Frygtet kvægsygdom har kurs direkte mod Danmark

Danske kvægavlere er ramt af restriktioner, efter kvægsygdommen bluetongue er brudt ud blot 80 kilometer fra den danske grænse.

I løbet af blot et år har stikmyg båret sygdommen med sig helt fra Middelhavet til Tyskland, hvor 4.000 udbrud er konstateret - og de varme somre giver grund til ekstra bekymring.

»For at smitten skal brede sig, kræver det perioder med over 20 grader, og derfor giver klimaændringerne kun bedre betingelser for smitteudbredelsen,« siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsens kontor for husdyrsygdomme.

Sygdommen har direkte kurs mod Danmark.

»For blot en måned siden var sygdommen 200 kilometer fra Danmark. Nu er den nået til byen Itzehoe kun 80 kilometer væk,« siger Stig Mellergaard.

Ny stikmyg bærer virus til nordeuropa

Virus, der forårsager sygdommen bluetongue, spredes ved, at blodsugende stikmyg, kaldet mitter, fungerer som såkaldte vektorer. Gennem de seneste år har nordeuropæiske myndigheder holdt skarpt øje med mitten Culicoides Imicola, der gav kvæg, geder og hjorte i Sydeuropa blå tunger og influenzalignende symptomer.

Men sidste år opstod sygdommen til myndighedernes overraskende i både Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Luxembourg. Endnu mere overraskende var det, at sygdommen blev overført med en ny slags mitte den såkaldte Culicoides Obsoletus.

Virus rammer både køer, får, geder og hjorte, der får blå tunger, gispende åndenød, væskeansamlinger i hoved, læber, mule og underkæbe, samt halten, sår på slimhinder i mundhulen, øjenbetændelse og hårtab. Og omkring 30 procent af de smittede dyr dør af sygdommen, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Dårligt vejr kan forhindre smittefare

Den nuværende bluetongue-virus er ikke set i 25 år, og derfor vil myndighederne først være klar med en vaccine til næste forår.

Imens kan landmændene håbe på rigtigt dårligt vejr. Det kan nemlig forhindre stikmyggene i at flyve.

»De flyver ikke i blæsevejr over fem sekundmeter eller regn, og sygdommen udvikler sig ikke, hvis temperaturerne er lave,« siger Stig Mellergaard.

Dansk landmænd i økonomisk fare

I øjeblikket er 10 danske kommuner ramt af udbruddet i Tyskland, herunder Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Assens, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø, Langeland og Lolland.

I restriktionszonen er landmænd forhindret i at sælge køer de næste to år. Da hver femte danske malkeko hører til i det berørte område, frygtes danske landmænd også at lide økonomisk af sygdommen i Tyskland.