Frysning af æg blev en glidebane uden evidens
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Frysning af æg blev en glidebane uden evidens

Illustration: Bigstock/rost-9

»Der er ikke rigtig nogen evidens, men masser af teorier og hypoteser. De eneste studier er tilbage fra 2011, men de bygger på et spinkelt grundlag og flere er blevet trukket tilbage igen.«

Sådan lyder det fra Sacha Stormlund om de bagvedliggende årsager til, at læger verden over i stigende grad bruger frosne æg i fertilitetsbehandling i stedet for friske.

Læs også: Stort studie: Populært fryse-trick til barnløse har ingen effekt

Sacha Stormlund er læge og ph.d. studerende på Hvidovre Hospitals gynækologiske/obstetriske afdeling og står bag et nyt EU-støttet studie af 460 kvinder på danske, svenske og spanske hospitaler.

Studiet slår fast - stik mod den voksende tendens på hospitaler - at brugen af frosne æg IKKE øger sandsynligheden for at blive gravid. Dermed rammer studiet en pæl gennem praksis på flere hospitaler. I Japan og USA foretrækker lægerne nedfrosne æg frem for friske i fertilitetsbehandlinger, og i Europa vælger men brugen af frosne æg i 15 procent af alle reagensglasbehandlinger.

»Det er svært at sige præcis, hvorfor den her praksis er blevet så udbredt, men en forklaring kan være, at vi gennem de seneste år er blevet stadig bedre til at øge graviditetsraterne ved brug af frosne æg. Flere har så muligvis konkluderet - helt uden evidens - at de frosne æg så også var bedre end friske,« siger Sacha Stormlund.

Brug for paradigmeskift...men ikke i Danmark

Glidebanen mod brug af frosne æg hænger også sammen med, at man i sjældne tilfælde oplevede kvinder, der reagerede voldsomt på den hormonbehandling, der fik kvinderne til at producere mange æg. Nogle kvinder oplever nemlig bivirkninger i form af et såkaldt overstimulationssyndrom kaldet PCOS. Hos de kvinder har lægerne en højere succesrate, hvis de fryser æggene ned og venter en til to måneder med at indsætte dem i livmoderen.

»Der fulgte mange teorier med i kølvandet på, at lægerne blev bedre til at fryse æg ned og få dem til at være levedygtige. En af dem var, at slimhinden var dårligere til at tage mod æggene, hvis kvinden havde høje hormonniveauer,« siger hun.

Hvor udbredt brugen af freeze-all-metoden er i Danmark tør Sacha Stormlund ikke med sikkerhed spå om, men hun vurderer, at danske hospitaler ligger langt under gennemsnittet. Den vurdering baserer hun på egne erfaringer, blandt andre fra Hvidovre Hospital, hvor nedfrysning af æg kun bruges, hvis man oplever kvinder med overstimulation.

»I Danmark vil de nye resultater ikke få den store forskel for praksis, men i en række andre lande er der brug for et paradigmeskift, hvor fokus i højere grad bliver rettet mod den enkelte kvinde og lægerne vurderer individuelt, hvem der kan have gavn af nedfrysning af æg,« siger hun.

Andre studier peger mod brug af frosne æg

Det sidste punktum er langtfra sat i forskningen inden for nedfrysning af æg, for der sker ‘noget’ når man fryser æggene, men hvad det betyder er lægerne i tvivl om.

For eksempel viser studier, at brugen af friske æg giver en lidt forhøjet risiko for at blive født for tidligt i forhold til brugen af frosne æg. Andre studier viser, at reagensglasbørn skabt med friske æg har en anelse lavere fødselsvægt end børn født af frosne æg.

»Men hvad er konsekvenserne af en lidt lavere fødselsvægt i det lange løb? Vi ved det ikke helt, og må fortsat holde øje med konsekvenserne af at bruge hhv. friske og frosne æg. For der er forskel,« siger Sacha Stormlund.

Emner : Medicin
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten