Frynsegoder er blevet en selvfølge

20. januar 2018 kl. 12:00
Frynsegoder er blevet en selvfølge
Illustration: Lars Refn.
Frokostordning, sundhedsforsikring, bonus, frugt, kaffe, mobiltelefon, internet­adgang, fitness og massage. De privatansatte ingeniører har masser af personale­goder – de tager dem faktisk for givet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det er morgen. Ingeniør Andersen finder sit skattefri erhvervspendlerkort, betalt via bruttoskatten, frem og begiver sig på arbejde, veloplagt efter en uges arbejdsgiverbetalt efter­uddannelse efter eget valg. Som det første tager han en kop gratis kaffe og et rundstykke med op til sit skrivebord, lægger mobiltelefonen fra sig og finder den bærbare computer frem.

Inden dagens kulinariske højdepunkt i den firmastøttede kantine popper en påmindelse op på skærmen om, at han skal mødes med kollegerne i løbeklubben, der mødes fast en gang om ugen til en løbetur. Den times arbejde indhenter de senere på dagen. Den skade, Andersen pådrog sig for et par måneder siden, er nu helt overstået, takket være behandlingen via den sundhedsordning, han fik forhandlet sig til ved ansættelsen. Det hjalp også med den gratis massage, han har adgang til i fitnessrummet.

Indrømmet, vi smører måske tykt på her – og så er vi ikke engang nået til aftenens hygge med kollegerne i ølbrygningsklubben, det ekstra ferietillæg og internetadgangen derhjemme, som Andersen valgte blandt de fleksible personalegoder, som firmaet stiller til rådighed.

Goder tages for givet

Men for mange ingeniører ansat i det private erhvervsliv er beskrivelsen ingen overdrivelse; det viser Ingeniørforeningen IDAs Lønstatistik for 2017. Faktisk ville det efterhånden være undtagelsen, hvis ikke der som minimum var frokostordning og gratis kaffe til medarbejderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Man tager goderne lidt for givet i dag. Nogle medlemmer ringer faktisk ind og er meget forundrede, hvis de bliver tilbudt et job med kun fem ugers ferie. Vi er blevet så vant til, at alle har seks uger,« siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

»Derfor anbefaler vi altid, at de lige sender kontrakten ind forbi os, når de får et job, så vi kan fortælle dem, hvad de evt. går glip af ved at skrive under.«

Hun finder det især interessant, at andelen af IDA-medlemmer, der får bonus, er steget fra 30 til 40 procent det seneste år. Blandt funk­tionsdirektører er det endda 75 procent, der får bonus, mod 60 procent året før.

Ellers afslører lønstatistikken, at sundhedsforsikring er blandt de mest udbredte personalegoder, som 73 procent nu nyder godt af, mens 84 procent har adgang til gratis kaffe, te og frugt, og 56 procent har frokostordning på jobbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel mener Juliane ­Marie Neiiendam ikke, at goderne er sær­ligt vigtige som ‘lokkemad’, når virksomhederne skal rekruttere folk:

»Det, der især betyder noget for vores medlemmer, er, at de har nogle spændende arbejdsopgaver med faglige udfordringer, men også det at kunne gøre en forskel i verden betyder mere og mere,« forklarer hun.

»Det er det, man kan sælge et job på: ‘Vi er med til at udvikle den nye vindteknologi til Sydafrika’, eller hvad det nu kunne være. Så det handler om at gøre en forskel – og have det godt, mens man gør det,« opsummerer hun med et smil.

På skitur med Niras

Niras er en af de ingeniørvirksomheder, der ikke holder sig tilbage med at forkæle medarbejderne med fryns, afslører et kig på hjemme­siden:

»Hvis tiden er knap, kan du vælge fleksibel arbejdsuge, takeaway fra vores gode kantine og renseri-service. Hvis du har lyst til at blive forkælet, kan du få massage, leje billige feriehuse og benytte dig af en lang række rabatordninger på alt fra tøj til motion. Valget er dit,« står der blandt andet.

Læs også: Underbetalte ingeniører i det offentlige kan blive dyrt for samfundet

Da Ingeniøren ringer til Senior HR Business Partner Ulla Mahler, er en større flok medarbejdere netop taget af sted på den årlige skitur fra onsdag aften til søndag.

»Det er jo rigtig sjovt at møde sine kolleger på en anden måde,« siger hun og tilføjer, at selv om Niras bakker op om arrangementet, er det i lighed med de mange andre Niras-klubber, hvor medarbejderne løber, brygger øl eller laver andre sociale eller kulturelle aktiviteter sammen, drevet af medarbejderne selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er medarbejderne selv, der kommer med ideer, så hvis der er stor opbakning i virksomheden, spørger man ud, hvor mange der vil være med i denne forening, og så kan der ofte gives tilskud,« forklarer hun.

Fleksible goder

Niras er blandt de virksomheder, som har indført ‘fleksible personale­goder’, hvor medarbejderne kan få f.eks. et pendlerkort, massage eller personlig udvikling og få trukket udgiften inden skatten i en såkaldt bruttølønsordning.

»Det kunne være, at man ville tage en MBA eller en coachinguddannelse, som ellers ikke ligger inden for ens udviklingsplan,« eksemplificerer Ulla Mahler.

[media:121917 Klik for at forstørre tabellen]

De mange personalegoder er dog ikke noget, Niras bryster sig af i sine jobopslag. De nævnes oftest kun i en enkelt linje hen mod slutningen. Måske fordi de tages for givet blandt ansøgerne?

»Ja, det tror jeg faktisk, at de gør. De fleste ansøgerne regner nok med, at den slags er der bare noget af, men jeg har ikke oplevet nogen, der vælger til og fra på grund af personalegoderne. Det er ikke alle, der spørger til dem, men de synes selvfølgelig, at det er en positiv ting, når man fortæller om det,« siger hun.

Frokostsnak styrker det sociale

En af dem, der glemte at spørge til goderne, var civilingeniør Lone Hedegaard Mortensen, der fik job i Niras 1. december som specialist i indeklima, bæredygtighed og energi­effektivt byggeri. Hun kom fra et job i Statens Byggeforskningsinstitut, hvor der ikke var megen spræl i frynserne.

»Jeg tror, de nævnte det ved jobsamtalen, men nu var jeg heller ikke vant til det, og derfor var det bare et ekstra plus. Det er først, når man ikke har haft det, at man tænker: ‘Aj, det var virkelig rart at have’,« siger hun med en venlig tanke til kantineordningen, der nu har afløst den daglige madpakke.

»Det er ikke mindst en fordel, når man er ny, at man går ned og spiser frokost sammen med sine kolleger og får snakket med en del forskellige. Det sociale var helt klart også noget af det, jeg havde savnet lidt før, for når man lærer sine kolleger at kende, så er der nogle af de formelle sammenhænge, som går lettere,« forklarer Lone Hedegaard Mortensen, som endnu mangler at få dannet sig et overblik over de frynsegoder, hun nu har adgang til.

Læs også: Lavere løn og færre goder demotiverer offentlige ingeniører

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger