Fremtiden kan give os dyr med menneskelig intelligens

En abe med humane nerveceller i hjernen vil være ekstremt værdifuld i medicinsk forskning. Men mange vil instinktivt vige tilbage fra tanken. For hvem vil løbe selv den mindste risiko for at skabe en kimær med en noget nær menneskelig intelligens, bevidsthed og selvopfattelse; hjælpeløst fanget i en dyrekrop?

Spørgsmålet er ikke hypotetisk. Blot lidt futuristisk. Hvis det enorme medicinske potentiale i fosterstamceller skal udnyttes til gavn for menneskeheden, er der nemlig ingen vej uden om kimærer. Så der er al mulig grund til at tage den etiske tyr ved hornene nu.

Fosterstamceller er moderen til alle celler. Stamcellerne fremstilles ved kloning, hvor cellekernen fjernes fra et humant æg og erstattes med kropscelle fra patienten. I ægget omprogrammeres den modne celle til en fostercelle, som begynder at dele sig. Når det klonede foster er fem dage gammelt, indeholder det 100-150 stamceller, der kan udtages og dyrkes i laboratoriet. Når en sådan cellelinie først er etableret, er den praktisk talt udødelig.

Fosterstamceller kan bringes til at udvikle sig til forstadierne til hvilken som helst celletype, man kan drømme om at transplantere. Et eksempel er en kur for Parkinsons syge, hvor nerveceller i hjernen gradvist henfalder og dør. Sygdomsprocessen er så kompleks, at det måske aldrig bliver muligt at opnå en fuldstændig helbredelse med medicin. En transplantation med levende neurale stamceller, der modnes i hjernen, finder deres plads og producerer et overflødighedshorn af biologisk aktive molekyler har bedre chancer for succes.

Tilmed indeholder cellerne patientens eget genom, så han eller hun behøver ikke at tage medicin resten af livet for at holde immunforsvaret i skak.

Endnu har ingen forsøgt at transplantere fosterstamceller ind i et menneske, og hidtil har det været ekstremt svært blot at fremstille cellelinjerne. Men nu har Woo Suk Hwang fra Seouls Nationale Universitet forfinet metoden, så der i gennemsnit kun skal bruges 17 æg til at udvikle en cellelinje. Donorcellerne kom fra patienter med forskellige sygdomme i alderen fra 2 til 56 år, og forsøget viser, at personlige fosterstamceller kan fremstilles til mennesker i alle aldre og af begge køn.

Ingen vej udenom

Alligevel ligger terapi med fosterstamceller sandsynligvis flere år ude i fremtiden. For man ved endnu ikke ret meget om, hvordan stamcellerne vil opføre sig, når de først er inde i kroppen; hvordan de vil dele sig, specialisere sig, migrere og danne væv. At afprøve så fundamentale processer i mennesker og samtidig løbe en risiko for, at fosterstamcellerne udvikler sig til kræftceller i patienten, er åbenlyst uetisk.

Nogle spørgsmål kan besvares via forsøg i vævskulturer, men langt fra alle. Og injektion af humane fosterstamceller i almindelige forsøgsdyr vil uvægerligt få dyrenes immunforsvar til at gå til angreb på de artsfremmede celler.

Hvis fosterstamcellers enorme kliniske potentiale skal realiseres, er der derfor ingen vej uden om at udvikle kimærer; dyr med både animalske og humane celler. Kimærer fremstilles ved at injicere humane fosterstamceller ind i et dyrefoster tidligt i udviklingen, når dyrets kropsplan er fastlagt, men immunsystemet endnu ikke udviklet. Når immunforsvaret senere bliver funktionelt, opfattes menneskecellerne som dyrets egne.

Humane-animalske kimærer kan bruges til at undersøge stamcellers biologi livet i gennem, og man kan indtransplantere menneskelige stamceller fra den samme cellelinje, som blev brugt til at skabe kimæren, med et minimum af risiko for afstødning.

Faktisk har der været kimærer i forskningslaboratorierne siden 1988, hvor Irving Weissman fra Stanford University udviklede mus med et humant immunforsvar, som bruges til forskning i aids. Senere er der fremstillet mus med nyrer, hud og muskler af humane celler. Men der er ingen tvivl om, at musene stadig er mus. På samme måde er patienter, som har fået indopereret hjerteventiler fra svin, også mennesker i enhver henseende. Så langt så godt. Men i de senere år er grænsen så småt begyndt at flyde.

Hi there, I'm Mickey!

Allerede i 2001 indsatte Václav Ourednik fra Harvard University neurale stamceller i abefostre for at se, om humane nerveceller udviklede sig side om side med abernes egne, og det gjorde de.

Nu planlægger Irving Weissman at fremstille mus med hjerner, der kun indeholder menneskelige nerveceller.

Forsøg af den art rejser spørgsmålet: Kan kimærer udvikle en bevidsthed, en selvopfattelse, et følelsesliv og en intelligens, der nærmer sig det menneskelige?

Weissman var fra starten udmærket klar over det eksplosive etiske minefelt, han var på vej ind i, så han søgte råd hos en kollega ved Stanfords juridiske fakultet, bioetikeren Hank Greely, med henblik på at udvikle en forsøgsprotokol, der skal sikre, at eksperimenterne standses i samme øjeblik, musene viser det mindste tegn på at være humaniserede.

Som Greely tørt bemærkede: »Vi har ikke lyst til at høre musen udbryde: «Hi there, I'm Mickey!» Eller endnu værre: «Luk mig dog ud af denne latterligt lille og upassende krop!»«

I april offentliggjorde National Academy of Sciences i USA guidelines for forskning i stamceller. Rapporten indeholder et afsnit om blanding af arter – Interspecies mixing – som konkluderer, at der er »vægtige videnskabelige grunde« til at fremstille kimærer »under omstændigheder, hvor ingen andre forsøg kan give den nødvendige information«. Akademiet ser ingen etiske problemer i at tilføre dyrefostre humane fosterstamceller, der forinden er blevet specialiseret til at være forstadier for f.eks. hudceller, knogleceller eller blodceller. »Men der er brug for nøje overvejelse, når der drejer sig om pluripotente fosterstamceller eller neurale stamceller«.

Jo tidligere, humane fosterstamceller injiceres i et dyrefoster, og jo flere man indfører, jo flere humane celler dannes der i kimæren. Esmail Zanjani fra University of Nevada har injiceret humane fosterstamceller i fårefostre midtvejs i fosterudviklingen. Da lammene blev født, havde dyrene humane celler i de fleste væv inklusive knoglerne, blodet, leveren, hjertet og nervesystemet. Enkelte organer var 40 procent humane. Det langsigtede mål er at udvikle kimærfår med levere af humane celler, der kan bruges til transplantationer. Zanjanis får opfører sig ganske som almindelige får, men eksperimenterne rejser to alvorlige spørgsmål.

Det første drejer sig om kønsorganerne. Hvis humane fosterstamceller indføres meget tidligt i fosterudviklingen – man behøver ikke at vente til midt i moderdyrets graviditet – er det tænkeligt, at kønsorganerne bliver så humaniserede, at kimærerne producerer menneskelig sæd og menneskelige æg. Hvis to kimærer parrer sig, kan resultatet blive et menneskefoster, der udvikler sig i livmoderen på et dyr. Sandsynligheden for, at et sådant væsen overlever frem til fødslen er ekstremt lille, men alligevel. I den sammenhæng leverer National Academy of Sciences klar tale: »Avl på kimærer bør under ingen omstændigheder finde sted«.

Problemet med hjernen

Det andet problemområde er hjernen. Ouredniks kimæraber har så få humane nerveceller i hjernen, at de næppe gør den mindste forskel for abens selvopfattelse. Hvis Weissmans får held til at frembringe mus med en hjerne udelukkende med humane nerveceller, er der heller ikke meget, som taler for, at musene vil udvikle blot skyggen af menneskelig bevidsthed.

Bevidstheden opstår nemlig efter al sandsynlighed ikke på det cellulære niveau, men snarere via det komplekse samspil mellem hjernecellerne, som muliggøres af menneskehjernens unikke arkitektur. Musehjernen er tusind gange mindre end vore hjerner, og den er langt simplere i sin opbygning.

Risikoen for at frembringe en kimær med en form for humaniseret bevidsthed stiger, jo mere dyret ligner os selv. For eksempel hvis man injicerer en ordentlig dosis neurale stamceller i et chimpansefoster på et meget tidligt stadium, hvor fostret kun består af omkring 150 celler.

National Academy of Sciences i USA anbefaler på den baggrund, at sådanne eksperimenter med aber og andre primater »ikke bør være tilladt på nuværende tidspunkt«. Men tiderne skifter jo som bekendt, og der er allerede forskere, som har udtænkt situationer, hvor en humaniseret chimpanse kan have sin berettigelse.

Et eksempel er svær autisme, hvor patienterne bl.a. mangler en typisk menneskelig egenskab; nemlig evnen til intuitivt at læse andre menneskers tanker og forstå deres uudtalte intentioner. Den slags sygdomme er det svært, ja nærmest umuligt, at studere i almindelige forsøgsdyr. Men hvis neurale stamceller fra en stærkt autistisk person indføres tidligt i abefostre, kan studier af kimærerne måske afsløre forskelle i hjernens struktur og den sociale adfærd mellem autistiske kimærer og normale aber.

Man kan sagtens argumentere for, at en sådan viden kan komme autister til gode. Og på den baggrund ser mange erklæringen »ikke på nuværende tidspunkt« som begyndelsen til en etisk glidebane.

Tilmed er der en paragraf 22 i spil. Jo bedre model en kimær er for en sygdom i hjernen, jo større sandsynlighed er der for, at dyret humaniseres med risiko for, at det lider på et følelsesmæssigt plan, som almindelige forsøgsdyr er forskånet for. Endnu er autistiske kimæraber ren science fiction – men det er den slags jo altid, indtil det pludseligt er virkelighed.

Hvor går græsen

Den etiske debat er nu startet i videnskabelige tidsskrifter, hvor især tre spørgsmål udpeges som essentielle: Er fremstilling af kimærer at begå vold mod naturen? Overtræder vi menneskelige tabuer? Risikerer vi at underminere respekten for menneskelig værdighed?

Irving Weissman, som arbejder med at udvikle musen med en hjerne af menneskelige nerveceller, har ikke betænkeligheder: »Der vil være bioetikere, religiøse grupper og politikere, som vil forsøge at standse denne forskning. Hvis forsøg med kimærer kan føre til nye og effektive behandlinger af sygdomme, som i dag er uhelbredelige, vil jeg personligt holde dem ansvarlige for patienternes lidelser og død.«

På trods af de lovende terapeutiske perspektiver er der dog næppe tvivl om, at mange mennesker, måske de fleste, instinktivt vil føle, at kimærer er unaturlige, og vige tilbage for tanken om at skabe dyr, som bare er den mindste smule humaniserede.

En følelse, som formanden for USA's Bioetiske Råd, Leon Kass, har kaldt »afskyens visdom« forstået på den måde, at hvis ens mavefornemmelse siger, at noget er forkert, så er det ofte tilfældet, selv om man mangler rationelle argumenter. Andre forskere peger på det faktum, at vi allerede ændrer naturens gang i et utal af sammenhænge, f.eks. ved kunstig befrugtning, og kalder »vold mod naturen argumentet« for »teologisk«.

Så er der spørgsmålet om tabu. Nogle gerninger som kannibalisme og incest betragtes med god grund som tabu i alle kulturer, mens andre ting, der før var tabu, nu anses for at være etisk og moralsk rigtigt. Et eksempel er blodtransfusioner, et andet er ægteskaber mellem personer af forskellige racer. På den baggrund vurderer Philip Karpowicz fra University of Toronto: »Der er ingen grund til at tro at et nutidigt tabu mod kimærer er baseret på et mere solidt moralsk grundlag end fortidens racetabu.« Eller som Cynthia Cohen fra Kennedy Institute of Ethics i Washington udtrykker det: »Når der er en grund til at afskaffe et tabu, så gør vi det.«

Karpovicz og Cohen er mere bekymrede for den menneskelige værdighed: »Hvis en kimær viser tegn på at have mentale evner af menneskelig karakter, vil brugen af en sådan kimær i forsøg svare til at udføre lignende forsøg på et menneske. At gøre dette kan underminere den menneskelige værdighed«.

De første humane-animalske kimærer er virkelighed, og flere er på vej. Tiden er inde til etisk debat, ikke kun i de videnskabelige tidsskrifter, men også i den brede offentlighed. For hvor går grænsen?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Citat:

En abe med humane nerveceller i hjernen vil være ekstremt værdifuld i medicinsk forskning. Men mange vil instinktivt vige tilbage fra tanken. For hvem vil løbe selv den mindste risiko for at skabe en kimær med en noget nær menneskelig intelligens, bevidsthed og selvopfattelse; hjælpeløst fanget i en dyrekrop?<

De etiske overvejelser om der at være fanget i en anden krop er jo ikke nye, kun det at det er dyr, der kan komme til at få menneskelig intelligens er nyt. Transseksuelle, både mand-til-kvinde og kvinde-til-mand, oplever at de er fanget i en forkert krop til trods for den massive påvirkning til at optræde "normalt" fra forældre og samfund. Forskningsresultater i USA viser at identiteten bestemmes (fastlægges af hormoner) i 12-14 uge efter undfangelsen, altså længe før fødslen. I knap 1 promille af alle fødsler sker der imidlertid det at kønsindentitet og biologisk køn ikke passer sammen (regn selv populationen ud!). En del vælger at leve med at være fanget i en forkert krop og andre får et kønsskifte. Det er ofte kun en mindre del af de sidstnævnte, der der kommer i dagspressen, og derfor ser problemmet mindre ud end det er, - man ser kun toppen af isbjerget.

Måske kunne denne indgangsvinkel også bruges i forskningen til løse konflikten for disse personer, etisk såvel som behandlingsmæssigt.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten