Hvis staten ikke vil dække en større del af regningen for at vedligeholde fredede bygninger, der ikke kan bruges til nye funktioner, bør fredningerne ophæves.
Sådan lyder budskabet fra Birthe Iuel, der er præsident for foreningen Historiske Huse, hvis medlemmer ejer nogle af landets 9.000 fredede bygninger.
Anledningen er kulturminister Mette Bocks (LA) beslutning om, at affrede Vikingeskibsmuseet. Kulturministeren har begrundet affredningen med, at fredningsværdierne i museet ikke kunne opretholdes. Det er imidlertid en vurdering, som hverken deltes af Slots- og Kulturstyrelsen eller Det Særlige Bygningssyn, der rådgiver i spørgsmål om bygningsfredning.
»Vikingeskibshallen kan transformeres, indenfor fredningsværdierne, og samtidig både tilgodese museets berettigede ønsker om en modernisering af faciliteter og udvidet tilgængelighed, og samtidig iværksætte en strategisk om- og tilbygning, der forholder sig både til vandstandsstigninger og bygningens fremskredne forfald,« citerede styrelsen således bygningssynet for, da styrelsen i december 2017 afviste at affrede bygningen.
Museet havde på daværende tidspunkt brugt mange år på at finde penge til at renovere den fredede museumsbygning. Roskilde Kommune havde afsat penge til en mulig renovering, men langt fra nok til at dække de op mod 123 mio. kr. som en basal renovering af bygningen ifølge museet forventedes at koste. Hverken private fonde eller Folketinget havde vist lignende betalingsvillighed. I forbindelse med affredningsansøgningen lagde museet ikke skjul på, at man forventede stor statslig medfinansiering af renoveringen, hvis ansøgningen blev afvist.
»Det er jo staten, ikke os, der har valgt at frede en bygning, der ikke er bæredygtig. Vi vil gerne blive ved med at betale drift og udvikle denne nationale attraktion, men når staten lægger bindinger på den udvikling, må de enten tage konsekvensen og hjælpe med at finansiere renoveringen eller hæve fredningen, så museet kan komme videre,« sagde Joy Mogensen (S), der både er borgmester i Roskilde og formand for museets bestyrelse, således til Politiken i 2016.
Så i Birthe Iuels optik hænger kulturministerens beslutning om at affrede mere sammen med, at Mette Bock ikke ville eller kunne finde pengene til at renovere museet.
»Staten har haft masser af mulighed for at tilbyde økonomisk hjælp undervejs, og det er trods alt samme stat, der for få år siden stemplede bygningen som værende umistelig kulturarv, vel vidende at bygningen allerede dengang havde konstruktionsmæssige problemer,« skriver hun således i et læserbrev til Ingeniøren.
At der ikke var politisk vilje til at støtte vedligeholdelsen af så speciel en bygning som Vikingeskibsmuseet ser hun som symptomatisk for politikernes interesse for fredede bygninger.
»Det er i det hele taget også svært at finde politikere, som for alvor interesserer sig for de fredede bygninger og dermed vores byggede kulturarv. Er det fordi, der ikke er tilstrækkeligt med stemmer i området? Eller ligger interessen for den byggede kulturarv blot hos en lille elitær gruppe? Ser man på de danske kommunalbestyrelsers håndtering af de bevaringsværdige bygninger rundt om i landet, ligger sandheden måske ikke så langt herfra. Alt for få kommuner har forstået hvilken værdi, der ligger i at prioritere bygningsarven,« skriver hun i læserbrevet.
Den manglende interesse har ifølge Historiske Huse også betydet, at den statslige støtte til fredede bygninger er blevet udhulet gennem årene.
»Bare i de 20 år, jeg har været formand, er værdien af det skattefradrag, der gives til vedligeholdelse af bygningerne mere end halveret og tilskudsmidlerne fra det offentlige til vedligeholdelse af de fredede bygninger er ikke steget i 30 år,« fortæller Birthe Iuel.
Men det er ikke kun offentlige bygninger som Vikingeskibsmuseet, som det er svært eller dyrt at finde penge til at bevare. Situationen er ifølge Birthe Iuel den samme på mange spektakulære bygninger – især i landets yderområder.
»I yderområderne er der mange funktionstømte bygninger - store agerrumslader eksempelvis, som bare ligger hen. De er smukke bygninger og kulturhistorisk interessante, fordi de fortæller om en anden tid. Men dels er de ofte så dyre at transformere om til en ny funktion, at det er umuligt at få en forretningsplan til at hænge sammen, og dels er man tit nødt til at foretage så store ændringer på bygningerne, at fredningsværdierne ofte svækkes. Endelig er der jo også grænse for hvor mange konferencecentre og kulturhuse, der er brug for.«
Ifølge Birthe Iuel er forvaltningen desuden begyndt at stille stadigt skrappere krav til ejerne.
»De senere år er forvaltningen af bygningerne ovenikøbet blevet mere elitær og restriktiv, mens tilskudsmidler og værdien af skattefradrag er mere end halveret. Det giver ikke mening.«
Derfor må politikerne ifølge Historiske Huse nu afgøre med sig selv, om de vil øge støtten til fredede bygninger, eller om de vil tillade affredning af bygninger, som ikke kan bruges til nye funktioner.
»Hvis man ikke vil forbedre de økonomiske vilkår for fredede bygninger, betyder bygningerne åbenbart ikke nok. Konsekvensen må blive at man giver slip og tillader affredning af bygninger, som ikke kan få nye bæredygtige funktioner. Men hvis samfundet virkelig mener, at det er så vigtigt at bevare disse bygninger, må samfundet i langt højere grad bidrage til at dække udgifterne,« siger Birthe Iuel.
