Fremtidens luftrum tilhører dronesværmene
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fremtidens luftrum tilhører dronesværmene

Foto: Raytheon

Da det amerikanske søværn for fem år siden slap otte små kamikazedroner løs mod en af sine destroyere i en række computersimulerede angreb, var resultatet ildevarslende. Destroyere ligger højt på listen over strategiske mål og er blandt de bedst beskyttede militære fartøjer. Ikke desto mindre kommer skibets avancerede forsvarssystemer til kort over for de små lavteknologiske droner med improviserede sprænghoveder:

De amerikanske destroyere er udstyret til elektronisk krigsførelse, men skibets AN/SLQ-32-jammere er designet til at beskytte mod krydsermissiler, så de er ikke i stand til at afbryde smådroner uden betydelige opgraderinger. Dronesværmen benytter ikke infrarød målsøgning, så den bider heller ikke på de afledninger i form af brændende magnesiumstave, såkaldte flares, som skibet affyrer. Dronerne bliver på grund af deres lave radarsignatur først opdaget af skibets forsvarssystemer med 15 sekunders varsel, hvilket bringer dem for tæt på skibet til at affyre skibets letvægtskanon eller luftforsvarsmissiler, og skibets to manuelt betjente 25 mm maskingeværer er ikke i stand til at ramme så små mål.

Læs også: Radarer trænger ind på stealth-fly

Det bedste bud på beskyttelse mod de små droner er derfor skibets to nærforsvarssystemer. De består af to radarstyrede revolverkanoner, som affyrer 4.500 skud i minuttet, og de udgør normalt et krigsskibs sidste forsvarslinje mod fjendtlige missiler. Men selv revolverkanonernes rækkevidde på 1,47 km bliver reduceret mod dronerne, som er meget mindre end antiskibsmissiler.

Resultat af de i alt 500 opstillede scenarier er derfor, at fire af de otte droner slipper igennem skibets forsvarssystemer. Selv da forskerne bag rapporten afprøvede en række scenarier, hvor de amerikanske destroyere får opgraderet deres forsvarssystemer for flere milliarder dollars, slipper mindst én af dronerne igennem til skibet med sin sprængladning.

Ændrer billedet

Med andre ord må styrker verden over indstille sig på, at nogle af de bedst beskyttede militære mål bliver sårbare på en helt anden måde end tidligere.

»Dronesværme er formentlig den mest effektive måde at benytte militære droner, også når vi ser på den teknologiske udvikling om 20 år. Det handler ganske enkelt om at overvælde fjendens forsvar,« siger Gary Schaub Jr, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han er forfatter til en række videnskabelige rapporter om kampfly og senest den første danske rapport om autonome våben, som blev udgivet tidligere på året.

»Det vil først og fremmest være stationære eller langsomme mål som militærbaser og krigsskibe, der er sårbare for angreb med dronesværme. Det skyldes, at dronerne er langsomme og har begrænset rækkevidde. Derfor kommer de også til at arbejde sammen med større fartøjer, der som en slags moderskibe kan sende en dronesværm afsted,« siger han.

Netop dette så vi et eksempel på tidligere i år, da det amerikanske forsvar sendte en sværm af små Perdix-droner afsted fra tre kampfly, hvorefter dronerne autonomt gennemførte en række simple træningsopgaver.

Kunstig intelligens bliver afgørende

Blandt de kendte eksempler er også det amerikanske søværns projekt Locust (Low-Cost UAV Swarming Technology), som siden 2015 har flyvetestet dronesværme på op til 30 enheder, beregnet til at angribe svært bevæbnede mål. Sværmene består af de små Coyote-droner, der er 0,9 meter lange, har en vægt på bare 5,9 kg og et vingespænd på halvanden meter.

»Man behøver rent faktisk ikke at spejde særligt langt ud i fremtiden, for de fleste af komponenterne er allerede på plads; platforme, agilitet, drivkraft, kommunikationssystemer, sensorer, processorer og kontrolalgoritmer,« siger Randall Steeb, senioringeniør ved den amerikanske forsvarstænketank RAND Corporation, til Ingeniøren.

»Nogle meget specifikke egenskaber er naturligvis stadig under udvikling, men alle de grundlæggende egenskaber er på plads nu. Hvis vi ser på den gængse definition af militær swarming, forstået som mange samtidige angreb fra flere retninger mod en større modstander, kan det godt gøres med de eksisterende teknologier,« siger han.

Læs også: Missilskjold kan knækkes med byge af billige missiler

Bevæbnede smådroner som Coyote er stadig delvist autonome, hvilket indebærer, at sværmen styres kollektivt af én dronepilot. De individuelle droner i sværmen selv er i stand til at flyve i formation og skifte placering, hvis en af dronerne bliver ødelagt. Men efterhånden vil dronepiloternes rolle aftage, og fremtidens dronesværme vil operere med en høj grad af autonomi. Dermed hænger den teknologiske udvikling inden for dronesværme uløseligt sammen med udviklingen indenfor kunstig intelligens.

»Efter min mening har fjernstyring en meget begrænset fremtid inden for swarming, ud over at definere opgaver og eventuelt gribe ind og afblæse angreb, for eksempel i tilfælde af risiko for civile tab,« siger Randall Steeb.

»Fjernstyring kræver langtrækkende kommunikation, hvilket medfører meget lang responstid og åbner sårbarheder for elektronisk krigsførelse eller jamming. Kunstig intelligens er nøglen til at indfri det fulde militære potentiale af swarming,« siger han.

Ingen luftkampe

Eftersom dronesværme er særligt velegnede til at uskadeliggøre svært bevogtede militære mål, kan de også meget vel udgøre et alternativ til de store kampdroner som MQ-9 Reaper og MQ-1 Predator, som i dag spiller en central rolle i amerikanske luftangreb i verdens konfliktområder. De store droner er langsomme, har en høj radarsignatur og begrænsede muligheder for at beskytte sig, så de er i praksis henvist til at operere i områder, hvor kampfly i forvejen har etableret luftherredømmet.

Derimod vil dronesværme næppe nogensinde kunne indgå i såkaldte dogfights i luften, eftersom de med al sandsynlighed også fremover vil være for langsomme til at kunne konkurrere med kampfly.

»De små droner er ganske enkelt for langsomme. Hvis dronesværme skal have nogen anvendelse mod kampfly, bliver det mest sandsynligt i nærheden af deres lufthavne. Hvis man har de fornødne oplysninger om, hvor fjendens kampfly letter og lander, kan man jo sende en sky af små droner op foran kampflyene og håbe på, at en af dem rammer flyet,« siger Center for Militære Studiers Gary Schaub Jr.

Han peger på, at en ubevæbnet hobbydrone for få måneder siden var tæt på at nedbringe et af de højteknologiske femtegenerationskampfly F-22 i USA.

Kina lurer i kulissen

USA er ikke alene på banen, når det kommer til udviklingen af bevæbnede dronesværme. For få måneder siden satte det statsejede China Electronics Technology Group Corporation (CETC) rekord inden for flyvetest af dronesværme, da selskabet sendte en sværm på 119 droner på vingerne. Og Kina er ifølge CETC’s egne udmeldinger på niveau med USA, hvad angår udviklingen af teknologi til dronesværme.

Om de kinesiske meldinger er korrekte eller ej er vanskeligt at vurdere. Men ifølge offentliggjorte beretninger fra Pentagon vil det kinesiske forsvar frem til 2023 investere over 10 milliarder dollars i at bygge over 41.000 små og store droner til både overvågning og kampoperationer. Til sammenligning råder det amerikanske forsvar i dag over godt og vel 7.000 droner. Og amerikanske Defense Science Board, som rådgiver det amerikanske forsvarsministerium, vurderede for fire år siden, at kinesiske investeringer i droneteknologi indenfor de kommende årtier vil overgå de amerikanske.

Potentialet for militære dronesværme begrænser sig imidlertid ikke til angrebsvåben, vurderer Randall Steeb.

»Der er ingen grund til at begrænse anvendelsen af dronesværme til angreb – selv om der foregår megen udvikling inden for små kampdroner og meget små svævevåben, så som Spike, Pyros og guidede mortergranater foruden kamikazesystemer som Switchblade. Swarming kan også bruges til overvågning, efterretninger, afskrækkelse, kommunikationsnetværk, endda logistik, med mange små fartøjer, der bevæger sig ligesom fiskestimer, der skilles og samles for at minimere tab,« siger senioringeniøren fra RAND Corporation.

Mens det amerikanske søværn i øjeblikket arbejder på de motorløse og ubevæbnede Cicada-droner, der kan bruges til overvågningsopgaver såvel som til vejrmålinger, valgte det britiske forsvar sidste år at udskrive en konkurrence for at finde bud på, hvordan sværme på op til 20 mikrodroner kan bruges til at jamme fjendtlige kommunikationslinjer, følge bestemte individer og rekognoscere.

Hvis en drone sværm skal være et effektivt våben skal det have en OTH ( over the horitzon ) rækkevidde, samt en rimelig høj hastighed samt en rimelig våbenlast plus at det ikke må koste ret meget pr drone.
De tre første parametre gør at den fjerde bliver meget svær at opnå.
Som med alle våben er det slutmålet der tæller: Effekt i målet.
Hvis et moderne skib / ikke pansret målrammes af en drone med en vægt på 1 kg og en fart på 200 km/t er skaden minimal, og det gælder også hvis der er tale om 10 droner.

  • 3
  • 0

Ja, ved angreb OTH skal sværmedronerne bringes frem i nærheden af målet og slippes løs der. Det kunne man gøre med et passende hurtigt missil med et antal droner som last.

Selv små sprængladninger kan skade målets sensorer og antenner og dermed reducere målets kampkraft.

  • 0
  • 0

programmeret til at klumpe i målet
sprænge ved kritisk masse
sprænge når der ikke mere kan forventes yderligere tilgang
sprænge når søges fjernet
jeg ville nødigt være inde i hvadsomhelst med flere og flere af de bæster hængende på ydersiden og bare vente på det kombinerede brag

  • 1
  • 0