FRI: Konkurrence med Dong lig med underskud
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

FRI: Konkurrence med Dong lig med underskud

Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har kritiseret Dong Energy for at presse lønniveauet for ingeniører op over det rimelige. Her uddyber FRI's direktør, Henrik Garver, sin kritik af Dongs lønninger, der 'ligger 15-20 procent over niveauet hos de rådgivende ingeniører'.

*I siger, at gennemsnitslønnen hos Dong ligger på 668.000 kroner, mens den gennemsnitlige løn for ansatte hos rådgivende ingeniørvirksomheder ligger på til 570.000 kroner. Hvordan er I kommet frem til de tal? *

»Vi har sammenlignet de samlede personaleomkostninger i Dong med omkostningerne hos vores medlemmer. Tallene tæller samtlige medarbejdere.«

Hvis man ser på de generelle lønninger, hvad siger det så om lønningerne til ingeniørerne i henholdsvis en rådgivende ingeniørvirksomhed og Dong?

»Man kan sige, at ingeniørlønningerne ligger som nogle af de højeste både hos vores medlemmer og hos Dong. Begge steder følger de den generelle løn, og tager man IDAs lønstatistik, kan man se, at lønnen hos Dong ligger 15-20 procent højere end hos de rådgivende ingeniørvirksomheder.«

Hvis man sammenligner Dong og en rådgivende ingeniørvirksomhed som Cowi, så har Dong et specielt fokusområde, mens Cowi har ingeniører inden for en lang række felter. Er det så ikke som at sammenligne æbler med pærer at sammenligne lønnen for ingeniører i de to virksomheder?

»Det er rigtigt, at Dong primært efterspørger medarbejdere inden for energi og olieudvinding. Det er dog også medarbejderprofiler, som mine medlemmer efterspørger. Det er klart, at nogle af vores medlemmer har bredere fokus end Dong, men de går begge efter de højtuddannede og højtlønnede specialister. Og alligevel hører vi eksempler på, at Dong tilbyder ingeniører lønstigninger på op til 60 procent for at skifte til dem.«

60 procent for at skifte til Dong lyder som en meget stort spring i løn. Er der ikke tale om et enkeltstående eksempel?

»De 60 procent er forholdsvis enestående, men vi hører, at det ikke er unormalt med tilbud om lønstigninger på op til 20-35 procent.«

Dong har også mange generalister ansat
På markedet for olie & gas er ingeniører med ekspertise inden for det felt meget efterspurgte. Agerer Dong ikke i forhold til, at der er international konkurrence om de medarbejdere?

»Det er et helt sikkert et lukrativt marked, men det er ikke sådan, at Dong har ansat 6.000 eksperter inden for olie og gas. Mange af deres ingeniører er også generalister, og derudover er 82 procent af deres medarbejdere jo ikke ingeniører. Det er vigtigt for os at pointere, at det er det generelle lønniveau hos Dong, som vi påpeger er et problem.«

En af brugerne på ing.dk har opstillet et eksempel på, at en ingeniør hos en rådgivende ingeniørvirksomhed måske tjener 50.000 kroner om måneden. Han mener ikke, det er unormalt for en kunde at betale op til 150.000 om måneden for at bruge hans ekspertise. Er det et scenarie, du kan genkende?

»Uden at kunne sige noget om, hvorvidt det er et eksempel fra den virkelige verden, så mener jeg, at det lyder meget rimeligt i forhold til, hvordan situationen er på markedet.«

Er det brødnid?

Er dine medlemmer så ikke med til at presse prisen op i et leje, hvor det bedre kan betale sig for en kunde at ansætte en ingeniør? Er det ikke et udtryk for brødnid, når dine medlemmer brokker sig over, at et firma henter en af deres ingeniører?

»Nej, det kan man ikke sige. Det lander på tæt på 1.000 kroner i timen, og det er i virkeligheden en lav sats i forhold til, hvad it-eksperter og lignende kan koste. Desuden skal du trække dét fra, som et firma som for eksempel Dong ikke skal betale. Hele vejen rundt om en medarbejders løn ligger der ekstraudgifter, som for eksempel forsikringer, pension, administration osv., som Dong ikke skal betale til, hvis de køber eksperten fra en rådgivende ingeniørvirksomhed.«

*FRI har udtalt, at Dong har nogle fordele som delvist statsejet virksomhed, der gør dem i stand til at udkonkurrere jeres medlemmer på prisen. Hvad mener I med det? *

»Hvis det drejede sig om Maersk eller et andet fuldt ud privatejet selskab, ville det ikke være et problem, at der var konkurrence omkring en given medarbejder. Men her er det et statsejet firma, som med skattekroner i ryggen kan sikre sig kompetente medarbejdere på ulige vilkår, og det er det, vi er bekymrede for.«

Hvad er det helt præcist, Dong kan, som andre virksomheder ikke kan, på grund af deres statskroner?

»Man kan sige, at Dong som statsejet virksomhed ikke nødvendigvis har fokus på at skabe mest muligt afkast. Deres generelle lønniveau ligger langt over, hvad man ser hos andre virksomheder i branchen, og det er med til at presse lønomkostningerne i vejret. Samtidig medfører det høje lønniveau, at der forsvinder arbejdskraft fra private virksomheder.«

*Jeres medlemsvirksomheder giver jo - ligesom Dong - overskud. Det vil vel ikke vælte læsset for dem, hvis de skal give lidt mere i løn for at holde på nogle eksperter? *

»Det er ikke den enkelte ekspert, der vælter læsset. Vi ligger som branche med en overskudsprocent på omkring fire. Der er ikke meget bundlinje at give af, og det generelle lønniveau, som Dong har, ville vores medlemmer ikke kunne matche. Hvis vores medlemmer skulle hæve lønomkostningerne med 20 procent, ville de ikke kunne drive en konkurrencedygtig forretning.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg finder det dybt frustrerende, at skulle være med til, med overpriser på energi, at kanalisere værdier som tilhører os alle over på få hænder - fanden ta' de statsejede aktieselskaber.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten