Fregatten sank med en række af verdens mest avancerede maritime våben om bord

Den nøjagtige årsagssammenhæng og hændelsesforløbet frem til, at fregatten Helge Ingstad sank, må vi stadig vente på at få fuldstændig kortlagt.

Men rejsen ind til bunden af Hjeltefjorden har også været tumultarisk for de fire søsterskibe.

Da den første fregat, KNM Fridtjof Nansen, sejlede hjem til Norge torsdag den 1. juni 2006, var der tale om et noget mere sårbart og tandløst krigsskib, end det egentlig var planen. Årsagen var, at der manglede de to vigtigste våben- og sensorsystemer: NSM og NH90.

Ti år senere var NSM-missilerne færdigleveret og operative. Det er mere, end man kan sige om fregatterne, som fortsat per definition ikke er fuldt operative, idet NH90-helikopterne stadig ikke er leveret og implementeret.

Uden sømålsmissiler i flere år

I 2002 antog Stortinget, at fregatterne og kystkorvetterne ville blive udrustet med NSM i løbet af 2007.

Men da den femte og sidste af fregatterne, KNM Thor Heyerdahl, blev leveret fra værftet i januar 2011, oplyste daværende chef for Sjøforsvaret og nuværende Forsvarschef Haakon Bruun-Hanssen, at fregatterne fortsat manglede militær satellitkommunikation, NH90-helikoptere og nye sømålsmissiler.

Satcom og krydsermissiler er nu på plads. De første NSM-missiler blev installeret på KNM Roald Amundsen den 30. maj 2012 og bestod af otte styk (2x4)-launchere med missiler (LMM).

Fire år senere, efter at de nødvendige testaffyringer og den tekniske evaluering var gennemført, var missilsystemet færdigleveret og operativt på hele fregatvåbenet samt kystkorvetterne i Skjold-klassen.

På det tidspunkt havde det norske forsvar været uden større hovedvåben på missildelen, lige siden pingvinmissilerne blev udfaset i 2008.

Det positive er, at vi nu er udstyret med det, der er et verdensførende krydsermissil i sin klasse, fortæller Torbjørn Svensgård, direktør i Forsvars- og sikkerhetsindustriens forening (FSI):

»Det, at den amerikanske marine har valgt denne løsning til sine LCS-skibe og sandsynligvis sine nye fregatter, er et synligt bevis på, at NSM er i den ypperste teknologiske klasse. Havde de haft et nationalt alternativ, ville de have valgt det. Men USA har ikke selv nogen produkter, som kan dække dette behov de næste 10-15 år,« siger Torbjørn Svensgård.

FSI-direktøren siger, at der heller ikke eksisterer nogen europæiske produkter, der er i nærheden af at matche NSM. Sømålsmissiler blev kraftigt nedprioriteret i mange lande efter den kolde krigs afslutning, mens Norge altså valgte at satse på NSM-programmet.

NSM er så effektivt et våben, at en potentiel angriber vil blive nødt til at have det in mente, hvis han ønsker at udfordre Norge til søs. Kapaciteten er en helt anden end med Penguin, med bedre rækkevidde, sprænghoved og ikke mindst målsøger. Hovedvåbenet skal give fregatterne en fordel frem for de fleste krigsfartøjer, da det kan bruges effektivt på åbent hav, kystnært og indenskærs.

Store mangler

Arbejdet med at erstatte fregatterne i Oslo-klassen begyndte i 1992 (konceptfasen), og projektet fik godkendelse fra Stortinget i 1999. Kontrakten blev indgået med det statsejede spanske værft Bazan i juni 2000. Værftet blev senere til Izar og hedder i dag Navantia og ligger i Ferrol i Spanien.

I februar 2017 fremlagde den norske Riksrevisjonen et nyt uddrag af sin undersøgelse fra 2015-2016 om Fregattvåpenets operative evner.

Deri blev det fastslået, at Fregattvåpenet er rygraden i det norske søværn. Fartøjernes rækkevidde og udholdenhed kombineret med bredden inden for sensor- og våbenkapaciteter gør, at de kan yde relevante bidrag i de fleste tænkelige operationer både nationalt og internationalt.

Desværre måtte Riksrevisjonen også konkludere, at der var store mangler, når det gjaldt ved fartøjernes tekniske tilstand, adgangen til reservedele, bemanding og oplæring af personel.

Ifølge rapporten var tilstanden bedst på fartøjer med højest prioritet, men der var svagheder på alle fartøjerne. Mangel på reservedele og lang ventetid på reservedele medfører omfattende ‘kannibalisering’, det vil sige, at man plukker dele fra et fartøj og bruger dem på et andet, mens man venter på nye dele.

Et væsentlig pointe i rapporten var netop manglen på fregatternes forlængede våben- og sensorarm, nemlig NH90-helikopterne.

Måske klar til levering i 2022

NH90-skandalen er ret kendt, i hvert fald i Norge, og en grundig gennemgang blev fremlagt af Riksrevisjonen i oktober. Over 17 år efter, at de blev bestilt, er der nemlig stadig fire år til, at 14 NH90-helikoptere måske er færdigleverede.

»Den sidste leverance antages nu at blive i 2022, men der er fortsat stor usikkerhed om leverancen og indfasningen,« advarede Riksrevisjonen.

Ifølge rapporten var forsvaret uforberedt på at tage imod en ny og højteknologisk helikopter. Der fandtes dengang ikke engang en plan for indfasning af fartøjer før i 2014, tre år efter at den første helikopter blev modtaget.

Ifølge rapporten har helikopterne, som er leveret indtil videre, kun givet få flyvetimer og er væsentligt mindre tilgængelige end forventet og har i øvrigt meget begrænset operativ virksomhed. I 2017 var kun én helikopter tilgængelig – de øvrige ventede på reservedele og vedligehold. Vedligeholdsbehovet har vist sig at være cirka 15 gange større end forventet i den endelige version. Driftsomkostningerne ser ud til at blive meget høje.

Rapporten afslørede også, at Norge kun i lille grad sørgede for at købe backup, samtidig med at helikopterne blev bestilt. Det kontraktbestemte tag på dagbøder blev nået, allerede før den første helikopter blev leveret i 2011.

Andre våben

Uanset hvad er det altså sådan, at det først er med NH90 på plads, at fregatterne opnår fuld operativ kapacitet. Fregatterne er ikke kun afhængige af helikopterne til antiubådskrigsførelse. De er også vigtige i forhold til skaffe måldata til fregatternes NSM.

Fregatterne er ud over dybdebomber udstyret med sine egne torpedoer, men at affyre disse må betragtes som en kriseløsning, eftersom rækkevidden er på omkring fem nautiske mil. Målet må være at sende helikopterne ud for at udføre denne opgave på en distance, før en fjendtlig ubåd når at affyre sine våben.

Sting Ray Mod 1-letvægtstorpedoer fra BAE Systems er integreret både på skibet og på NH90-helikopterne, når de kommer.

Når det gælder trusler fra luften, har fregatterne missiler og kanon til at beskytte sig.

Mens de fem fregatter i Oslo-klassen brugte Sea Sparrow, er Fridtjof Nansen-fregatterne udrustet med det videreudviklede RIM-162 ESSM (Evolved Sea Sparrow Missile). Det benytter missilaffyringsssystemet VLS Mk 41 med otte celler og fire ESSM i hver celle.

Norge er med i projektet med at arbejde videre med den opgraderede ESSM Block 2 og skal tilpasse fregatterne til de nye luftværnsmissiler og forlænge levetiden på de eksisterende. Nammo har været en del af ESSM-programmet siden 1994.

Kanonen er en Otobreda 76 mm, designet af italienske OTO Melara, som er et datterselskab af forsvarsgiganten Leonardo. Denne meget udbredte kanon bruges af Norge både på fregatterne og korvetterne og har overflade- og luftværnsammunition.

Fregatterne var også blandt de første til at få installeret og ibrugtage en søversion af Kongsbergs fjernstyrede våbenstation.

Protector Remote Weapon Station (RWS) har været i brug i 20 år og er nu leveret i over 20.000 eksemplarer til 19 lande. Når det gælder Sea Protector, er den blevet udviklet siden 2006. Den første operative søversion blev solgt til Finland i 2008 og blev første gang installeret på et norsk fartøj i 2009, da fregatten Fridtjof Nansen fik fire våbenstationer, før den drog på sin første piratjagt i Adenbugten.

Fire år senere blev der indgået en aftale med Kongsberg om at købe sådanne våbenstationer til alle den norske marines kampfartøjer: fregatterne, kystkorvetterne, minerydderfartøjerne i Alta- og Oksøy-klassen, Stridsbåt 90N og senere den kraftigt forsinkede KNM Maud.

På denne marineversion er stabilisering, sporings- og sigtesystem tilpasset søoperationer, mens en del materialer er erstattet med korrosionshindrende bronzelegeringer.

Som med fjernstyrede våben på land er den store gevinst med Sea Protector, at personellet kan affyre våbenet fra en beskyttet position på broen eller i operationsrummet. Søværnet har påpeget, at systemet ud over øget præcision også giver en anden og ny kapacitet: Infrarød sensor, kikkert, søgelys og flere andre funktioner gør, at stationen kan benyttes til søge- og redningsoperationer, når våbnet ikke er på.

På fregatterne er våbenstationerne udrustet med M2 Browning 12,7 mm, som man for øvrigt er i gang med at erstatte med nye maskingeværer i samme kaliber.

Ingen våben er fjernet

Forsvaret oplyste onsdag, at det ikke er realistisk at få fregatten til Haakonsvern før engang i december. I en pressemeddelelse skriver Forsvarsmateriell, som har ansvaret for bjærgningen, at planen er at hæve fartøjet gradvist og overføre det til en nedsænkbar pram.

Prammen, efter al sandsynlighed en BOA 33, som er stor nok til en sådan opgave, bliver derefter slæbt til Haakonsvern. Der vil det norske forsvar tage fregatten grundigt i øjesyn, demontere våben og udstyr samt vurdere skadesomfanget.

Torill Herland, pressetalsperson i Sjøforsvaret, bekræfter over for VG, at ingen våben foreløbig er fjernet fra skibet. Det eneste, som blev taget ud, før trosserne røg, er harddiske fra navigationssystemet, som er overleveret til havarikommissionen.

Ud over våbensystemer har fregatterne en række sensorer til detektion og navigation, eksempelvis flere radarer og sonar optimeret for norske forhold. Det allermeste af dette er nu efter al sandsynlighed ødelagt.

Politiet har gennemført en række afhøringer, blandt andet af mandskab og ansatte på søtrafikcentralen, efter fregatforliset i Hjeltefjorden. Men de tekniske spor i sagen har politiet stadig ikke overblik over. En af grundene til det er, at de ikke må se Forsvarets klassificerede materiale, skriver NTB.

Artiklen er fra tu.no