Fugle har magnetisk sans – har vi?

Hvis der findes en sjette sans hos mennesker, er det en magnetisk sans. Det mener Joe Kirschvink, der er professor i geobiologi ved California Institute of Technology (Caltech).

Han er kendt for at tænke vilde tanker og har bl.a. opfundet betegnelsen Snowball Earth for den hypotese, at Jorden engang for rundt regnet 650 millioner år siden var helt dækket af is, ligesom han mener, at den efterfølgende kambriske eksplosion for 540 millioner år siden, hvor en lang række nye dyrerækker opstod, skyldtes, at Jordens rotationsakse inden for et geologisk kort tidsrum tippede med 90 grader.

Kirschvink er en anerkendt ekspert inden for målinger af remanent magnetisme, der bevares i visse materialer, efter at de har været udsat for et eksternt magnetisk felt, og som kan være med til at forklare, hvordan sten og klipper er vandret gennem millioner eller milliarder år.

For at teste magnetisk sans hos mennesker har han i sit laboratorium opbygget en afskærmet boks – et Faraday-bur – hvor det med tre sæt elektriske spoler er muligt at danne et homogent magnetfelt i en vilkårlig retning.

Illustration: MI Grafik

I samarbejde med EEG-eksperter måler Kirschvink her signaler i hjernen på forsøgspersoner, der i boksen udsættes for et magnetfelt af samme styrke som Jordens magnetfelt.

Illustration: MI Grafik

På en konference arrangeret af det britiske Royal Institute of Navigation i april om magnetoreception fremlagde Kirschvink de første resultater, der viste en konsistent effekt, hvor neuroner fyrer et signal foranlediget af ændringer i magnetfeltet.

Det skulle dermed vise, at der findes en magnetisk sans hos mennesker, selv om eksperimentet intet siger om, hvordan kroppen registrerer magnetfeltet og sender informationen videre til hjernen.

En gammel tanke

Peter Hore fra University of Oxford, der deltog i samme konference, siger til tidsskriftet Science:

»Joe er en dygtig forsker og god til at udføre eksperimenter. Han ville ikke have fortalt om sine forsøg, hvis han ikke var sikker på at have ret.«

Neurobiologen Kenneth Lohmann, der studerer magnetisk sans i hummere og havskildpadder ved University of North Carolina, er lidt mere forsigtig:

»Djævlen ligger altid i detaljen. Kirschvink har tidligere haft ret på nogle områder og taget fejl på andre.«

Nye forsøg skal derfor udføres og flere videnskabelige artikler skrives, før Kirschvink kan gøre sig håb om at vinde bred accept af, at mennesker har en magnetisk sans.

Han er dog ikke den første, der har tænkt tanken eller udført forsøg, der skulle vise tilstedeværelsen af en magnetisk sans hos mennesker.

I 1979 udførte biologen Robin Baker ved University of Manchester i England en række forsøg, hvor studerende med bind for øjnene i en minibus blev kørt ad små veje i mange retninger, hvorefter de blev sluppet løs i et landområde og bedt om at angive retningen til universitetet.

De fleste kunne nogenlunde angive den rigtige retning, men Baker fandt dog, at studerende, der havde haft en stangmagnet i deres bind for øjnene, var markant dårligere hertil end studerende, der havde haft en ikke-magnetisk kobberstang i bindet.

Hans konklusion var, at den magnetiske sans var blevet forstyrret af stangmagneten. Baker udførte senere andre eksperimenter, der også indikerede en magnetisk sans hos mennesker. En af de forskere, der i 1980’erne søgte at reproducere Bakers eksperimenter, men uden held, var Joe Kirschvink.

Selv om han dermed var med til at så stærk tvivl om Bakers eksperimenter og lægge tanken om en magnetisk sans hos mennesker på is, så bevarede han sin interesse for emnet, for, som han har forklaret, var det godt nok vanskeligt at reproducere eksperimenterne, men de var ikke negative.

Magnetit eller kryptokrom

Det første store spørgsmål er naturligvis, hvad den magnetiske sans hos mennesker eventuelt kan skyldes, og som udgangspunkt kan man se på, hvad vi ved om magnetisk sans hos dyr. Størst og mest sikker viden har forskerne om den magnetiske sans hos visse bakterier, hvor man har fundet magnetosomer i form af partikler af magnetit (Fe3O4), der ligger på rad og række.

Sagen bliver mere uklar, når det gælder forklaringen på, at fugle som rødkælke og brevduer også har en magnetisk sans.

Joe Kirschvink hælder til, at den magnetiske sans hos mennesker og andre dyr også er knyttet til magnetit. Men da et magnetfelt vil kunne mærkes hvor som helst på kroppen, så er det lidt som at lede efter en nål i en høstak at finde receptorerne.

»De kunne i princippet findes i den venstre storetå,« siger han, mens mere realistiske bud peger på det indre øre eller omkring næsen.

Når det gælder fugle, er proteinet krypotokrom en helt anden kandidat til den magnetiske sans. Når kryptokrom, der findes i øjet, udsættes for lys, opstår en kvantemekanisk effekt, der påvirkes af et magnetfelt.

Samme protein findes også hos mennesker, og det kan dermed være forklaringen på en magnetisk sans, mener bl.a. Steven Reppert fra University of Massachusetts Medical School, der studerer monarksommerfuglens navigationsevner i form af en magnetisk sans.

Endvidere er der den mulighed, at magnetisk sans hos dyr og eventuelt mennesker kan være en kombination af begge eller helt andre effekter.

Når det første store spørgsmål engang bliver besvaret helt tilfredsstillende, er det næste store spørgsmål, hvordan sansen kan bruges.

Flere peger på, at en magnetisk sans kan være forklaringen på, at folk i Polynesien kan sejle og finde vej uden instrumenter over store afstande, selv på overskyede dage og nætter uden mulighed for at kunne navigere efter stjernerne.

Endelig kan man stille det afgørende spørgsmål, hvordan sansen i givet fald kan skærpes eller trænes.