermed kan forfatteren lave errata til sin artikel, og læsere kan påpege fejl og stille spørgsmål til forfatteren.

  • 4
  • 0

@Jacob: Enig, enig, enig og enig - og nogle af de mest prestigefyldte tidsskrifter har endda (så vidt jeg har hørt) forstemmende lav reproducerbarhed. Så jeg vil bestemt ikke gøre mig til fortaler for det nuværende systems ufejlbarlighed, og der er helt klart eksempler på gode Open Access journals eller delayed OA journals.

Selv om der helt sikkert være masser af journals der holder fanen højt, kan jeg dog ikke se hvordan at et skift fra at være læserens mand (m/k) til den udgivende (betalende) forskers, kan andet end at reducere tidskrifterns og indholdets troværdighed overordnet set. Ejendomsmæglere er sælgers m/k og har en rimelig partisk interesse, som ikke er boligkøberens. I min (muligvis naive) optik får du en lignende situation, hvis læseren ikke er villig til at betale for indholdet og et minimum af kvalitetssikring i et tidskrift. Jeg så også meget gerne at der blev skabt incitamenter til gradvist at opbygge og afprøve alternative og mere åbne systemer og forstå dynamikken.

Muligvis burde udgivelsesdelen og kvalitetssikringen separares, så du som udgivende forsker kunne betale for et ISO-certificeret peer-review fra en uvildig tredjepart. Dertil kunne bevillingsgivere kræve et vis certificering af reviewet. Men det skaber nemt nogle skæve incitaments- og fordelings-strukturer. Vil jeg anvende de firmaer, der har ry for at være benhårde?

Crowdbased peer-review er på sin vis et ideal, men det er også muligt at forestille sig at det bliver endnu mere arbitrært og skævvredet. Hvem vil kaste den første sten? Og har jeg lyst til at anklage en stor kanon, med mange følgere og megen politisk magt? Vil en stor kanon ikke bare få medløbere til at sikre arbejdet en masse likes upåagtet den videnskabelige soliditet? Hvis det er anonymiseret, hvem holder så trollsne i snor? Og hvordan sikrer vi at min lamme udtalelse om noget jeg ikke har styr på vægtes lavere end den fra en mere kvalificeret person? Man kan selvfølgelig upvote/downvote mit bidrag ud fra hvordan læsere evaluerer det, men at være god til at påvirke folk er ikke det samme som at have ret eller størst viden. Det er naturligvis forhold som også gør sig gældende med den nuværende struktur, men det bliver endnu mere aktuelt at inddæmme dem med crowsourced peer-review.

Jeg vil vældig gerne høre om det, hvis der er stor-skala eksempler hvor crowdbased peer-reviewing har virket godt. Jeg ved at forskellige tidsskrifter har kørt forsøg, men ikke hvad læren er.

  • 1
  • 0

Selv om der helt sikkert være masser af journals der holder fanen højt, kan jeg dog ikke se hvordan at et skift fra at være læserens mand (m/k) til den udgivende (betalende) forskers, kan andet end at reducere tidskrifterns og indholdets troværdighed overordnet set.

Det kan der være noget om. Jeg har dog ikke nogen fornemmelse af at de nuværende lukkede tidsskrifter i særlig høj grad er "læserens mand". Det handler om at få publiceret nogle opsigtsvækkende artikler, for det er dem der sælger bladet, viser det sig senere at den videnskabelige del ikke holdt så godt, så har man tjent pengene alligevel, og hvis nogen klager så er det peer-reviewerens ansvar.

Muligvis burde udgivelsesdelen og kvalitetssikringen separares

Det var vist hele ideen i peer-review systemet, der viste sig bare at være nogle smuthuller.

Jeg ved at forskellige tidsskrifter har kørt forsøg, men ikke hvad læren er.

Jeg tror læren er at der er masser af penge i den nuværende model, alternative modeller kunne få nogen til at kigge kritisk på om der overhovedet er brug for private virksomheder i forskningspubliceringsmøllen.

Hvad er det egentlig vi skal bruge private tidsskrifter til hvis det alligevel er offentligt betalte universitetsforskere som er forfattere, redaktører og reviewere?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten