FOTOS: Så meget ravage kan små stumper rumskrot lave
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

FOTOS: Så meget ravage kan små stumper rumskrot lave

Små stykker rumskrot kan lave stor skade, viser ESA's laboratorie-test. Illustration: ESA

Den udtjente raket, der forventes at ramme jorden den 13. november, udgør en forsvindende lille risiko for mennesker på Jorden, oplyser den europæiske rumorganisation ESA. Men de stigende mængder rumskrot, der suser rundt i kredsløb om Jorden kan til gengæld volde stor skade på satellitter og rumfartøjer.

Hvert år bliver millioner af dollars brugt på at få satellitter til at lave undvigemanøvre og undgå kollision med rumskrot. Men rumaffald, der er for småt til at blive spottet af radar, kan stadig lave massiv skade på rum-elektronikken.

Læs også: Soyuz-drama: Måtte manøvrere uden om rumskrot

Et stykke rumskrot på få centimeter er mere end rigeligt til at sætte en kommunikationssatellit ud af spillet. Rumskrottet bevæger sig med hastigheder på omkring 10 km/s - omkring 10 gange hastigheden på en kugle affyret fra en pistol. Det betyder, at et stykke affald på blot én centimeter i diameter kan ramme satellitter og rumfartøjer med en kraft, der svarer til eksplosionen fra en granat, viser en udregning fra ESA.

Skyde hul med et sandkorn

Det Europæiske Rumagentur tester konsekvenserne af sammenstød med højhastighedsaffald i både teori og praksis. Med gaskanoner og elektrostatiske acceleratorer kan organisationen simulerer sammenstød - og resultaterne er markante.

28 mm gange 12 mm måler hullet i aluminiumspladen efter simuleringen af mødet med et lille stykke rumskrot Illustration: ESA–G. Porter

For eksempel er det lykkedes at skyde hul i en aluminiumsplade med intet mere end et stykke aluminiums oxid på størrelse med et sandkorn.

Læs også: Space Fence skal beskytte astronauter og satellitter mod rumskrot

Lockheed Martins såkaldte Space Fence, som Ingeniøren beskrev i går, er designet til at spotte objekter, der ikke opdages med det tilgængelige udstyr i dag. Ifølge forsvarsgiganten sværmer over 100.000 genstande på fem centimeter eller mere rundt i kredsløb om Jorden, men kun objekter på størrelse med en basketbold - omkring 20.000 - kan i dag trackes af det amerikanske luftvåben.

De hurtige - og indtil videre usynlige - objekter udgøre ifølge ESA en seriøs risiko for både ubemandet og bemandet rumfart.

En del af ISS's forsvar mod rumskrot er vævet af kevlar og nextel. Her har en aluminiumskugle revet sig igennem materialet. Illustration: ESA-Stijn Laagland
Sidste del af ISS-skjoldet stoppede projektilet. Hele skjoldet er i rummet 12,8 cm tykt. Illustration: ESA–S. Laagland

ISS kan klare de mindste stykker skrot

I test af Den Internationale Rumstations sikkerhed har ESA affyret en aluminiums-kugle med en diameter på 7,5 mm med 7 km/s mod det såkaldte Whipple-skjold, der beskytter de bemandede dele af ISS.

Læs også: Russisk rumfartøj ude af kontrol

Kuglen gennemtrængte et isoleringstæppe og en 1 mm-tyk aluminiumsplade og rev igennem et letvægts-stof, der er vævet af blandt andet kevlar og er stærkere end stål. Kuglen stoppede først, da den mødte den inderste 3 mm tykke aluminiumsmur, fremgår det af ESA’s test.

På plussiden viser testen, at skjoldet kan klare sammenstød med de mindste stykker rumskrot. Den lille aluminiums-kugle repræsenterer dog ifølge rumagenturet den øvre ramme for, hvad skjoldet er lavet til at modstå.

Hubble kvæstet af rumaffald

Et 2,5 mm stort hul i Hubbles solpanel Illustration: European Space Agency, ESA

Rumskaderne er ikke kun teoretiske fænomener i ESA’s testlaboratorier, men antallet af fatale sammenstød er dog indtil nu overraskende få.

I 2009 kolliderede et rumfartøj med en død russisk militær-satellit. Sammenstødet smadrede fartøjet - og skabte 2.000 stykker rumskrot til den betydelige samling.

Mindre kollisioner kan lave betydelige skader på rumudstyret uden at smadre det helt. Da Hubbles solpaneler i 2002 blev hentet tilbage til jorden efter over 8 år i rummet, var de prydet med kratere efter mødet med vildfarne stykker rumskrot. Ligeledes har NASA måtte udskifte flere vinduer i rumfærger, efter at de blot blev ramt af malingstumper.

Se her, hvordan rumaffaldet fordeler sig i kredsløb om jorden:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er vel for dyrt at rydde op?

Historier om rumskrot lyder altid meget dramatiske, fordi energien svarer til at hvert stykke er en lille mine, men i praksis er de jo meget tyndt fordelt.

Nu er de jo tydeligvis ikke helt jævnt fordelt, men hvis du tog de anslåede 100.000 genstande og antog at de alle er i samme højde ikke så langt fra Jorden - Jorden har et overfladeareal på 510 mio. km^2 ifølge Wikipedia - så har hver genstand 5100 km^2 for sig selv. Alt for tyndt til at man kan sende et skraldefartøj ud.

Måske kunne man skyde dem med en laser? De er vist ved at blive kraftige nok til militært brug. Et problem, ud over om man overhovedet kan ramme noget på den afstand, er måske at hvis man skyder dem fra jorden, så skubber man dem længere ud, og man ville nok egentlig helst have trukket dem ind i atmosfæren så de brænder op.

  • 3
  • 0

Det er ikke mange dage siden jeg læste om et ESA projekt hvor de netop arbejder med strategier for håndtering af rumskrot via specialiserede satellitter til deorbit eller flytning af udtjente satellitter. Kan findes på ESAs hjemmeside. Så der er heldigvis folk der allerede tænker over dette!

For at kunne lave deorbit eller flytte udtjente satellitter skal man opsende en ny satellit til at stå for dette. Problemet er blot at opsendelse er rasende dyrt hvorfor der ikke rigtigt er kommet gang i disse aktiviteter endnu.

Heldigvis arbejdes der nogle steder i branchen på at genbruge raketter i større eller mindre grad. SpaceX arbejder som bekendt på at få tændstikker til at stå lodret, ULA arbejder på at genbruge motorsektionen på deres nye Vulcan platform mens engelske Reaction Engines arbejder på et rumflykoncept eller rettere en ny motortype til sådan et rumfly som tillader 200 flyvninger med samme airframe.

God introduktion til Skylon her:
https://youtu.be/86X3gkLjC9Y
https://youtu.be/r6vgdgif374

  • 0
  • 0

Så vidt jeg ved bevæger tredje trin fra Apollo 11 sig stadig rundt i en bane omkring solen. Så det er ikke kun de lave jordbaner der er plaget af efterladenskaber fra stormagternes lidt egoistiske brug af rummet.

  • 1
  • 1

Det er da lidt komisk, at vi som mennesker, stadigvæk sviner som intet andet.

Jeg ville tro, at når man var på opdagelse, at man ville efterlade miljøet med så lille et fodaftryk som det overhovedet er muligt. Men som om at det hele stadigvæk arbejder efter "ude af øje ud af sind". Og det må da siges at være komisk, i de store og voldsomme projekter som rumforskning og lign. at vi ikke en gang tænker en hel livscyklus til ende.

Hvordan ville det ikke være, hvis man lavede forskning på sarte steder på jorden. Og når man er færdig bare dumper alt materiel og affald på stedet, fordi nu var man jo færdig, og materiellet skal man jo ikke bruge mere.

Er rumforskning virkelig stadigvæk så langt bagud, at man stadigvæk har tankegang med man bare efterlader sit brugte materiel og affald hvor det er. Det må jo siges at være katestrofalt når vi tænker ind hvor mange resourcer vi reelt bruger på at få ting og mennesker ud i rummet, at vi ikke en gang gider at tænke det hele færdigt.

Det er uhyggelig gammeldags i mine øjne.

Gad vide om AAU, med deres cubesatelit har tænkt, hvad de gør når deres satelit har udtjent sin værnepligt?

  • 1
  • 0

Det er sådna at når man placere satelitter i kredsløb i dag så skal de indeholde brændstof og procedure til at foretage deorbit når de er udtjente. Det virker selvfølgelig ikke altid og satelitter kan jo gå helt i sort. Altså er man begyndt at tænke affaldsproblemet ind i projekter i dag, men sådan var det ikke tilbage i guldalderen.

  • 0
  • 0

Hvordan ville det ikke være, hvis man lavede forskning på sarte steder på jorden. Og når man er færdig bare dumper alt materiel og affald på stedet, fordi nu var man jo færdig, og materiellet skal man jo ikke bruge mere.

Jeg tænker lidt at grunden skal findes flere forskellige steder.

Økonomi driver jo, i dag, ligesom dengang, det meste af verden... Så mon ikke man har lavet lidt Cost/Benefit analyser på det, og blot konstateret at omkostningerne ved at fjerne skrottet igen; simpelthen var for høje...

Når det så er sagt, kan man jo så diskutere om de ikke selv kunne forudsige at det engang ville blive et problem... men... Da man startede med at sende satellitter i kredsløb i 60'erne, var der nok ikke mange som kunne forudse hvor stor en ting det pludselig ville blive (kommunikation, radio, internet, GPS, kort, geografiske undersøgelser, osv. osv. osv.).

Inden for luftfarten opererer man løst med noget vi kalder "the big sky theory"... og helt basalt går det bare ud på; at to objekter som bevæger sig vilkårligt i et tredimensionelt rum, vil med stor sandsynlighed aldrig kollidere.
Denne teori har i mange år retfærdiggjort flyvninger på kryds og tværs af kloden, uden at holde nærmere opsyn med hvem der fløj hvor, og i hvilken retning... fordi sandsynligheden for at kollidere var så forsvindende lille...

Mon ikke man i 60'erne har skelet lidt til denne idé, da man planlagde de mange rum-missioner.

Dog skal det nævnes at implicit i denne "teori", bliver sandsynligheden bestemt af 3 faktorer: antallet af objekter i rummet, hastigheden af objekterne, og størrelsen af objekterne.

Og nu... 50år senere... er antallet af objekter steget så meget, og størrelsen på især nogen af objekterne (f.eks. ISS) blevet så store; at ideen om "the big sky theory" ikke længere holder.

  • 0
  • 0

Gad vide om AAU, med deres cubesatelit har tænkt, hvad de gør når deres satelit har udtjent sin værnepligt?

Den nyeste er i et ret lavt kredsløb med betydelig luftmodstand (hvilket er grunden til at ISS skal boostes ret ofte). Uden at have regnet på det vil jeg gætte på at dens tid i kredsløb snarere skal måles i måneder end år. Tidligere cubesats er i solsynkront kredsløb i 8-900 km højde. Jeg mener at beregningerne siger at de bliver i kredsløb op til 100 år, men de er ikke specielt farligt skrot. En cubesat er stor nok til let at kunne spores, og der er ikke noget der sådan lige "falder af".

  • 0
  • 0

"The Kessler Syndrome is a theory proposed by NASA scientist Donald J. Kessler in 1978, used to describe a self-sustaining cascading collision of space debris in LEO. It’s the idea that two colliding objects in space generate more debris that then collides with other objects, creating even more shrapnel and litter until the entirety of LEO is an impassable array of super swift stuff. At that point, any entering satellite would face unprecedented risks of headfirst bombardment"
http://www.spacesafetymagazine.com/space-d...

  • 0
  • 0