Fracking-begejstret konsulent koster Rambøll miljøundersøgelse til 360.000 kroner

En ansats fracking-positive bemærkninger har kostet Rambøll en opgave, hvor virksomheden skulle undersøge miljøkonsekvenserne ved brug af teknologien for den skotske regering.

Rambøll Environ har både mistet en miljøundersøgelsesopgave til en værdi af 360.000 kroner og en erfaren medarbejder, efter at medarbejderens og virksomhedens uafhængighed blev draget i tvivl.

Sagen startede i februar, hvor den skotske regering hyrede Rambøll Environ til at undersøge de mulige miljøkonsekvenser ved brug af fracking i landet. I dag er der et moratorium for den omdiskuterede teknologi, men den skotske regering havde bedt tre rådgivere undersøge forskellige aspekter af teknologien. Rambøll Environ vandt miljøundersøgelserne og satte senior konsulent Katharine Blythe i spidsen for undersøgelsen.

Læs også: Ekspert: DTU-direktør krænker ytringsfriheden

Kort efter begyndte avisen Herald Scotland imidlertid at interessere sig for, hvor upartisk hun og Rambøll Environ egentlig var.

Svoren tilhænger af fracking

En gennemgang af hendes sociale profiler viste blandt andet, at hun var medlem af gruppen ‘Fed up of anti fracking disruption and nonsense’ – som bedst kan oversættes til ‘Træt af antifracking-forstyrrelser og nonsens’. Desuden havde hun flere gange diskuteret intenst med modstandere af fracking.

Læs også: Facebook-regler skyller ind over danske virksomheder

Da avisen konfronterede hende med hendes udsagn, nægtede hun at kommentere dem og slettede sine profiler.

I løbet af 24 timer havde den skotske regering droppet aftalen med Rambøll Environ – efter ‘gensidig aftale'.

»Vi er selvfølgelig skuffede over ikke at kunne bibringe undersøgelsen vores globale ekspertise,« sagde lederen af Rambøll Environs globale afdeling ‘Impact Assessment and Planning’, Matt Davies, til avisen. Han betegnede det som et enkeltstående tilfælde.

Krav om bedre kontrol

Sagen har imidlertid fået både miljøorganisationer og parlamentsmedlemmer til at kræve, at regeringen undersøger de rådgivere, der byder på forskellige opgaver for at forhindre eventuel bias.

»Vi stoler på, at andre og fremtidige kontrakter vil blive nøje undersøgt for at sikre, at byderne er uafhængige og ikke forudindtagede,« sagde talsmand fra foreningen af lokale protestgrupper Donald Campbell således til avisen.

Læs også: Ryd op i din Facebook-profil

Katharine Blythe har siden opsagt sin stilling hos Rambøll Environ. Det bekræfter Matt Davies over for Scottish Energy News.

Kommentarer (4)

"investigate the environmental impact of fracking" går jo sådan set kun ud på at læse eksisterende materiale på området og derefter sende et referat videre.

Man må formode at referatet allerede er parat i skuffen hos Rambøll Environ da de jo gerne skulle have noget ekspertice på området.

Skotterne er kloge nok til ikke at smide en masse penge efter undersøgelser som andre allerede har lavet. Gid man var bedre til det herhjemme så slap man for en masse dyre konsulenter som alligevel finder det hele på google.

  • 5
  • 0

"En gennemgang af hendes sociale profiler viste blandt andet, at hun var medlem af gruppen ‘Fed up of anti fracking disruption and nonsense’ – som bedst kan oversættes til ‘Træt af antifracking-forstyrrelser og nonsens’. Desuden havde hun flere gange diskuteret intenst med modstandere af fracking."

&

Konsekvensen:

"Da avisen konfronterede hende med hendes udsagn, nægtede hun at kommentere dem og slettede sine profiler. I løbet af 24 timer havde den skotske regering droppet aftalen med Rambøll Environ – efter ‘gensidig aftale'."

&

Management-speak:

"»Vi er selvfølgelig skuffede over ikke at kunne bibringe undersøgelsen vores globale ekspertise,« sagde lederen af Rambøll Environs globale afdeling ‘Impact Assessment and Planning’, Matt Davies, til avisen. Han betegnede det som et enkeltstående tilfælde."

Nu vises vi ingen eksempler på hvad 'intens debat' er, men der skal (burde) fa'me meget til før ytringer i et fagspecifikt, halvoffentligt regi skal have konsekvenser for ens arbejdsliv. Dette er skammeligt, både for Rambøll og for hele konsulentbranchen som helhed, da sager som denne langt fra er enestående.

Dette indlæg vil formodentligt dertil være et rødt mærke i mit skygge-CV i fremtiden. Oh well.

  • 1
  • 1