Fremtidens solcellepaneler bliver grønne, røde og hvide
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fremtidens solcellepaneler bliver grønne, røde og hvide

Til venstre kan man se nanomønstret, der syner grønt – afhængig af synsvinklen. Til højre viser forskerne grafisk, hvordan den nye teknologi kan integreres i designet af et almindelig solcellepanel. Illustration: Neder et al.

Solceller har et enormt potentiale til at levere vedvarende energi. Men mens nogle mennesker glædes over marker og hustage plastret til med sorte og blå paneler, græmmes andre over, at vedvarende energi kan synes så grimt.

Det er blandt andet derfor, at Elon Musks solcellefirma fremstiller tagsten med indbyggede solceller, mens andre udvikler bøjelige og tynde solceller, der let f.eks. kan integreres i vinduer.

Nu har hollandske forskere fundet en metode til at fremstille grønne solcellepaneler, der kan ’smelte’ ind i landskabet. Og deres plan er at udvikle røde paneler til hustage og hvide paneler camouflerede som vægge.

Nanomønster spreder grønt lys

Der findes allerede farvede solpaneler på markedet, men farvestoffer og reflekterende belægninger, der giver dem deres farve, reducerer deres energieffektivitet markant.

Forskerne fra grundforskningsinstituttet Amolf har derimod fundet en måde til prægning af eksisterende solpaneler med et silicium-nanomønster, der spreder grønt lys tilbage mod os.

Panelerne virker grønne fra de fleste vinkler (8–75 grader), i modsætning til de hidtidige farvede solpaneler, hvor man skal stå ’rigtigt’.

»Den nye metode til at ændre panelernes farve er ikke kun let at anvende, men også attraktiv som arkitektonisk designelement og har potentiale til at udvide deres brug,« siger Verena Neder fra Amolf i en pressemeddelelse.

Energitabet er 10 procent i forhold til normale solceller

De gængse solceller på markedet kan ideelt set omdanne 22 procent af Solens lys til energi. Det evner de nye farvede solpaneler ikke helt endnu, da de er cirka 10 procent mindre effektive.

Læs også: Minister i kovending - vil nu finde løsning for 82.000 solcelleejere

De grønne solpaneler er fyldt med et mønster af silicium nanocylindre på celleoverfladerne. Hver nanocylinder er omkring 100 nanometer bred, og har en elektromagnetisk resonans, der spreder en bestemt bølgelængde af lys.

Nanocylindernes geometri bestemmer, hvilken bølgelængde lyset spredes med og kan finjusteres for at ændre solcellefarven.

Forskerne er nu i gang med at skabe røde og blå solceller, for når de mestrer de tre farver (primærfarver af lys) kan de skabe alle farver – muligvis også hvid.

»Du kombinerer forskellige nanopartikler, og når de kommer meget tæt på hinanden, kan de interagere, og det vil påvirke farven. At gå til hvidt er et rigtig stort skridt,« siger Albert Polman.

Forskningsresultatet er offentliggjort i tidsskriftet Applied Physics Letters.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Panelets effektivitet må i første omgang være begrænset af hvor meget lys det reflekterer, så det perfekte solpanels overflade må være et sort legeme.

Et hvidt panel synes jeg slet ikke giver mening, da solpaneler vides at fungere fint ved adskillige, synlige bølgelængder - selvom man godt kunne forestille sig et hvidt UV-solpanel.

Et ikke-reflekterende solpanel kan stadig (i nogen grad) lade synlige bølgelængder passere, så det kan anvendes som vindue.

Men de bølgelængder, der ikke kan omdannes til el (og som man ikke ønsker skal passere igennem), vil det så være bedre at reflektere, så de ikke bidrager til opvarmning af panelet, hvilket kan gå ud over effektiviteten.

Hvad der så er fysisk realiserbart samt på relevante steder æstetisk er naturligvis et mere vanskeligt spørgsmål...

  • 0
  • 0

Såfremt og hvis...
Et solcelle hustag bliver billigt og pænt nok, så betyder solcelle effektiviteten ikke så meget.

Sandt nok, hvis der er tale om et enfamiliehus, hvor der er typisk til være rigeligt med tagareal, så er det bare pris per produktion der tæller (samt "pænt nok").

Men for andre bygninger, f.eks. et etagebyggeri, vil man derudover også ønske at anlæggets produktion faktisk kommer op på en vis størrelse, hvilket betyder et yderligere krav om effektivitet.

PS. Angående pris/produktion, så ser perovskit-celler lovende ud, dertil med en stor vækst i effektivitet:
https://en.wikipedia.org/wiki/Perovskite_s...

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten