Fregatten sank med en række af verdens mest avancerede maritime våben om bord
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Fregatten sank med en række af verdens mest avancerede maritime våben om bord

Helge Ingstad // Lowpass with NH90-helikopter og KNM Helge Ingstad under øvelse. Illustration: Det norske forsvar

Den nøjagtige årsagssammenhæng og hændelsesforløbet frem til, at fregatten Helge Ingstad sank, må vi stadig vente på at få fuldstændig kortlagt.

Men rejsen ind til bunden af Hjeltefjorden har også været tumultarisk for de fire søsterskibe.

Da den første fregat, KNM Fridtjof Nansen, sejlede hjem til Norge torsdag den 1. juni 2006, var der tale om et noget mere sårbart og tandløst krigsskib, end det egentlig var planen. Årsagen var, at der manglede de to vigtigste våben- og sensorsystemer: NSM og NH90.

Ti år senere var NSM-missilerne færdigleveret og operative. Det er mere, end man kan sige om fregatterne, som fortsat per definition ikke er fuldt operative, idet NH90-helikopterne stadig ikke er leveret og implementeret.

Uden sømålsmissiler i flere år

I 2002 antog Stortinget, at fregatterne og kystkorvetterne ville blive udrustet med NSM i løbet af 2007.

Men da den femte og sidste af fregatterne, KNM Thor Heyerdahl, blev leveret fra værftet i januar 2011, oplyste daværende chef for Sjøforsvaret og nuværende Forsvarschef Haakon Bruun-Hanssen, at fregatterne fortsat manglede militær satellitkommunikation, NH90-helikoptere og nye sømålsmissiler.

De første NSM-launch-systemer, som blev installeret på KNM Roald Amundsen i 2012. Illustration: Kongsberg

Satcom og krydsermissiler er nu på plads. De første NSM-missiler blev installeret på KNM Roald Amundsen den 30. maj 2012 og bestod af otte styk (2x4)-launchere med missiler (LMM).

Fire år senere, efter at de nødvendige testaffyringer og den tekniske evaluering var gennemført, var missilsystemet færdigleveret og operativt på hele fregatvåbenet samt kystkorvetterne i Skjold-klassen.

På det tidspunkt havde det norske forsvar været uden større hovedvåben på missildelen, lige siden pingvinmissilerne blev udfaset i 2008.

Det positive er, at vi nu er udstyret med det, der er et verdensførende krydsermissil i sin klasse, fortæller Torbjørn Svensgård, direktør i Forsvars- og sikkerhetsindustriens forening (FSI):

»Det, at den amerikanske marine har valgt denne løsning til sine LCS-skibe og sandsynligvis sine nye fregatter, er et synligt bevis på, at NSM er i den ypperste teknologiske klasse. Havde de haft et nationalt alternativ, ville de have valgt det. Men USA har ikke selv nogen produkter, som kan dække dette behov de næste 10-15 år,« siger Torbjørn Svensgård.

FSI-direktøren siger, at der heller ikke eksisterer nogen europæiske produkter, der er i nærheden af at matche NSM. Sømålsmissiler blev kraftigt nedprioriteret i mange lande efter den kolde krigs afslutning, mens Norge altså valgte at satse på NSM-programmet.

Skarpskydning med NSM fra korvetten KNM Gnist uden for Andøya. Illustration: Sjøforsvaret, Norge

NSM er så effektivt et våben, at en potentiel angriber vil blive nødt til at have det in mente, hvis han ønsker at udfordre Norge til søs. Kapaciteten er en helt anden end med Penguin, med bedre rækkevidde, sprænghoved og ikke mindst målsøger. Hovedvåbenet skal give fregatterne en fordel frem for de fleste krigsfartøjer, da det kan bruges effektivt på åbent hav, kystnært og indenskærs.

Store mangler

Arbejdet med at erstatte fregatterne i Oslo-klassen begyndte i 1992 (konceptfasen), og projektet fik godkendelse fra Stortinget i 1999. Kontrakten blev indgået med det statsejede spanske værft Bazan i juni 2000. Værftet blev senere til Izar og hedder i dag Navantia og ligger i Ferrol i Spanien.

I februar 2017 fremlagde den norske Riksrevisjonen et nyt uddrag af sin undersøgelse fra 2015-2016 om Fregattvåpenets operative evner.

Deri blev det fastslået, at Fregattvåpenet er rygraden i det norske søværn. Fartøjernes rækkevidde og udholdenhed kombineret med bredden inden for sensor- og våbenkapaciteter gør, at de kan yde relevante bidrag i de fleste tænkelige operationer både nationalt og internationalt.

Desværre måtte Riksrevisjonen også konkludere, at der var store mangler, når det gjaldt ved fartøjernes tekniske tilstand, adgangen til reservedele, bemanding og oplæring af personel.

Ifølge rapporten var tilstanden bedst på fartøjer med højest prioritet, men der var svagheder på alle fartøjerne. Mangel på reservedele og lang ventetid på reservedele medfører omfattende ‘kannibalisering’, det vil sige, at man plukker dele fra et fartøj og bruger dem på et andet, mens man venter på nye dele.

Et væsentlig pointe i rapporten var netop manglen på fregatternes forlængede våben- og sensorarm, nemlig NH90-helikopterne.

Måske klar til levering i 2022

NH90-skandalen er ret kendt, i hvert fald i Norge, og en grundig gennemgang blev fremlagt af Riksrevisjonen i oktober. Over 17 år efter, at de blev bestilt, er der nemlig stadig fire år til, at 14 NH90-helikoptere måske er færdigleverede.

»Den sidste leverance antages nu at blive i 2022, men der er fortsat stor usikkerhed om leverancen og indfasningen,« advarede Riksrevisjonen.

Ifølge rapporten var forsvaret uforberedt på at tage imod en ny og højteknologisk helikopter. Der fandtes dengang ikke engang en plan for indfasning af fartøjer før i 2014, tre år efter at den første helikopter blev modtaget.

Ifølge rapporten har helikopterne, som er leveret indtil videre, kun givet få flyvetimer og er væsentligt mindre tilgængelige end forventet og har i øvrigt meget begrænset operativ virksomhed. I 2017 var kun én helikopter tilgængelig – de øvrige ventede på reservedele og vedligehold. Vedligeholdsbehovet har vist sig at være cirka 15 gange større end forventet i den endelige version. Driftsomkostningerne ser ud til at blive meget høje.

Rapporten afslørede også, at Norge kun i lille grad sørgede for at købe backup, samtidig med at helikopterne blev bestilt. Det kontraktbestemte tag på dagbøder blev nået, allerede før den første helikopter blev leveret i 2011.

Andre våben

Uanset hvad er det altså sådan, at det først er med NH90 på plads, at fregatterne opnår fuld operativ kapacitet. Fregatterne er ikke kun afhængige af helikopterne til antiubådskrigsførelse. De er også vigtige i forhold til skaffe måldata til fregatternes NSM.

Fregatterne er ud over dybdebomber udstyret med sine egne torpedoer, men at affyre disse må betragtes som en kriseløsning, eftersom rækkevidden er på omkring fem nautiske mil. Målet må være at sende helikopterne ud for at udføre denne opgave på en distance, før en fjendtlig ubåd når at affyre sine våben.

Sting Ray Mod 1-letvægtstorpedoer fra BAE Systems er integreret både på skibet og på NH90-helikopterne, når de kommer.

Sting Ray Mod 1-letvægtstorpedo. Illustration: BAE Systems

Når det gælder trusler fra luften, har fregatterne missiler og kanon til at beskytte sig.

Mens de fem fregatter i Oslo-klassen brugte Sea Sparrow, er Fridtjof Nansen-fregatterne udrustet med det videreudviklede RIM-162 ESSM (Evolved Sea Sparrow Missile). Det benytter missilaffyringsssystemet VLS Mk 41 med otte celler og fire ESSM i hver celle.

Norge er med i projektet med at arbejde videre med den opgraderede ESSM Block 2 og skal tilpasse fregatterne til de nye luftværnsmissiler og forlænge levetiden på de eksisterende. Nammo har været en del af ESSM-programmet siden 1994.

Kanonen er en Otobreda 76 mm, designet af italienske OTO Melara, som er et datterselskab af forsvarsgiganten Leonardo. Denne meget udbredte kanon bruges af Norge både på fregatterne og korvetterne og har overflade- og luftværnsammunition.

Fregatterne var også blandt de første til at få installeret og ibrugtage en søversion af Kongsbergs fjernstyrede våbenstation.

Et ESSM-luftværnsmissil affyres fra KNM ‘Fridtjof Nansen’ under øvelsen Rimpac 2014. Illustration: Marthe Brendefur / Forsvarets mediesenter

Protector Remote Weapon Station (RWS) har været i brug i 20 år og er nu leveret i over 20.000 eksemplarer til 19 lande. Når det gælder Sea Protector, er den blevet udviklet siden 2006. Den første operative søversion blev solgt til Finland i 2008 og blev første gang installeret på et norsk fartøj i 2009, da fregatten Fridtjof Nansen fik fire våbenstationer, før den drog på sin første piratjagt i Adenbugten.

Fire år senere blev der indgået en aftale med Kongsberg om at købe sådanne våbenstationer til alle den norske marines kampfartøjer: fregatterne, kystkorvetterne, minerydderfartøjerne i Alta- og Oksøy-klassen, Stridsbåt 90N og senere den kraftigt forsinkede KNM Maud.

På denne marineversion er stabilisering, sporings- og sigtesystem tilpasset søoperationer, mens en del materialer er erstattet med korrosionshindrende bronzelegeringer.

Som med fjernstyrede våben på land er den store gevinst med Sea Protector, at personellet kan affyre våbenet fra en beskyttet position på broen eller i operationsrummet. Søværnet har påpeget, at systemet ud over øget præcision også giver en anden og ny kapacitet: Infrarød sensor, kikkert, søgelys og flere andre funktioner gør, at stationen kan benyttes til søge- og redningsoperationer, når våbnet ikke er på.

Kongsberg Seaprotector på KNM ‘Otto Sverdrup’. Illustration: Forsvaret, Norge

På fregatterne er våbenstationerne udrustet med M2 Browning 12,7 mm, som man for øvrigt er i gang med at erstatte med nye maskingeværer i samme kaliber.

Ingen våben er fjernet

Forsvaret oplyste onsdag, at det ikke er realistisk at få fregatten til Haakonsvern før engang i december. I en pressemeddelelse skriver Forsvarsmateriell, som har ansvaret for bjærgningen, at planen er at hæve fartøjet gradvist og overføre det til en nedsænkbar pram.

Prammen, efter al sandsynlighed en BOA 33, som er stor nok til en sådan opgave, bliver derefter slæbt til Haakonsvern. Der vil det norske forsvar tage fregatten grundigt i øjesyn, demontere våben og udstyr samt vurdere skadesomfanget.

Torill Herland, pressetalsperson i Sjøforsvaret, bekræfter over for VG, at ingen våben foreløbig er fjernet fra skibet. Det eneste, som blev taget ud, før trosserne røg, er harddiske fra navigationssystemet, som er overleveret til havarikommissionen.

Ud over våbensystemer har fregatterne en række sensorer til detektion og navigation, eksempelvis flere radarer og sonar optimeret for norske forhold. Det allermeste af dette er nu efter al sandsynlighed ødelagt.

Politiet har gennemført en række afhøringer, blandt andet af mandskab og ansatte på søtrafikcentralen, efter fregatforliset i Hjeltefjorden. Men de tekniske spor i sagen har politiet stadig ikke overblik over. En af grundene til det er, at de ikke må se Forsvarets klassificerede materiale, skriver NTB.

Artiklen er fra tu.no

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Uanset hvor elendigt der er blevet navigeret og hvor uheldig besætningen har været, så burde et krigskib ikke synke, efter en kollision med et fragskib.

Danske krigskibe har også sparet alt væk som koster, som shock sikring mod minesprængninger og ekstra opdeling i vandtætte ektioner, og ikke mindst på skrogets tykkelse.
Krigskibe idag er bygget af så tyndt stål, at kraftige håndvåben kan skyde hul i dem, og vitale dele, som fx broen, må efterfølgende armeres med kevlar og HPPE plader.

Men en Fregat som denne koster 5 milliarder kr, ifølge Norske TV, og det er nu totalskadet fordi man har sparet på noget så vigtigt som skroget.

  • 6
  • 14

Hastighed og manøvredygtighed er vigtigere end gammeldags tyk armeret skrog.
For at kunne stoppe fra 22 knob på 4 bådlængder er vægten en afgørende faktor.
At krigsskibe ikke holder til ublide møder med store skibe er kendt stof.
Denne fregat på ca. 5.000 tons mod en stor tanker på ca. 140.000 tons.
Fregatten er kun 16,8 m bred, tankeren er 44 meter bred, prøv at regne lidt på det.
Den lille sejler med 17 knob og den store med 7 knob. Når de træffer hianden bliver fregatten revet op under vandlinien, maskinen og al styring stopper øjeblikkelig.
Det er ikke så usædvanligt med skibskollisioner desværre, det er en type uheld som er bare stiger hvor man i andre transportformer nedbringer uheldshyppigheden.
(Normal Accidents af Charles Perrow, Marine Accidents chap.6)
Der er i medierne en vældig interesse for at pege en skyldig ud, men vent og se hvad havarikommisionen kommer frem til. Der er sjældent en enkelt årsag eller en handling, det er nok en lang række af uheldige sammenfald og ikke korrekte procedurer. VTS har nok også en stor del af ansvaret siden det var dem (ligesom en slags flyveleder) havde givet SOLA TS lov til at lægge fra land og sejle nordpå. VTS kunne jo have ventet til fregatten havde passeret.
Og sådan kan man spekulere og se tingene i efterklogskabens lys.
Krigsskibe i ulykker til søs har der altid været.
I 1942 blev det engelske krigsskib HMS Curacoa sejlet midt over af den store RMS Queen Mary. Curacoa gik ned og Queen Mary fortsatte med samme fart og samme ZigZak pattern 8. Hun stoppe ikke for at samle søfolk op fordi det havde været en meget stor risiko og konvoy ordren lød på at sejle uanset hvad der skete.
Deres ZigZak kurs var netop for at undgå angreb fra U-både.
Det var en stor ulykke og 338 fra Curacoa druknede. Selv efter flere og grundige undersøgelser blev der aldrig placereret et entydigt ansvar og en tydelig årsag til uheldet. Begge skibe og kaptajner var årsag til ulykken.

Der findes en bog Queen Mary and the Cruiser ISBN 0-85052-548-9
som gennemgår søforhøret i detaljer, mange kort og interessante interviews.

https://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Curacoa_...

http://ww2today.com/2nd-october-1942-troop...

  • 23
  • 2

I 1942 blev det engelske krigsskib HMS Curacoa sejlet midt over af den store RMS Queen Mary. Curacoa gik ned og Queen Mary fortsatte med samme fart og samme ZigZak pattern 8. Hun stoppe ikke for at samle søfolk op fordi det havde været en meget stor risiko og konvoy ordren lød på at sejle uanset hvad der skete.

Queen Mary havde 10,000 mand ombord, men andre skibe fra eskorten samlede overlevende op.
Curacoa en krydser med omtren samme længde og deplacement, som Helge Ingstad.
Queen Mary 80.000 ton lidt mindre en Sola TS, men med 28 knob.
De eneste skibe der måske kunne modstå sådan en kolision, er en isbryder, men det er jo kun maskineri, og et skrog bygget til at få riktigt mange "tæsk".
Hvis skaden er stor nok, synker alt andet end en korkprop.

  • 11
  • 1

Tak for den fantastiske historie fra WW2, som jeg har læst en masse om i forvejen, den er virkelig relevant idag.
Også tak for den belærende tone og alle beregningerne om størrelsesforhold mellem skibene i sammenstødet. igen ufattelig relevant.

Et krigskib skal ikke synke om det så bliver gennehullet som en si eller skåret over på midten, og den norske fregat blev ingen af delene
Disse skibe har faktisk mere til fælles med isbrydere end fragtskibe, da deres payload, kun består af våbensystemerne og besætningen.

Min viden om emnet fik et stort boost da jeg udviklede "voyage data recordere" til søværnet.

  • 7
  • 17

Denne artikel har intet, relevant, teknisk indhold.
Den smugle, som fremgår af sidste afsnit, har allerede været bragt på ing.dk.

Mon den journalist, som har klippet den fra den norske kilde, får særlige points for publicerede linier tekst ?
Eller er det her bare en politisk propaganda ?

Der findes Debatregler - mon der findes regler for journalisternes publicerede artikler ?

  • 0
  • 10

Men en Fregat som denne koster 5 milliarder kr, ifølge Norske TV, og det er nu totalskadet fordi man har sparet på noget så vigtigt som skroget.

Skroget til en fregat bliver ikke nødvendigvis billegere, eller svagere af at være bygget af tynde plader. Et fregatskrog har både langskibs og tværskibs afstivninger, et traditionelt passagerskib på denne størelse har tykkere plader, men kun tværskibs afstivninger. Det betyder at der går mindre stål men flere arbejdstimer til fremstillingen af fregat skroget, så der ligger ikke nogen beparelse her.
De tyndere plader bevirker at fregatten nok er mere sårbar over for lokale belastninger, men over for støre skader ved kollition eller grundstødning er fregatten mindst lige så modstandsdyktig som et tilsvarende passagerskib.

Ingen skibe kan modstå moderne våben, selv en Iowa- (WW2 slagskib) eller Nimitz-klasse (hangarskib) skal på værft efter en enkelt torpedo træffer. Derfor er aller post-WW2 krigsskibe stort set upansrede, den besdte beskyttelse er at undgå at blive ramt.
I nyere tid en man begyndt at beskytte vitale områder mod beskydning fra lette våben, grundet truslen fra asymetrist kigsførelse.

  • 9
  • 0

Et krigskib skal ikke synke om det så bliver gennehullet som en si eller skåret over på midten, og den norske fregat blev ingen af delene

Jeg gentager, "Hvis skaden er stor nok, synker alt andet end en korkprop"
Titanic havde 15 vandtætte skot, men fik en skade på ca. 1/3 af skibets længde, så 5 rum blev vandfyldte. Havde den haft 30 vandtætte skot ville 10 rum være blevet vandfyldte.
Se man på Helge Ingstad så er der beretning om at den er truffet i beboelseafsnittet, ingen er dræbt, enkelte tilskadekomne, så indtrængning har formentlig ikke været særlig dyb. Beboelsesafsnigget ligger omtrent mellen forkant styrehus og forreste skorsten. . Billeder viser skader til omgring akterkanten af hangaren. Det vil sige en skade 30-40 % af længden, det er der ikke noget enkeltskroget skib der kan overleve.

Disse skibe har faktisk mere til fælles med isbrydere end fragtskibe, da deres payload, kun består af våbensystemerne og besætningen.

Den store forskel er at de skal kunne sejle 26 knob, hvor en isbryder sejler 16 knob. Og så skal der være plads til en besætning på 137 mand mod 22.

Man kunne opnå meget ved at bygge med dobbeltskrog, men det ville give et støre skib der igen kræver større maskinkraft.

  • 7
  • 0

Der er 3. ting der undre mig, ikke det med tankskibet kun fik små skrammer og herved kunne fortsætte sin vidrer rejse.

Nej det der falt for mig.
1. Hvilken "is - kassificering" har fregatten. Har set en Royal Arctic Lines skib efter voldsomt nærkontakt med et isbjerg, det var ej skadet i samme grad, det kunne af egen kraft sejle på værft der var mere ind 800 km fra skadestedet. Fregatten er groft sagt sunkt som en Titanic!
2. Er Norske krigsskibe undtaget de selv samme sikrings forhold, som hvad handelsfåden er underlagt, i arktisk farvande, det er de danske ej.
3. Er de Norske marinefartøje underlagt andre sikkerhedsregler siden, vi kan se på informationen mellem tankskibet og Kystvagt, at tankskibet ej kunne få radio kontakt med skibet.

De danske skibe der sejler under Arktisk Kommando har ikke mindre ind hele 4. forskellige officelle kommunikations redskaber. Hertil kommer dem de har til eget sikkerhedssystem mv. Der er dødmands knap på de danske marine skibe, for at kommandobroen skal være 110 % oppe på dupper under sejling. Denne dødmandsknap sider 2. - 3. forskellige steder afhængigt af skibets størrelse, for at undgå ligne tilfælde.

  • 2
  • 1

  1. Hvilken "is - kassificering" har fregatten. Har set en Royal Arctic Lines skib efter voldsomt nærkontakt med et isbjerg, det var ej skadet i samme grad, det kunne af egen kraft sejle på værft der var mere ind 800 km fra skadestedet. Fregatten er groft sagt sunkt som en Titanic!

Norske (og danske) fregatter er ikke is-klasset, de er bygget til åben vands sejlads.

  1. Er Norske krigsskibe undtaget de selv samme sikrings forhold, som hvad handelsfåden er underlagt, i arktisk farvande, det er de danske ej.

Nej, men fregatterne er ikke beregnet til sejlads i aktis.

Hvis du kigger på skroget er der meget stor forskel på opbygningen af Thetis og Huitfeldt-klasserne.
Thetis er en kraftig udgave af et traditionelt passagerskib
Huitfeldt er nærmest en forstøret torpedobåd

  • 5
  • 0

Det samme gælder torpedoer af type, som den der sænkede krydseren Belgrano i 1982.

Belgrano model 1938 var nok det sidste skib der ble sænket af Mark VIII mod 4 torpedoer model ~1940.
Søværnet havde tyske G7 topedoer på depot frem til 1990, dog modificeret med trådstyring.

Med målsøgende, langtrækkende missiler på vej er fartøjets hastighed uden betydning.

Målsøgningssystemer er ikke perfekte, og på 50-100 sømilds afstand er en fregat et lille mål. Manøvre kombinetet med elektroniske villedningssystemer, er med til at beskytter fregatten.

Dertil kommer de rent operationelle, at skibet skal kunne forflytte sig til det område hvor "det brænder på" og komme væk igen når det bliver for "varmt".

  • 1
  • 1