Fransk observationssatellit sendt op
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fransk observationssatellit sendt op

Tidlig lørdag morgen, kl. 03:31, foretog Arianespace endnu en vellykket raketopsendelse fra rumbasen i Kourou i Sydamerika. Opsendelsen, der var den sjette på blot 100 dage, sendte den franske jordobservationssatellit Spot 5 op i en traditionel solsynkron bane, som denne satellittype anvender. Spot satellitterne kredser rundt om Jorden i polære baner ca. 813 km over Jorden, hvilket betyder, at de kommer tilbage til præcis samme sted over Jorden efter 26 døgn. Banen er valgt sådan, at satellitten passerer ækvator kl. 10.30 lokal tid.

En opsendelse til polære baner fra Kourou bringer raketten på en nordlig kurs op forbi det nordøstlige Nordamerika. Fra New England i USA er der rapporter om, at man fra Jorden kunne se, da rakettens tredje trin dumpede en rest brændstof. Det sker rutinemæssigt kort efter, at tredje trin er færdigt og satellitten er frigjort. Arianespace meddelte i øvrigt, at banen var tæt på det ønskede.

Det var Arianespaces opsendelse nr. 151, og det var satellit nr. 200 (Ariane raketten bringer ofte flere satellitter op ad gangen). Den samlede vægt af disse 200 satellitter er ikke mindre end 430 ton. Det var samtidig nr. 70 i den ubrudte række af vellykkede Ariane 4 opsendelser. Den gode start på 2002 gik da heller ikke ubemærket hen, idet Arianespace chef, Jean-Marie Luton, fremhævede selskabets fleksibilitet:

"Siden starten af 2002 har Arianespace klart demonstreret sin evne til at opsende satellitter lige så hurtigt, som leverandørerne kan have dem klar. Vores fleksibilitet er et væsentligt element, som gør os konkurrencedygtige - vore klienter sætter pris på den".

Spot 5 er bygget af den tyske satellitproducent Astrium og medbringer som noget nyt et instrument, som laver stereoskopiske billeder til topografiske formål. Det mest højopløselige instrument på Spot 5 har en opløsning på 2,5 meter. Desuden har satellitten et kamera, som dagligt foretager observation af Jordens overflade med én kilometers opløsning og er specialiseret til at observere vegetationen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten