Fugleinfluenzaen har nået Danmark

Siden kl. 8 i morges har 150 borgere ringet til Fødevareregion Ringsted og rapporteret om døde fugle. Det er fødevareregionen, der koordinerer optælling og undersøgelse af svanerne.

Der er fundet fire døde svaner på Bornholm, ligeledes fire ved Hasselø. En død svane blev tirsdag aften fundet nær Lalandia på Lolland, og en ved Kalvehave på Sydsjælland, skriver Berlingske.

Endnu er ingen mennesker konstateret smittet med fugleinfluenza. Prøver fra svanerne bliver sendt til laboratoriet i Århus, og svaret ventes om et par dage. Men fundet af de døde svaner skal ses i lyset af, at to døde svaner, der er fundet på Rügen, med sikkerhed er døde af viruset H5N1.

Smittede svaner i Tyskland lander også i Danmark

Den tyske ø Rügen i Østersøen ligger 40 km syd for Lolland-Falster. Fra ringmærkninger ved ornitologerne, at de samme svaner nogle år har været på Rügen andre år ud for Møn eller ved Hyllekrog på Lolland.

»Det er meget alvorligt, at sygdommen er blevet konstateret på Rügen. Man kan ikke tale om en dansk eller en tysk bestand af svaner. Der er tale om en fælles bestand. Når vejret bliver mildere, vil overvintrende svaner bevæge sig fra Rügen til de sydlige danske kyster,« siger Pelle Andersen-Harild, Dansk Ornitologisk Forening til Ekstra Bladet.

Nu er det en vigtig opgave at undgå kontakt mellem vilde fugle og fjerkræhold, og fundet af svanerne på Rügen har fået Fødevarestyrelsen til at fremskynde regler til at imødegå H5N1.

Fjerkræ hos professionelle kød- og ægproducenter skal i husarrest. Det påbud rammer især økologiske hønsehold. Desuden skal fjerkræavlere holde høns adskilt fra andefugle, oplyser beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen, til Ritzau.

Foreløbig må styrelsen nøjes med blot at have påbuddet som en anbefaling, fordi det ikke er annonceret i Statstidende. Men påbuddet bliver til nye regler senest på mandag.

I dag træder også andre, allerede planlagte regler i kraft om, at fjerkræhold jævnligt skal kontrolleres for sygdommen H5N1, og at købere har krav på en attest fra sælgeren på, at hans fjerkræhold ikke har haft sygdommen inden for tre måneder.

Krisemøde i EU

Det er også i dag, fugleinfluenzaen kalder EU's medlemslande til krisemøde i Bruxelles, efter at den farlige virus er fundet i Tyskland, Østrig, Italien og formentlig også Grækenland.

EU's sundheds- og veterinæreksperter skal i to dage at drøfte truslen. EU er verdens tredjestørste eksportør af fjerkræ i verden, så situationen følges med største alvor. Derfor vil det formentlig ende med, at alle fjerkræ og æg på smittede landbrugsområder skal destrueres.

Kun lav smitterisiko for mennesker

Samtidig har de danske myndigheder travlt med at neddæmpe risikoen for smitte fra vilde fugle og til mennesker. Til Ritzau fastslår overlæge Steffen Glismann fra Epidemiologisk Afdeling ved Statens Seruminstitut, at der ikke er nogen risiko for den almindelige dansker:

»Det bygger vi på, at ingen mennesker på noget tidspunkt er blevet smittet med virus fra vilde fugle. I Asien, hvor sygdommen har cirkuleret i årevis, er der ikke sket smitte til mennesker fra vilde fugle. Det har altid været fra en fjerkræflok, siger Steffen Glismann.

Ifølge seruminstituttets egen hjemmeside har der været få tilfælde med smitte med fugleinfluenza fra menneske til menneske. Men:

"Skulle det ske, at et menneske smittes med både fugleinfluenza og almindelig influenza samtidig, kan gener fra de to influenzavirus "blande sig med hinanden", hvorved der skabes en helt ny virus subtype, som måske ville kunne smitte fra menneske til menneske. Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, hvor stor sandsynligheden er for, at dette sker."

Der er risiko for en pandemi, dvs. en verdensomspændende epidemi, når virusstammen H5N1 genetisk ændrer sig, dvs. muterer til en helt ny subtype, som ingen mennesker har resistens overfor. Ud over risikoen for at dens gener blander sig med generne fra en anden influenzavirus, muterer H5N1, hver gang den smitter et menneske.

Hidtil er 169 mennesker verden over konstateret smittet, og 91 er døde. Senest erkendte de kinesiske sundhedsmyndigheder mandag, at en 12-årige piges dødsfald skyldtes H5N1. Og i går indrømmede de indonesiske sundhedsmyndigheder, at H5N1 er årsag til to nye dødsfald.

Overlæge og leder af Center for Forebyggelse under Sundhedsstyrelsen, Else Smith, oplyser, at der ved influenzaepedimier i Danmark i 1990'erne døde omkring 1.500 mennesker. Af dem var mindst 90% 65 år eller derover.