Fredag stoppede Jesper hos Nokia - lørdag tapede han eget firmaskilt op
Fredag er min sidste rigtige arbejdsdag hos Nokia. Jeg har ikke flere arbejdsopgaver, så jeg rydder mit skrivebord og putter alle mine personlige ting i en flyttekasse. Ligesom cirka 50 andre Nokia-folk har jeg meldt mig til på Startup Weekend hele weekenden, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har en god idé at tage med. I løbet af ugen har jeg lavet nogle mindmaps på computeren, men har ikke fundet en idé, der dur. Arrangementet begynder klokken 17, og fem minutter i fem sætter jeg mig i min lænestol derhjemme og pludselig får jeg en idé, som måske kan bruges. Jeg skriver den ned, og jeg beslutter, at jeg vil 'pitche' den (holde et kort oplæg, red.).
Så tager jeg over til Nokia, hvor det skal foregå. Vi får alle udleveret en hvid T-shirt og nogle tusser, så vi kan skrive og tegne, hvad vi vil. Nogle skriver bare deres navn på, andre deres kompetencer. Jeg vælger at tegne en masse logoer, blandt andet en lyspære for en idé, et øje, fordi jeg er meget visuel, en node, fordi jeg godt kan lide musik og et øre, fordi jeg også kan lytte, hvis det er nødvendigt. Og nårh ja, et hjerte - det er mest noget med det medmenneskelige og lidt varme.
Mens vi spiser aftensmad og bagefter, mens der er networking, snakker jeg med folk om ideen og får positive kommentarer.
I alt er der cirka 140 deltagere, og af dem vil cirka 50 pitche en idé. Jeg stiller mig bevidst bagerst i køen. Hvis nu de andres ideer er rigtig gode, kan jeg trække mig, tænker jeg først, men beslutter så at pitche den under alle omstændigheder, fordi det er en god træning.
Jeg er ikke nervøs, for jeg kan godt tale til folk. Så jeg står ikke og repeterer min idé for mig selv, mens de andre pitcher, men følger godt med. Alle får et minut til deres idé. Nogle af dem er totalt skøre, f.eks. internet til fattige lande i Afrika, hvor man bruger coladåser. Det er bare så fedt.
Jeg har fået lidt øl dagen før, som jo var sankthansaften, så jeg er ikke helt skarp, men tænker, at jeg må køre det på rutinen. Som med alle de andre klapper og hujer folk, da jeg træder op på podiet.
Det første, jeg siger, er ikke noget, jeg bare finder på. Det er sandheden: »I have been in Nokia for ten years and ten days, and today I was set free«. Så begynder folk at klappe helt vildt. Og så har jeg mindre end et minut til at pitche min idé.
Bagefter skriver jeg ligesom de andre min idé på et stykke A3-papir, som bliver hængt op. Alle 140 deltagere får tre gule post-it-lapper, og de stemmer på ideerne ved at sætte gule lapper ved de ideer, de mener, skal gå videre.
Da de gule lapper er talt op, viser det sig, at min idé har fået flest stemmer. 30. Nummer to får 23 stemmer. Den laveste får 13 stemmer.
Jeg er meget overrasket. Det er fedt. En af de sidste pitchere er tysker, og han brugte sit ene minut til at sige, at folk skulle stemme på min idé. Måske hjalp det. Inden afstemning går jeg hen og siger tak til ham.
De 11 ideer, der har flest stemmer, går videre. Ligesom de andre vindere får jeg en rød kasket på. Nu er jeg manager og skal rekruttere folk.
Min idé, CompetenceMe, går ud på at skabe en ny rekrutteringsportal, som fokuserer på kompetencer frem for titler og uddannelser. På LinkedIn f.eks. kan man se folks CV'er og deres titler, men ikke hvad de rent faktisk kan. Hvis der står, at du er softwareudvikler, kan ingen se, om du arbejder med C++, IOS eller Symbion. Jeg vil også have personlige kompetencer med, så du også skriver, hvis du spiller guitar eller surfer.
Jeg skal som minimum bruge en webudvikler, en ekspert i brugervenlighed og en grafisk designer. I min pitch har jeg sagt, at det vigtigste på mit hold er, at de vil ideen. Inden der er gået en time og uden nogen særlig indsats har ti personer meldt sig på holdet.
Men vi mangler en softwareudvikler. De fleste af dem vil hellere lave apps til Iphone og den slags. En fra holdet går så rundt med et kæmpestort skilt, hvor der står, at vi mangler en softwareudvikler, og så kommer der en rumæner hen til os. Det er lidt svært at finde ud af, hvad han kan, men han virker som en rar fyr, og han kommer med, og det går rigtig godt.
Jeg siger ikke nej til nogen, der henvender sig. Vores hold er meget internationalt: To tyskere, en rumæner, en franskmand, og så er resten danskere. Så hele weekenden taler vi kun engelsk.
Alle 140 deltagere sidder i samme store lokale på tredje sal, som er blevet tømt af Nokia og indrettet af Startup Weekend. Der er musik, snak og en rigtig god energi. Mit hold finder et par bord, nogle stole og en projektor og sætter os sammen midt i lokalet.
Inden vi for alvor går i gang, slår jeg fast, at det er mig, der har den røde kasket på, så jeg er virksomhedsejer. Jeg siger: »Holdet her er rekrutteret til startup weekend, så når weekenden er slut, visker vi tavlen ren, for det er min idé«. Det er jeg blevet rådet til, for ideen udvikler sig fra fredag til søndag, så man skal være helt enige om, hvem der har ret til den.
De siger alle ja til den betingelse, og så går vi i gang med at scope projektet. Vi laver projektplanlægning ved at regne baglæns fra søndag aften klokken 17, hvor vi skal pitche vores endelige projekt, og til fredag aften. Vi ved, at der kommer mentorer lørdag klokken 13 for at give feedback, og når de har gjort det, skal vi være klar til at lave video og præsentationer af projektet.
Som det sidste fredag laver vi en mindmap med en masse muligheder og brainstorming, hvor vi laver en produktanalyse ud fra de tre spørgsmål: What? Why? How? Så har vi en lidt mere struktureret tilgang til opgaven lørdag morgen.
Det er meget intenst og spændende, men jeg ved, at jeg har brug for søvn. Så klokken halv to natten til lørdag cykler jeg hjem og går direkte i seng. Det er et bevidst valg, for at jeg kan være skarp hele weekenden.
Lørdag er hele holdet i gang fra klokken ni - bortset fra en ung mand, som ellers var rigtig sød, men som vi kun så fredag aften. En på holdet har en gravid kone, som kan føde når som helst, og han kommer først lidt op af formiddagen. Vi føler os allerede som et hold, for vi arbejder for den samme sag. Alle giver den fuld skrue, og vi har ikke meget kontakt med de andre hold, selv om vi alle sidder i det samme lokale. Det er så intenst, og du arbejder ekstremt fokuseret. Du går ikke på facebook eller andet. Du er der for at fyre den af og arbejde igennem.
Der er flere mentorer, og da de blev præsenteret fredag, tog jeg noter. Jeg vil gerne have Jeff Coe som mentor, fordi han har sådan en attitude, at hvis jeres ting ikke er i orden, får I det at vide. Han har masse af erfaring, og jeg vil have al det feedback, der gør, at vores præsentation bliver så god som muligt.
Jeff ser en masse projekter og arbejder med funding, og han siger til os, at »I har en god idé, men hvis I var kommet til mig, så ville jeg aldrig funde det«.
Han peger på fire keyområder: 1. Kritisk masse: Kan vi få brugere nok til, at servicen giver værdi? Det nytter jo ikke noget med en jobdatabase, hvis der kun er fire brugere. 2. USP, Unique Selling Points, hvad er det helt nøjagtigt, vi tilbyder? 3: Hvem er vores konkurrenter? 4: Hvordan sikrer vi, at det der står i databasen er rigtigt? Hvordan kan vi stole på det?
Det er fint nok. Selvfølgelig har vi ikke et produkt, der er godt nok efter 24 timer. Det er heller ikke meningen. Det er rart, at han og den anden mentor er konkrete. Vi får feedback.
Vi går i gang med at arbejde med de ting. Der er fuld knald på, og de fire key-områder er de vigtigste. De skal bare løses, det skal vi have svar på. Vi er nødt til at undersøge, om der er konkurrenter, så vi deler opgaverne op.
Jeg sidder ved computeren og snakker med folk og sørger for, at vi holder tiden. Finder ud af, hvordan vi laver rating-model, hvordan vi finder target. Konkurrentanalysen er jo først relevant, når du ved, hvad du laver. Så hele produktanalysen er vigtig. Vi justerer hele tiden den vej, vi skal gå. Planen er, at vi skal nå executionen sent lørdag aften, men reelt når vi det først søndag formiddag.
På et tidspunkt lørdag eftermiddag kommer Ole Vilster, som har været med til at arrangere Startup Weekenden hen til mig og siger, at det er en pissegod idé. Han synes, jeg skal tage med på Nokias Bridge Program, der hjælper Nokia-folk videre til en ny karriere. Han fortæller, at der er et ledigt kontor lige ved siden af hans, som jeg skulle gå hen og tage. Det er næsten lige ved siden af, så jeg løber derover, skriver CompetenceMe øverst på et stykke 'flip-over-papir', river det af og taper det op på døren.
Det er en fed ting, for så er det mentalt allerede ud over weekenden. Nu er det på en eller anden måde ligegyldigt, om jeg vinder konkurrencen eller ej. Nu er det også næste uge, ikke bare weekenden. Okay, nu får det en chance, tænker jeg. Det tager fem minutter, så er jeg tilbage ved holdet, men det føles som en slags energizer.
Om aftenen er der barbecue nede på kajen. Det skal man have tid til. Vi får øl og burger, og jeg er der halvanden time. Jeg snakker med folk fra andre teams, for vi går ikke der ned som hold, men når vi er klar til det.
20 minutter i 2 natten til søndag cykler jeg hjem. Vi er to tilbage til sidst, og den anden vælger at blive derude og sove.
Søndag møder jeg allerede klokken 8. Ham, der overnattede derude, låner min cykel og tager hjem til Islands Brygge for at få et bad.
I løbet af søndagen bliver vi mere og mere presset på tid. De to tyskere og franskmanden laver præsentationsvideoen og er ikke helt enige om storyboardet, og dér må jeg på et tidspunkt sige, at jeg ikke længere kan være inde over alle processer. Jeg er enig i de overordnede ting. Så nu må de selv finde ud af det.
Mens de arbejder med videoen, står jeg i mit kontor sammen med tre-fire mennesker og sætter min pitch ned i de fire nøglepunkter. Der er 20-30 post-it med tekst på tavlen, som vi bliver ved at skære ned på, fordi det tager for lang tid. Vi har tre minutter til præsentationen. Vi skærer ned og skærer ned, og det gør pitchen mere crisp og får den til at lyde bedre. Men jeg har ikke tid til at lære den udenad. Så jeg har 11 cue cards. Pitchen varer nu et minut og 36 sekunder.
Jeg bruger lang tid på at øve mig på teksten,
Vi skal være færdige klokken 16:30, for 'final pitch' starter klokken 17.
Vi er nummer otte, der skal fremlægge. Tiden går, men dem, der laver videoen, kommer ikke op. De har sat sig ned i bilen for at få ro til lave ordentlig lyd. Jeg begynder at indstille mig på, at videoen ikke kommer med, og at det bliver en meget svær performance. Jeg er ikke rigtig nervøs, men det er stressende, og en fra holdet løber ned for at høre, hvor de bliver af.
Klokken 18:30, i aller-allersidste øjeblik, to minutter før jeg skal pitche, kommer de endelig op med videoen. Og så virker det.
Stemningen er fed. Folk hujer og klapper. Man er der for at have det sjovt og motivere hinanden, og ens økonomi afhænger ikke af, om man vinder eller ej. Alligevel føles det mere vigtigt nu end om fredagen. Da gik jeg bare lige op. Dér kunne jeg ikke vurdere ideen. Nu er der en hel jury og en konkurrence.
Jeg stiller mig op samme sted som fredag aften og begynder næsten på samme måde: »Dear jury. I have been in Nokia for ten years and ten days. Friday was my last day. This is the beginning of a new life.«
Vi viser præsentationsvideoen og det er fedt at kunne slutte af med at sige: »We have set up an office on this floor and start tomorrow.«
Bagefter voterer juryen i 20 minutter, og imens snupper jeg en øl og lidt pizza. Vi har gjort det så godt, vi kunne. Vi har en rigtig god idé, så jeg regner med, at vi ligger godt i feltet, men at det også er et sats fra juryen, hvis de lader os vinde, fordi vi ikke er nået så langt. Flere af de andre har et færdigt produkt, f.eks. app til mobiltelefoner. For os ligger der et kæmpe arbejde forude.
Vi vinder ikke, men de nævner vores idé, fordi den har et stort potentiale, og på grund af den energi og vilje, der ligger i, at vi starter på mandag. Så det er fedt.
Bagefter spørger jeg specifikt folk fra juryen: »Hvis du skal investere i mit firma inden for tre måneder, hvad skal jeg så gøre?« Og det fik jeg nogle hints til.
Da det hele er slut, cykler jeg hjem og henter min kæreste, så hun kan møde de andre på en bar inde i byen og se, at det bare er en flok tossede unge mennesker i T-shirt.
Klokken kvart over 1 natten til mandag tager vi hjem. Jeg beslutter at sove længe mandag morgen, men vågner tidligt, og ser på min mail, at Lars Buch fra Bridge Programmet (udslusningsprogram for Nokia-medarbejdere, red.) har bedt mig sætte en lille plakat op inden den officielle åbning af programmet. Så jeg tager derind.
Det hele er lidt uvirkeligt. Fredag tog jeg billeder af mit tomme skrivebord, og nu har jeg nyt kontor og en ny forretningsidé og det er kun mandag. Jeg sidder her og helt målløs over, hvad der sker. Nogle gange tænker jeg på, hvor lidt der sker på en uge - og tænk hvor meget der kan ske på tre døgn.
Men jeg må også komme lidt ned på jorden. Der er ikke noget firma endnu eller funding. Men der er en idé, som mange mennesker synes, har potentiale. Så jeg må bare arbejde på det. Og så er jeg i den super gunstige situation, at jeg har løn et år endnu. Jeg skal ikke ud at finde løn til mig selv.
