FRI: Femernbro er en sejr for danske virksomheder

»En stor sejr for Danmark og danske virksomheder«.

Sådan lyder meldingen fra markedschef i Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI) Henrik Garver om udsigten til en bro over Femern Bælt.

»Perspektiverne i et nyt stort broanlæg herhjemme er set fra et erhvervssynspunkt store. Ikke alene vil den færdige bro styrke samhandlen og erhvervsudviklingen i Østdanmark, Sydsverige og Nordtyskland. Selve det at udvikle og bygge en ny bro vil kunne fastholde danske virksomheder, som nogle af verdens bedste og mest visionære brobyggere,« siger Henrik Garver.

Beslutningen om at bygge en bro blev taget i Berlin, hvor den tyske og danske transportminister var samlet med Slesvig-Holstens transportminister, Dietrich Austermann.

Broen kommer med landanlæg til at koste omkring 42 milliarder kroner og skal stå færdig i 2018.

»En bro til Tyskland fra Østdanmark er en naturlig, nødvendig og logisk forlængelse af den langsigtede trafikudvikling. Derved undgås unødvendig trafik over Storebælt. Derfor skal dagens aftale ikke ses som en enkeltstående event, men som en del af visionær trafikplan, der udvikler Danmarks langsigtede infrastruktur,« siger Henrik Garver