Franske Mærsk-købere gør Danmark til centrum for sin Nordsø-forretning
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Franske Mærsk-købere gør Danmark til centrum for sin Nordsø-forretning

Når Total køber Maersk Oil for godt 47 milliarder kroner, overtager det franske olieselskab den samlede organisation, portefølje, forpligtigelser og rettigheder. Målet er at gøre Danmark til et regionalt centrum for Totals aktiviteter i Danmark, Nederlandene og Norge. Det fremgår af den fyldige pressemeddelelse fra de to selskaber.

Læs også: Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til franske Total

Bestyrelsesformand og administrerende direktør i Total Patrick Pouyanné siger, at »tilføjelsen af Maersk Oils stærke kapaciteter og højkvalitetsaktiver til vores forretning vil skabe en førende international operatør i det nordvestlige europæiske offshore-område.«

»Dette vil gøre Danmark til et regionalt ankerpunkt for Totals Nordsø-forretning,« siger han.

Vil udvide dansk olieproduktion

Samtidig forsikrer Totals topchef, at man vil »intensivere presset for at optimere og udvide den danske olie- og gasproduktion.«

Læs også: Medie: Staten lander nordsøaftale med Mærsk

Ifølge pressemeddelelsen lover parterne, at udviklingsplaner og investeringer i strategiske og sanktionerede projekter vil blive opretholdt. Her samler interessen sig naturligt om det store projekt omkring renoveringen af Tyra-feltet, som er anslået til at koste 33 milliarder kroner, og som er afgørende for forsyningen af naturgas fra Nordsøen.

Læs også: 13 meter længere ben skal sikre Tyra 30 år mere

Claus V. Hemmingsen, vicedirektør for AP Møller-Mærsk og chef for selskabets energidivision, påpeger ligeledes, at man med salget til Total vil sikre en fortsat dansk højborg i Nordsøen inden for teknologiudvikling. Han lægger vægt på Maersk Oils trackrecord som en lille, effektiv og betroet partner:

»Det er vigtigt, at Maersk Oil forbliver tæt på sine teknologi- og innovationspartnere på de danske tekniske institutioner og i olie- og gasindustrien til gavn for alle parter,« siger han.

Del af meget stor koncern

A.P. Møller-Mærsk har været hovedoperatør i Nordsøen i et halvt århundrede, hvor man har etableret og vedligeholdt Danmarks position som selvforsynende inden for olie og gas.

Derudover har Maersk Oil en betydelig tilstedeværelse i de britiske og norske sektorer med ni licenser i Norge, herunder et ejerskab på 8,44 pct. af Johan Sverdrup-feltet, som er en af Norges største olie-opdagelser nogensinde.

Læs også: Aftale giver midlertidig hjælp til trængt olie- og gassektor

I Storbritannien driver Maersk Oil flere offshore-installationer samt fører en række projektudviklinger, blandt andet på gasfeltet Culzean, hvor Maersk Oil er operatør og ejer 49,9 pct. af licensen.

Med salget til franske Total bliver Mærsk del af en meget stor koncern med aktiviteter i 130 lande og 98.000 ansatte.

Total er den 4. største operatør inden for olie og gas og beskriver sig selv om en global leder inden for flydende naturgas (LNG) og en vigtig spiller inden for solenergi.

Hvad mon
"Samtidig forsikrer Totals topchef, at man vil »intensivere presset for at optimere og udvide den danske olie- og gasproduktion.«"
Betyder?
Det betyder vel vi skal til at diskutere fracking og andre "fine" udvindingen metoder igen, hvis der da er noget at diskutere længere.
Mon ikke de bare får det som de vil.

  • 2
  • 7

Skønt at de mange Danske aktionærer i Mærsk er sluppet af med en industri som bliver værdiløs når der for alvor kommer gang i sol, vind, batterilagring og selvkørende elbiler. Timingen er perfekt. Det er stadig noget værd i markedet da der stadig er mange der tror at olieindustrien har en gloværdig fremtid.

  • 3
  • 4