Fritgravet fundament mistænkt for at forårsage gavl-kollaps i Esbjerg

I stedet for at udgrave og støbe lidt ad gangen, havde entreprenøren på naboejendommen til Østergade 57, ifølge syns- og skønsmændene gravet hele den 9,4 meter lange gavl fri på én gang. Illustration: Lasse Hundebøl

I maj sidste år opdager Mathias Jensen, beboer på 1. sal i en fireetagers ejendom i Østergade 57 i Esbjerg, at væggen i hans lejlighed slår revner. Han styrter ud og får alarmeret de øvrige beboere. Alle kommer ud inden gavlen giver efter.

Nu har skønsmænd vurderet, at en entreprenør, der var i gang med at udgrave en rende til et fundament til en ny etageejendom på nabogrunden, havde gravet fundamentet til gavlen på Østergade 57 helt fri. Det skriver Ingeniørens søstermedie FacilityTech.

»Syns- og skønsmændene må ikke konkludere noget om årsagen, men de kan se, at entreprenøren har gravet fra den ene ende af gavlen til den anden på én gang,« fortæller Lasse Hundebøl, der er medejer af den delvist kollapsede ejendom.

Syns- og skønsmændene, der har besigtiget ejendommen i Østergade i Esbjerg konkluderer, at entreprenøren på nabogrunden også havde gravet ned under kælderfundamentet nogle steder. Illustration: Lasse Hundebøl

Det er ifølge hans oplysninger imod den gængse praksis på området, som tilsiger, at man ikke må grave ned under fundamentet på en bygning, og at man heller ikke må fritlægge en hel side af en bygning på én gang.

Skyldsspørgsmålet er imidlertid ikke afgjort endnu, for voldgiftsretten har ikke taget stilling til de to syns- og skønsmænd registreringsforretning, der skulle fastslå, hvordan bygningen og nabogrunden så ud umiddelbart før kollapset.

Udbedring vil koste 8-9 mio. kroner

Udbedringsarbejdet på den skadede bygning gik i gang i januar. Det har været lidt udfordret af, at den bygning, der blev gravet fundament til på nabogrunden op til kollapset, siden er blevet opført, så håndværkerne har været nødt til at mure gavlen op inde fra den skadede bygning.

Lasse Hundebøl håber, at bygningen er færdigrepareret -og renoveret til sommer, og han forventer, at genopbygningen kommer til at koste 8-9 millioner kroner.

Advokat Jørgen Makholm fra Ventus Advokater, der repræsenterer ejeren af naboejendommen, selskabet Nordsø Ejendomme, oplyser, at jordarbejdet blev udført af en underentreprenør, og at hverken Nordsø Ejendomme eller entreprenørselskabet Nordsø Byg, der ejes af samme holdingselskab har været involveret i udgravningen. Men fordi han endnu ikke har læst syns- og skønserklæringen kan han hverken be- eller afkræfte Lasse Hundebøls udlægning.