Forundring hos Amagerforbrænding: Afslag givet før udvalgsmøde har fundet sted
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forundring hos Amagerforbrænding: Afslag givet før udvalgsmøde har fundet sted

Endnu inden Teknik- og Miljøudvalget har været samlet, har teknik- og miljøborgmester Ayfa Baykal (SF) meldt ud, at Amagerforbrænding vil få nej til en lånegaranti til at bygge det meget omtalte forbrændingsanlæg med skibakke på toppen.

Afslaget vil reelt gøre det umuligt for værket at modernisere og udvide forbrændingsanlægget på Refshaleøen med to nye ovnlinjer.

Projektet har ellers fået det blå lånegaranti-stempel fra tre af de fem ejerkommuner, nemlig Hvidovre, Tårnby og Dragør.

Læs også: Se Amagerforbrændings kunstige skibakke

Direktør for Amagerforbrænding Ulla Röttger er overrasket over udmeldingen, som motiveres med, at en udvidelse vil være dårlig for miljøet og bremse interessen for alternative metoder til affaldshåndtering.

»Vi synes ikke, at man forholder sig til, at der en masse affald, der skal behandles på den mest miljøvenlige måde. En teknologi som Renescience er efter vores bedste overbevisning slet ikke klar endnu. Vores livscyklusvurdering viser faktisk, at det er bedre at brænde affaldet, end hvis man skal øge affaldsmængden og lave biogas af det bagefter,« siger Ulla Röttger.

Amagerforbrænding har været aktiv deltager i udvikling af Renescience-teknologien gennem flere år. Teknologien går kort fortalt ud på at omdanne en stor del af usorteret affald til en brændbar masse ved hjælp af kogning og tilsætning af enzymer.

Mindre anlæg ikke rentabelt

Projektet med et nyt forbrændingsanlæg omfatter - foruden den prisbelønnede skibakke designet af Bjarke Ingels - to ovnlinjer med en kapcitet på 35 ton affald i timen.

Ovnene vil være i stand til at afbrænde 560.000 ton affald om året, men Amagerforbrænding har kun fået tilladelse af Energistyrelsen til at brænde 440.000 ton affald om året de næste fem år. Hvis værket vil afbrænde mere, skal det være biomasse.

»Vi har ikke tænkt os at importere affald. Vi vil bruge en større kapacitet pr. time til at variere forbrændingskapaciteten og for eksempel brænde mere affald af, når det er vinter og der er mere brug for varmen,« siger Ulla Röttger.

Hun tilføjer, at hvis affaldsmængderne mod forventning skulle dale, så kan man brænde biomasse af i værket.

Ifølge udvalgsdokumenter fra Teknik- og Miljøudvalget er Amagerforbrænding dog flere gange blevet bedt om at udarbejde et alternativ til projektet med bare én ovn-linje, men bestyrelsen har 'stik mod Teknik og miljøudvalgets ønske' alligevel besluttet de to ovnlinjer.

Til det siger Ulla Röttger:

»Vi har da udarbejdet forslag med bare én ovnlinje, men da vi forelagde den for vores bestyrelse - som jo er højeste myndighed for selskabet - så mente de ikke, at vi skulle gå videre med det, fordi vi ikke ville kunne få en business-case ud af én ovnlinje, og fordi vi så ikke ville kunne behandle københavnernes affald,« siger hun.

Hun tilføjer, at hvis man ville bygge et halvt så stort anlæg, så er der ikke økonomisk basis for at installere katalysator og et vådt røgrensningsanlæg, som er en betydelig gevinst for miljøet. Plus at det store anlæg kan give betydelige driftsbesparelser.

Der er møde i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 12. december, hvorefter udvalgets indstilling skal behandles i økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Dokumentation

Om Amagerforbrændings nye anlæg
Teknik og miljøforvaltningens indstilling til udvalget

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Amager bakke - eller Bjarke Ingels projekt med en skibakke ovenpå det nye anlæg - er sådan set ikke finansieret og har dermed intet med Amagerforbrændingens tekniske løsning til 4 mia. kr. at gøre. Prisen for at lave dette udbud og få Bjarke Ingels' løsning udviklet bør derfor ikke kobles til den tekniske løsning, på 4 mia, som er den, miljøborgmesteren ønsker ændret.

Det centrale i miljøborgmesterens pointe er, at vi skal neddrosle affaldsforbrænding over de næste 30 år, fordi vi skal videre i retning af genanvendelse, genbrug og affaldsminimering. Der er ikke tale om spildte 84 mio., for der skal laves en nedskaleret løsning af samme tekniske type - meget kan genbruges.

Jeg er sikker på, at når vi ser et nyt projektforslag på en mindre teknisk løsning, så kan skibakken rettes til og etableres ovenpå denne - hvis man altså kan finde den nødvendige finansiering til indpakningen.

Når DN ser beslutningen som rigtig, er det fordi, Danmark nu har ligget på niveau 2 i affaldshierarkiet i 30 år - og vi må se at komme videre. Fjernvarmen skal i stigende grad genereres fra geotermi og store varmepumper, og affaldsforbrændingen skal drosles ned til kun at brænde hvad der ikke kan genanvendes. Denne udvikling understøttes ved at installere en lavere kapacitet på landets affaldsforbrændingsanlæg, startende med Amagerforbrændingen. Vi siger tak til et fremsynet Teknik- og Miljøudvalg i København.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten