Fracking efter skifergas tidobler antallet af jordskælv

12. juli 2013 kl. 09:0723
Det stresser lokale forkastningszoner at pumpe væske ned i undergrunden for at få olie, skifergas eller varmt vand op til overfladen. En serie nye studier i Science advarer mod faren for at forstærke naturlige jordskælv.
Artiklen er ældre end 30 dage

Hydraulisk frakturering, også kaldet fracking, kommer under beskydning i et verdens mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrifter, Science.

Med tre forskellige studier dokumenterer tidsskriftet fra forskellige vinkler, at fracking og geotermiske boringer er med til at skabe jordskælv, skriver en række internationale medier.

I den ene undersøgelse konstaterer seismolog William Ellsworth fra US Geological Survey, at antallet af jordskælv i det centrale og østlige USA, der måler over 3,0 Richter, er næsten tidoblet fra 21 årligt mellem 1967 og 2000 til 188 i 2011.

Samtidig slår seismologen Nicholas van der Elst fra Columbia University fast, at halvdelen af alle jordskælv på over 4,5, som har ramt USA i det seneste årti, er forekommet nær brønde, hvor der bliver pumpet væske ned i undergrunden. Det er en udbredt måde at skille sig af med nogle typer af spildevand i USA, og den benyttes også ved fracking efter skiferolie og skiftergas og ved geotermiske boringer efter varmt vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Dræning af undergrund formentlig skyld i 2011-skælv i Spanien

Ved hydraulisk frakturering pumpes en væske blandet med sand eller andre hårde korn ned i en boring med meget højt tryk. På den måde er det muligt at skabe revner og sprækker ud fra boringen i undergrunden.

Metoden er i forvejen kontroversiel, fordi væsken kan forurene omkringliggende grundvandsmagasiner, hvilket har fået flere borgergrupper til at kræve mere regulering.

Væskepumpningen ved fracking lægger mere pres på de naturlige forkastningszoner, konkluderer seismologerne. I sig selv kan frackingen ganske vist kun skabe mindre jordskælv, som bliver målt til 2,0 eller derunder på richterskalaen, hvilket næsten ikke kan mærkes. Men i samspil med et naturligt forekommende jordskælv på kloden kan nedpumpningen af spildevand udløse langt større jordskælv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Presset på lokale forkastningszonerne gør nemlig, at selv svage seismiske bølger, som kan optræde i månedsvis efter større jordskælv, kan udløse adskillige nye jordskælv på op til 5.0 på richterskalaen.

Det fører ifølge forskerne til en ond cirkel. Forkastningszonerne bliver i stigende grad bliver stresset, hvilket i fremtiden muligvis kan føre til endnu større jordskælv.

Læs også: Tyskland vil forbyde fracking på ubestemt tid

Forskerne har desuden identificeret tre jordskælv konkrete i Oklahoma, Colorado og Texas, der er blevet kunstigt udløst af at pumpe vand ned i undergrunden.

Dokumentation

Artikel fra nyhedsbureauet Reuters

Journalistisk artikel fra tidsskriftet Nature

Science: Injection-Induced Earthquakes

Science: Enhanced Remote Earthquake Triggering at Fluid-Injection Sites in the Midwestern United States

Science: Continuous permeability measurements record healing inside the Wenchuan earthquake fault zone

23 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
23
24. august 2014 kl. 17:16

Ole: Jeg vil ikke blande mig i diskussionen om grundvands-påvirkningen. Ved ikke nok. Mit budskab var blot at selve fracking-processen giver meget små forskydninger, der ikke kan medføre store jordskælv. Men i et jordskælvsområde med store spændinger i undergrunden, er det klart, at selv små forskydninger kan udløse skælv. Men da skælvet så kommer før det ellers ville komme, må det være mindre voldsomt, end hvis det "ventede" til spændingerne var større. Det var logikken bag mit gæt.

22
24. august 2014 kl. 11:39

Der er relativt godt grundvand i boreområdet - om "skifergas jordskælv" evt, måske vil kunne risikere at "åbne" til grundvands lag, meget højere oppe, ved jeg ikke. Findes der viden om noget sådanne, --- "" brønde der er blevet tomme "" i skifergas boreområder ? og hvordan udregnes en evt erstatning de næste 100 år frem ?

21
24. august 2014 kl. 11:29

Hej Holger! Ja - det var en fin vurdering du havde for ca 1 års siden.

Jeg har ( fra de lokale veje i området ) set lidt på husene i området omkring borestedet - og det vil undre mig hvis ikke jordskælv på mellem 3,9 - 5,7 vil medføre betydelige ødelæggelser på bygninger, i den ca " 6 miles radius ", som den amerikanske artikel nævner.

Mon der er lavet "før" fotooptagelser af disse bygninger, således erstatninger kan blive udregnet "efter" et evt. (3,9 - 5,7 jordskælv).

https://da.wikipedia.org/wiki/Richterskalaen

3,0-3,9 Mindre Føles ofte, uden materielle skader Ca. 50.000 om året 4,0-4,9 Let Mærkes af næsten alle og f.eks. løst puds falder ned Ca. 6.200 om året 5,0-5,9 Moderat Kan mærkes - skorstene og svage bygninger tager skade 800 om året 6,0-6,9 Stærkt Almindelige bygninger tager betydelig skade 120 om året

20
23. august 2014 kl. 21:28

Hej Ole! Det passer vist nogenlunde med det, jeg antydede. Dog ville jeg have gættet på, at de inducerede skælv var mindre end dem, du nævner. - For det er jo pænt store rystelser, hvis de sker i beboede områder.

18
28. juli 2013 kl. 22:14

Jeg er kun ingeniør og delvis fysiker, men vil tillade mig at kommentere: Jordskælv udløses især pga. kontinentalsoklernes bevægelser. Det ophober mekaniske spændinger, der vokser og vokser, indtil "bristepunktet" og udløser et større eller mindre jordskælv. Og når menneskene borer og især bedriver fracking, skabes der nogle langt mindre mekaniske spændinger, som så kan udløse et jordskælv, der ellers ville komme lidt senere. Så min tese er, at "de naturlige jordskælv" - statisktisk set - vil udløses før og derfor blive mindre katastrofale, end uden menneskenes påvirkning. Altså kort: Vi får flere, men mindre jordskælv, i stedet for få store. Og det vurderer jeg som en fordel! Omtrent som laviner, hvor man ofte forhindrer de store laviner ved at brænde "kanonslag" af, så de udløses lidt ad gangen.

16
17. juli 2013 kl. 10:45

Selve udførelsen af den evt. efterforskningsboringen, er mig bekendt, fuldt forberedt til fakturering, så kvalitetskrav og indhold i VVM processen bør nok også indeholde afsnit om jordskælv og evt. også før og efter Radon værdier (målt over et helt år)

15
17. juli 2013 kl. 09:44

Den igangsatte VVM proces handler om udførelse af en efterforskningsboring vest for Dybvad uden udførelse af frakturering.

14
17. juli 2013 kl. 09:35

Der er en lang tradition i USA for injektion af spildevand i dybe boringer. Se f.eks her:https://www.epa.gov/safewater/uic/pdfs/uic_techovrview.pdfDet er spildevand fra industrielle processer, så jo, jeg kender til injektion af andet end spildevand fra skifergasboringer. Injektion af spildeavnd har i USA stået på i over 50 år, så alene det siger jo noget om at det er en praksis anvendt før skiferagsboomet i USA de sidste ca. 5-10 år. I følge ovenstående dokument findes mere end 375.000 registrerede boringer som anvendes til injektion i USA. Produceret vand i forbindelse med traditional olie- og gasproduktion bliver også injiceret i undergrunden. Vand produceret fra skifergasboringer bliver i USA i stigende omfang genbrugt, men noget bliver fortsat bortskaffet ved injektion i boringer.

11
14. juli 2013 kl. 13:47

Gad vide om der var nogen der måle jordskælv i området, inden boringerne begyndte...

10
14. juli 2013 kl. 12:27

? Har du nogensinde hørt om Californien?

Hvor er det nu lige Californien ligger i.f.t. beskrivelsen "stort set kun helt ude ved forkastnings- og subduktionszonen tæt på Stillehavskysten...." ???

;-)

Men jeg er helt enig i din glimrende pointe, nemlig faren ved at inducere jordskælv i områder hvor der normalt ikke tages særligt stor højde for jordskælv.

9
14. juli 2013 kl. 12:02

Som jeg husker det, er der også brudzoner i det område i Nordjylland, hvor skifergas boringen er planlagt.

Om den kommende VVM undersøgelse, vil behandle denne problematik ved jeg ikke, da artiklen kom efter afslutningen af foroffentlighedsfasen, hvorfor borgere ikke kunne nå at bede om at få dette emne undersøgt.

Surt.. hvis der kommer et 5.0 jordskælv 1000 meter fra borestedet ... en gang i fremtiden....

8
13. juli 2013 kl. 02:54

@Søren Frederiksen: Jeg synes, at forbindelsen er ret direkte. Kender du andre spildevandskilder, som er relevante at nævne? Fracking har antageligt en signifikant rolle i spildevandsproduktion. Det øger spildevandsbyrden helt enormt. Der er rigeligt med information til at underbygge, at fracking er en kæmpekilde til spildevand, og at det bliver pumpet ned som "Deep Water Injections".

Hvis man ikke må sige, at fracking er forbundet med disse jordskælv, må man vel heller ikke sige, at den kan forbindes med vandforurening... så er vandforureningen jo bare pga. nogle kemikalier, som frackingen tilfældigvis anvender?? :)

Skal i øvrigt nævnes, at studiet identificerede 2 mere seriøse jordskælv i hhv. Texas og Oklahoma som på mistænkeligvis opstod tæt på sådanne boringer:

https://spectrum.ieee.org/energywise/energy/fossil-fuels/can-wastewater-injection-from-fracking-cause-earthquakes

7
12. juli 2013 kl. 16:27

De store jordskælv opstår (næsten) udelukkende ved eller i nærheden af grænserne mellem de plader som jordens overflade består af. I grænselaget mellem to plader, der forskyder sig langs hinanden (eksempel: St. Andreas brudzonen gennem det vestlige Californien), opstår der ind imellem store spændinger, fordi pladerne ikke altid kan bevæge sig frit i forhold til hinanden, og det har ofte været diskuteret om det ikke var muligt at hindre store jordskælv, ved at "smøre" de steder, hvor pladerne er fastlåst - f.eks. ved at pumpe vand ned igennem passende borehuller, men planerne er hidtil måttet opgives, fordi de ansvarlige for det (sandsynligvis mindre) jordskælv, der ville blive udløst, kunne forvente at blive sagsøgt for de skader som jordskælvet havde medført. Det hjælper næppe ved en domstol at hævde, at man ved at udløse et Richter 7,0 jordskælv, havde hindret et 8,5 jordskælv på et senere tidspunkt (om 50 år måske?)

6
12. juli 2013 kl. 13:49

Nu er der jo ikke (...) ret mange områder i Nordamerika, hvor der er jordskælv (af betydende hyppighed og styrke), samtidig med at der også er forekomster af olie og/eller gas.

? Har du nogensinde hørt om Californien? Ikke at det er specielt relevant for problemet omkring induceret seismicitet, men alligevel.

Sammenlign i øvrigt disse kort:https://s1.hubimg.com/u/2467936_f1024.jpghttps://www.lib.utexas.edu/maps/united_states/shale_gas_and_oil_plays-lower_48_states-2011.jpg

Den største fare ved induceret seismicitet er velsagtens, at det kan føre til hændelser steder, som normalt ikke betragtes som risikoområder.

13
15. juli 2013 kl. 14:37

Jeg åbnede dette kommentarvindue for at udtrykke min glæde over, at du var trådt ud af anonymitetens skygger, og nu bruger dit navn, men opdager så straks derefter at kommentar-vinduet igen skriver "(bruger-ID) 76485".

Så jeg kan jo godt regne ud, at der højst sandsynligt ligger én eller anden bug gemt i koden til ing.dk, og at du så sikkert er helt uforskyldt i den anonymitet, jeg bebrejdede dig. Derfor skal jeg selvfølgelig hermed trække mine kommentarer/anklage derom tilbage - helt og aldeles.

Det ændrer bare ikke ved resten (den faglige del) af mit indlæg.

12
15. juli 2013 kl. 12:11

? Har du nogensinde hørt om Californien?.........

Nu gider jeg normalt ikke spilde krudt på anonyme blabrehoveder, men i dit tilfælde synes jeg, at det er på sin plads at gøre en undtagelse, for det er da vist ikke alt hvad du læser, der fiser ind, hva'.???

Hvis man læser bare én linie længere ned, end du citerer, kan du se at jeg ordret skriver :

..... og de store jordskælv (>6 på Richter-skalen h.h.v. 8 på Mercalli-skalaen) kommer stort set kun helt ude ved forkastnings- og subduktionszonen tæt på Stillehavskysten, og i ret begrænset omfang ind omkring Rocky Mountains, hvor der ofte er vulkansk aktivitet indblandet.
I resten af USA og Canada er der kun meget sjældent (spredte) små-jordskælv.........

Så jeg synes bestemt, at jeg mere end antyder kendskab til Califonien m.m. Resten af din kommentar vil jeg ikke bruge mere tid på, end at henvise dig (og andre) til de historiske optegnelser og kort over seismisk aktivitet - der er tonsvis i en Googl'ing, og de er stort set alle entydige på dette punkt.

5
12. juli 2013 kl. 13:11

Det var også min første tanke. Jorden skælver som den vil, og det er der ikke så meget at gøre ved.

10 små jordskælv i stedet for ét stort kan ikke være det egentlige problem med fracking. Det er vel - som Per skriver - bare en fordel og ikke et problem? Men selvfølgelig skal der forskes i emnet.

Det største problem er vel de kemikalier man fører ned i undergrunden, og forbi / tæt på grundvandet?

4
12. juli 2013 kl. 11:35

Spørgsmålet er, om ikke det er en fordel at lette trykket i jorden med flere og mindre jordskælv, end at vente på at naturen selv opbygger få, men voldsommere jordskælv?

2
12. juli 2013 kl. 10:48

Ja, det er virkelig umuligt at regne ud, at når man ændrer på tryk og termiske forhold i et (stort set) lukket system, så er der noget, der vil/må tilpasse sig de nye forhold. Umuligt......, helt umuligt....!!

1
12. juli 2013 kl. 09:58

Af artiklen får men indtrykket af, at det er fracking for at producere skifergas, der udløser de store jordskælv. Men det er ikke det som står i artiklerne, der refereres til. De store jordskælv optår i forbindelse med de boringer man anvender i USA til at bortskaffe spildevand i (spildevand som i flere tilfælde stammer fra projekter hvor der udføres fracking i olie og gasbrønde). Men der er ifølge artiklerne ikke et link mellem selve det at frakturere for at producere naturgas/olie og store jordskælv.

3
12. juli 2013 kl. 11:22

.... ret mange områder i Nordamerika, hvor der er jordskælv (af betydende hyppighed og styrke), samtidig med at der også er forekomster af olie og/eller gas. Nordamerika ligger på én stor tektonisk plade, og de store jordskælv (>6 på Richter-skalen h.h.v. 8 på Mercalli-skalaen) kommer stort set kun helt ude ved forkastnings- og subduktionszonen tæt på Stillehavskysten, og i ret begrænset omfang ind omkring Rocky Mountains, hvor der ofte er vulkansk aktivitet indblandet.

I resten af USA og Canada er der kun meget sjældent (spredte) små-jordskælv, som stort set aldrig kommer over styrke 5 (Richter). Det er nok til at man kan mærke det (og blive lidt skræmt, hvis man ikke er fortrolig med det), men ikke nok til at det udgør nogen større fare, og med amerikanernes flexible måde at bygge på - med udbredt brug af nittede stålkonstruktioner i de lidt større bygninger, og træ-/X-finerkonstruktioner i de mindre - er faren for store skader absolut minimal i langt størstedelen af landet.

Jeg ville da være meget mere nervøs for jordfaldshuller i den del af landet end for jordskælv, hvis jeg opholdt mig derovre.