Fortidens doping indhenter sportsudøvere

I fremtiden kan dopingsyndere få frataget medaljer helt op til otte år efter, de har vundet dem. I takt med at nye test udvikles, vil sportsfolkene nemlig kunne risikere, at blodprøver fra konkurrencer tages op af fryseren år efter og analyseret med metoder, der ikke fandtes, da konkurrencerne blev afholdt.

»Budskabet er, at hvis man er idrætsudøver og bruger dopingstoffer, skal man aldrig vide sig sikker,« siger sekretariatschef Finn Mikkelsen fra Anti Doping Danmark.

Et eksempel på det scenarium udspiller sig i øjeblikket på laboratorier i Schweiz og Frankrig på opfordring fra den Internationale Olympiske Komite (IOC) og det internationale antidopingagentur, Wada. 1.000 blodprøver fra sommerens OL er fundet frem fra fryseren og testes lige nu for det EPO-lignende dopingmiddel Cera, der hidtil ikke har kunnet spores med andre EPO-test.

1.000 blodprøver fra sommerens OL er fundet frem fra fryseren og testes lige nu for det EPO-lignende dopingmiddel Cera, der hidtil ikke har kunnet spores med andre EPO-test. Om et par uger vil det derfor vise sig, om atleterne fra OL i Beijing havde rent blod i årerne. (Originalfoto: Polfoto) Illustration: KEVIN FRAYER/AP

Ødelæggende for sporten

Om et par uger vil det vise sig, om atleterne fra OL i Beijing havde rent blod i årerne. Hvis ikke, falder der brænde ned, mener Finn Mikkelsen:

»Jeg er sikker på, at hvis man finder noget fra Beijing i år, så får det også konsekvenser.«

Det er op til Wada at afgøre, hvad konsekvenserne bliver, men medaljefratagelse og karantæne er to gode bud, mener Finn Mikkelsen.

Idrætsforsker Verner Møller, Aarhus Universitet, mener dog, at det nye initiativ vil være ødelæggende for sporten, fordi det dræber fascinationen og den spontane begejstring over vinderen. Der kommer til at hænge en evig mistanke over sejrende atleter, og det er ikke rimeligt, siger han.

»Hvis ikke man vil slå sporten ihjel, bliver man nødt til at indstille sig på, at dopingkontrolsystemet aldrig bliver perfekt. Der vil altid være nogle, der formår at snyde systemet, men testsystemet bliver trods alt hele tiden forbedret, så det bliver stadig vanskeligere for atleterne at snyde.«

Et politisk signal

Finn Mikkelsen mener, at den holdning ikke er ret konstruktiv.

»Der bliver investeret mange penge over hele Jorden i at vinde medaljer, ved for eksempel de Olympiske Lege, så alle er interesseret i, at dem, der får medaljerne, har gjort sig fortjent til dem.«

Dopingforsker og læge for cykelholdene Team CSC og Astana Rasmus Damsgaard mener, at metoden er et politisk signal, som ikke ændrer ved, at sportsudøvere vil blive ved med at dope sig:

»Det har ikke noget med relevant antidopingarbejde at gøre, men hvis det skræmmer udøverne, så det virker præventivt, er det jo fint.«

Grænsen på de otte år er fastsat af IOC og følges også af andre organisationer. Om de gamle prøver i fremtiden skal testes igen er op til ejerne af prøverne, for eksempel den internationale cykelunion (UCI), Wada eller andre antidopinginstanser.

Emner : Medicin