Fuldskala-testanlæg åbner op for test og udvikling

Når eksisterende og nye løsninger på inverter-området skal testes, kræver det et solcelleanlæg. Hidtil har Danfoss Solar Inverters A/S testet på anlæg i andre byer og rundt omkring i Europa.

»Lige nu tester vi oftest på anlæg, der er i drift, hvor kunderne ikke ønsker, at de står stille ret længe ad gange,« siger Poul Erik Seekjær, leder af Product Management hos Danfoss Solar Inverters A/S.

Planen med projekt Sunrise er at opsætte fire fuldskala driftbare solcelleanlæg i Sønderborg, og det bliver en fordel for Danfoss Solar Inverters.

»Det er optimalt med prøveanlæg, hvor vi kan lege, teste eksisterende produkter og udvikle nyt,« siger han.

Danfoss Solar Inverters beskæftiger sig med tre områder i forhold til solceller på det offentlige net. Det er private, kommercielle anlæg og powerplants i den mindre skala.

Solcellebaserede powerplants er allerede i dag i størrelsesordenen flere hundrede MW, og endnu større anlæg er på tegnebrættet flere steder i verden.

»Vores løsning er med mange invertere, hvor der findes andre løsninger med en stor central inverter. Det betyder, at hele anlægget er ude af drift, når der opstår fejl på inverteren.«

Han fortæller, at fordelen ved deres løsning er, at kunden kan nøjes med at lukke den lille del ned, som melder fejl på den givne inverter. Samtidig er anlægget ved brug af deres inverter delt op i mange individuelle sektioner, hvorved eksempelvis skygger kun påvirker en meget lille del af anlægget.

»Endelig er installationen meget simpel, så enhver elektriker kan installere vores invertere uden den specialviden, som de store centrale invertere kræver,« siger Poul Erik Seekjær.

Krav om nedjustering

En af udfordringerne i forhold til inverterne er, at de skal kunne styres centralt via en computer. Nogle lande eller elforsyningsselskaber stiller eksempelvis krav om, at anlæg kan nedjustere, når andre energikilder producerer for meget, for eksempel via radiosignaler.

»Der er også hele overvågningsdelen, hvor kunden skal have besked om, når der bliver skruet ned for anlægget, så kunden kan få et overblik over, hvor meget der produceres hele tiden. Samtidig er der krav på vej om at kunne levere reaktiv effekt med solcelleanlæg, der herved kan være med til at stabilisere dårlige elnet og sikre forsyningsstabilitet.«

Poul Erik Seekjær peger på, at når der bliver opbygget et miljø omkring solcellerne, som det, der allerede er omkring vindkraften, får det forhåbentlig også en tiltrækkende effekt på nye ingeniører:

»Der er stor efterspørgsel på ingeniører med de kompetencer, som vi efterspørger, og det er klart, at vi vil stå stærkere, når vi kan tilbyde flere spændende udfordringer i et miljø, hvor der også bliver udviklet.«