Fuldautomatisk dansk katalysatorfabrik skal hjælpe Kina med at styre forureningen
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fuldautomatisk dansk katalysatorfabrik skal hjælpe Kina med at styre forureningen

Katalysatorfabrik, Haldor Topsøe
Haldor Topsøe har udviklet et specielt griberedskab til robotten, som kan tage fat i monolitterne. Transportanlægget er ligeledes nyt. Det er ovnen, som er taktgivende for, hvornår vognene skal rykke frem. (Foto: Eskil Mann Sørensen)

Meget høj automation og fuld sporbarhed er to pejlemærker for et anlæg til produktion af katalysatorer, som Haldor Topsøe netop har sendt til Kina.

Det ny anlæg saver de keramiske cylindre, monolitter, i varierende størrelser, sænker dem i aktiv væske, tørrer dem og bager dem til sidst i en stor ovn ved høj varme. Altsammen sker ved hjælp af tre robotter og i princippet uden menneskelig hjælp.

Hver katalysator får brændt et nummer og en kode ind, så hver enkelt enhed kan spores 100 procent. Undervejs i anlægget sidder flere scannere, som aflæser, hvilken enhed der ankommer. Hvis der findes nogen fejl, vil det kunne spores nøjagtigt, hvor fejlen opstod. Dermed bliver anlægget endnu mere avanceret end Haldor Topsøes anlæg i Frederikssund.

Monolitterne bliver scannet flere steder i anlægget, så der er 100 procent kontrol med, hvilken proces hver enkelt har gennemgået. (Foto: Eskil Mann Sørensen)

Ovn og tørreanlæg, som er de to største elementer, er konstrueret af den sydfynske virksomhed Ideal-line, og det var også her, at anlægget var opstillet kort før afsejlingen til Kina. Ingeniøren var med på sidelinjen, få dage før anlægget blev skibet af sted. En gruppe kinesiske medarbejdere, som skal overtage anlægget, fulgte de sidste test. Ingeniør og softwareudvikler Leif Skov Jensen, Haldor Topsøe, stod i spidsen for testproceduren, som har varet cirka to måneder. Op mod 20 mennesker summede omkring anlægget i de afsluttende uger.

Katalysatorerne skal bruges i dieselbusser og lastbiler til at begrænse NOx-forureningen i Kina.

Haldor Topsøe har hidtil kun produceret sine avancerede keramiske katalysatorer i Frederikssund i Danmark samt i Houston, Texas. Men Haldor Topsøe ser væsentlige muligheder i katalysatorer til kinesiske busser og lastbiler og bygger derfor en fabrik på bar mark i byen Tianjin, sydøst for Beijing. Det kinesiske anlæg vil kunne præstere en større produktion end anlægget i Frederikssund.

Omfattende test

Haldor Topsøe har som allerede nævnt gennemført en omfattende test af anlægget.

Ingeniør Leif Skov Jensen har stået i spidsen for den omfattende test af produktionsanlægget, før det blev sendt til Kina. (Foto: Eskil Mann Sørensen)

»Vi har testet robotter, scannere, opkobling til MES-system og alle de andre elementer, der indgår i anlægget. Vi har fundet et par fejl, nemlig en mekanisk fejl og et par softwarefejl, og vi er glade for, at de er fundet her, før anlægget bliver sendt af sted, og ikke i Kina,« siger Leif Skov Jensen og fortsætter:

»Vi har ændret på interfacet mod robotterne nogle gange, fordi vi har været fokuseret på at undgå, at nogen uregelmæssigheder kunne betyde, at anlægget kunne gå i stå undervejs,« siger han.

Saven er helt nykonstrueret af ProInvent. Det skal give endnu mere præcis afskæring af de keramiske cylindre.

»Vi har lavet et yderst stift og meget tungt system, hvor man ikke får nogen vinkeldrejning inde ved saven,« siger Peter Ahlberg, projektchef for ProInvent.

Hver mono­lit får en label med indbygget RFID-tag klistret på til sidst. Det sikrer, at der er styr på, hvor den enkelte monolit er henne på lagret. (Foto: Eskil Mann Sørensen

Ideerne til det nye anlæg blev skabt ved flere møder med leverandørerne fra Ideal-line, ProInvent, DIS og Qubiqa. Fra Haldor Topsøe deltog folk fra produktions-, proces-, mekanik- og automationsafdelingerne.

»Vi ville have bragt al viden sammen og få lavet det optimale anlæg,« siger Leif Skov Jensen.

Qubiqa har leveret de højt automatiserede transportsystemer, som bringer monolitterne rundt i anlægget. DIS, Dansk IngeniørService, har udviklet den automatiserede imprægneringsenhed, som imprægnerer monolitterne.

Anlægget styres af et ABB 800xA-system. Controlleren dirigerer hvert job i robotterne, så der er tale om et centraliseret system, hvor controlleren har overblik og giver alle ordrer.

Ovnen er taktgivende

Anlægget til Kina kan producere flere forskellige slags katalysatorer samtidigt, så det bliver væsentligt mere fleksibelt end Frederikssund-anlægget.

»I Frederikssund kan vi kun pakke én palle ad gangen. Her kan vi pakke på seks forskellige paller,« siger Leif Skov Jensen.

Monolitterne bliver transporteret rundt i disse nydesignede skåle. Skålene er designet, så den varme luft bliver tvunget op igennem monolitten. (Foto: Eskil Mann Sørensen)

Det er ovnen, som er taktgivende i anlægget. Det er den, der bestemmer, hvornår alle transportvogne bliver skubbet en gang fremad.

Monolitterne bliver bagt i ovnen imellem to og fire timer. Når monolitterne er produceret færdigt på anlægget, bliver de forsynet med en RFID, som er bygget ind i en forbløffende tynd papirlabel. De færreste vil ane, at der sidder en RFID-tag. Det betyder, at hver monolit kan lade sig aflæse dels på Haldor Topsøes lager, dels senere hos kunderne. Så det bliver meget let at holde styr på mono­litterne.

Med de mange kontroller og målinger regner Haldor Topsøe med at forbedre kvaliteten og styringen af produkterne.

Produktionsanlægget er nu på vej med skib til Kina, hvor det skal producere katalysatorer til store dieselbiler.

»Den kinesiske regering indførte i sommeren 2013 en ny lov, som påbyder katalysatorer på store dieselmotorer. Det er den konkrete årsag til, at vi bygger fabrikken nu. Der er et kæmpe marked i Kina,« siger Dennis Rasmussen, ingeniør og projektleder for bygning af den kinesiske fabrik.

Den kinesiske fabrik starter produktionen i 2015.

Kommentarer (11)

Jeg tror ikke at det kan forbavse nogen, hvis man sætter spørgsmålstegn ved "hjælpe".
Spørgsmålet er om Haldor-topsøe har udviklet en ny teknik til at begrænse forurening, eller om de har udviklet en ny teknik til at gøre mennesker arbejdløse ?
Jeg er ked af at sige noget negativt om en iøvrigt fantastisk teknisk løsning, men det er vel ikke ligefrem mangel på kvalificeret arbejdskraft som karakteriserer kina.
Jeg synes der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved fuldautomatiserede fabrikker, når resultatet bliver øget profit for et fåtal, og armod for et flertal

  • 1
  • 13

Arbejdsmiljø afdeling i Danmark er ikke så vilde med tunge løft og tæt omgang med kemikalier - så jeg synes egentlig ikke vi skal bede kineserne om det, bare fordi de ikke har tilstrækkelig lovgivning.

Hvad angår antallet af stillinger som bliver skabt i Kina tror jeg ikke Beijing har nogen grund til at klage... Ingen mister arbejde på at der produceres disse katalysatorer - til gengæld får de renere luft at trække ned i lungerne.

  • 7
  • 0

Kaere Claus, uanset hvordan det bliver vendt eller drejet, saa er automatisering vejen frem - ogsaa i Kina. Der er mange faktorer som spiller ind, saa som stigende loenomkostninger etc. Desuden saa er Kina nu paa vej fra at vaere et decideret produktionsland imod et service samfund - specielt her i den oestlige del af landet. Samtidigt er det saadan, at det bliver mere og mere svaert at finde unge mennesker som oensker at arbejde paa fabrikkerne, kun udfoerende statisk og monotont arbejde. Saa Haldor Toptopsoe er bestemt ikke igang med at underminere det kinesiske samfund, men tilpasser sig blot tidligt i en process som ikke kan undgaas. Hvis ikke der kan optimeres via automatik, saa flyttes produktionen blot til andet steds hvor totale omkostninger er lavere end her i Kina - det gaelder baade for udenlandske investerede virksomheder saavel som for kinesiske. Jeg har boet og arbejdet i Kina siden 1998 og mener at have "fingeren paa pulsen"

  • 3
  • 0