Frekvensmoduleret alfabetformat
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Frekvensmoduleret alfabetformat

Illustration: Ingeniøren
Illustration: Privatfoto

Et nyt paradigme for afbildning af ord

Herover står et typografisk eksperiment, I ikke tidligere har været udsat for. Det er konstrueret af en patentingeniør i Hillerød, som her fortæller hvorfor:

Dette indslag synes kugleskørt og besynderligt, men det er seriøst ment.

Jeg ønsker at blive kontaktet af fagfolk, som beskæftiger sig med læsevanskelighed. Så vil jeg printe prøvetekster til anvendelse i simple forsøg. I indslaget forekommer eksempelvis bogstaverne henholdsvis ‘e’ 367 gange og ‘v’ 47 gange.

Ingeniører ved, at så indeholder bogstavet ‘v’ mere information end ‘e’.

Informationstætheden er, som man kan forstå, stærkt varierende hen igennem en tekst. Er det godt eller skidt?

Det spørgsmål får vi måske svar på, hvis nogen vil hjælpe med at afprøve det.

Venlig hilsen

Flemming Bøgelund
f-boegelund@hotmail.com

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På en lidt abstrakt måde lyder det meget interessant, men jeg forstår umiddelbart ikke hverken problemet, eksperimentet eller løsningen.

Jeg er med på at symbolerne er 'vægtet' hvilket giver sig direkte udtryk i deres fysiske størrelse, men det forvirrer at de samme symboler er vægtet forskelligt i samme ord ('communication' hvor 'n' i midten er meget mindre end det afsluttende 'n', for eksempel), samtidig med at artiklen afsluttes med en 'skriftstørrelses-rækkefølge' som dermed ikke rigtig afspejles i teksten.

Kan nogen uddybe?

  • 1
  • 0

Jeg tror grundlæggende at ideen er forkert. At man skal kunne genkende enkelte ordbilleder udfra redundans er nok rigtigt, men at gøre alle ord genkendelige via størrelsesændringer i de enkelte bogstaver er en forkert retning at gå. Jeg betragter mig som en rimelig hurtig læser, og læser netop ordbilleder, ikke de enkelte bogstaver. Alligevel tog det ganske længe at læse det viste eksempel. Der er faktisk forsket en del i læsbarhed af tekster, et vigtigt værk er af svenskeren Bror Zacchrisson "The Legability of printed text", hvis jeg ikke husker helt galt. Hans konklusioner er at "gamle typografiske dyder" som korrekt tilrettelægning af typografien er ensbetydende med større læsbarhed. Det er bl.a. tilpas linjeafstand (skydning), antal tegn pr. linje (lange spalter er svære at læse, fordi øjet skal længere tilbage mod venstre for at "fange" næste linjestart), og så er der stor forskel på forskellige skriftsnit. Skrifter med seriffer ("fødder") er generelt lette at læse, fordi øjet får en jævn grundlinje at følge. Tekster med tilpas x-højde er at foretrække (dvs. forholdet i højde mellem lave og høje bogstaver såsom "x" og "l". Den generelle konklusion er altså at det hjælper på læsbarheden at lave tekster, der ikke sender øjet på overarbejde (som jeg synes det viste eksempel absolut gør). Men Zacchrisson er ikke alene, det er ikke ligefrem et nyt emne, og også på Den Grafiske Højskole har der været forsket indgående i emnet, bl.a. ved hjælp af "eye-tracking".

  • 6
  • 0

Første og sidste bogstav i hvert ord er normal størrelse. De bogstaver er de vigtigste for at kunne læse ordet

  • 2
  • 0

Særdeles godt indlæg, Bo Helsted.

Dine betragtninger stemmer overens med mine egne som hurtiglæser.

En anden læsbarheds-artikel, som jeg desværre ikke kan finde længere, beskæftigede sig med læsbarhed af tekst i versaler kontra sans-serif og serif.
I en tekst kun skrevet med versaler opfattes bogstaverne som "klodser" der kræver særlig dekodning, sans-serif kan afkodes som ordbilleder og serif afkodes endnu bedre som ordbilleder.

Patentingeniøren bør nok finde et andet virkefelt, den afbildede prøvetekst er næsten ulæselig og afkræver hjernen 90% til kun at afkode teksten.

  • 5
  • 0

jeg finder dele af den modulerede tekst nemmere at læse end typiske, nyere digitale tester. Inkl. debatindlæggene..:-). Andre dele sværere. Som nævnt af andre, er især første og sidste bogstav væsentlige. Derudover øges læsbarheden for mit vedkommende muligvis i det omfang bogstavstørrelsen varierer med trykkets fordeling (i en talt tekst). Også når jeg læser hurtigt.

I den digitale verden er jeg ret generet af fontvalg og linje/bogstav-afstand de fleste steder. Linjeafstandene er for store, de nærmer sig den afstand, som typisk bruges i manuskripter, phd'ere ol. Man kæmper for at føje teksten sammen, linje for linje. Fontene (sans serif, og noget kantede bogstaver) fjerner de enkelte bogstaver og stavelsers billeddannede effekter.

De forskellige opfattelser kan måske skyldes, hvis folk (hjernerne) grundlæggende læser meget forskelligt (?)

Uanset om skribenten har ret eller ej i sin model, så er det fint med mere fokus på emnet læsbarhed af nyere tekster. Kunsten er at få de, der sidder på nutidens layouter, til at ændre adfærd.

  • 0
  • 0

Tak for omfangsrige og seriøse indlæg.
Det viser sig, at hvis man vægter bogstaverne stik modsat det viste, så bliver teksten nærmest ulæselig. Jeg funderer på, om det faktum tjener som noget bevis for tekstens fortræffeligheder.
Ideen er 10 år gammel og jeg har indikation af, at teksten hjælper ordblinde.
Derfor håber jeg at få kontakt til nogen, som vil verificere det.

Det er rigtigt, som bemærket, at første og sidste bogstav i et ord er vigtigst.
Det vistes af en tekst, som gik viralt for mange år siden: "Ifølge en forskergruppe ved Cambridge universitet ser den menneskelige hjerne på ord som helhed og ikke som enkeltheder. Deres forskning har vist, at bare første og sidste bogstav er korrekt i et ord, så vil den menneskelige hjerne være i stand til at udrede ordet...".

  • 0
  • 0

Hej Flemming og Bagsiden.

Som jeg skrev til dig finder jeg dit frekvensmodulerede alfabet meget interessant.

Da jeg læste teksten, virkede det først unødigt kompliceret, men efterhånden syntes jeg faktisk det blev mere afslappende at læse. Tror det var ca. sådan jeg skrev.

Jeg refererede også til en person jeg kender ret godt, der har en høj læsehastighed, og vedkommende hævder at genkende ordene i stedet for bogstaverne, og det skulle være forklaringen på den høje læsehastighed. Desværre hævder vedkommende også at læsehastigheden i artiklen/eksemplet på Bagsiden, for vedkommende, var lig 0. Hvilket selføgelig ikke er korrekt, men den har garanteret været "forstyrret" pga. de ellers letgenkendelige ord nu så anderledes ud.

Jeg skulle lige tænke over det du i teksten kaldte redundans, og kom i tanker om den tyske ubådsmarines brug af en særlig måde, at udtale alle mundtligt afgivne/opfattede kommandoer på en meget speciel måde. Ét eksempel herpå se i videoen linket til herunder:
[https://youtu.be/4vlT1PoplYI?t=16]
Så vidt jeg husker forklares lidt om de "spøjse" kommandoer senere i videoen. Tilsyneladende giver kommandoerne en slags redundans, idet de i et stresset og måske støjfyldt miljø (i givne situationer), kan genkendes ud fra selve ordene, men også lyden eller melodien, i ordene. Videoen varer knap 49 minutter :-)

Jeg vil gerne tilføje, at jeg for en hel del år siden læste i FDM's blad Motor, at en person der den gang var ordblind, havde lettere ved at læse en tekst med gul baggrund. Baggrunden var ikke gul af den årsag, men af en eller anden smart kunstnerrisk, typografisk, layoutmæssig årsag, mere fordi den kunne være det - tror jeg. Jeg har "hørt" om et syndrom, hvor man til nogle personer foreslår "farvede solbriller", der skulle lette læsningen.
Læs om Irlen Syndrom (tidligere kaldet Skotopisk Sensitivitets Syndrom): [https://en.wikipedia.org/wiki/Irlen_syndrome]
Jeg fandt også et andet link, men det havde ALT for meget karakter af reklame.

Til slut vil jeg da også lige minde om andre måder at kommunikere på, der også indeholder redundans. Tag bare tegnssprogstolkene vi ser i disse dage. De bevæger munden, øjnene, hele ansigtet, hoved og krop, samt selvfølgelig hænderne, når de kommunikerer. Masser af redundans. Så tænker jeg indimellem, at minstre og embedsmænd taler i munden på tolkene, når de også står og bruger fakter og kropssprog.

Kom godt igennem krisen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten