For at kunne få et indtryg af hvor hurtigt pengene får ben at gå på ville det være rart med estimater på hvad de enkelte dele koster (en slags "kinesisk" menu).
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Over de næste år skal Forsvarets budget stige til 52 milliarder kroner årligt. Det har regeringen aftalt med Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og SF. Målet er, at forsvarsbudgettet skal op på to procent af BNP, og det vil hvert år kræve 18 milliarder kroner mere, end Forsvaret får i dag.
Fastholdelse og rekruttering af personel er et problem og kommer til at lægge beslag på nogle midler, men også på materielsiden står Forsvaret foran en opgradering.
Budgetløftet kommer efter år med besparelser, og samtidig stiller et ændret trusselsbillede nye krav. I mange år har opgaven lydt på udsendelse af relativt små enheder til konflikter langt borte – nu gælder det evnen til at kunne mobilisere kampparate enheder mod især Rusland. Her får du syv nedslag på områder, der kan stå foran en opgradering.
Forsvaret har i dag så lidt ammunition på lager – såvel til geværer som til kampvogne og artilleri – at soldaterne må træne uden eller med løst krudt. Blandt årsagerne er, at den spanske ammunitionsproducent Expal, som havde vundet udbuddet på at levere til Forsvaret, ud af det blå opsagde aftalen i sommer. Og i forvejen var lagrene på grund af besparelser på det absolut minimale.
Siden har Forsvaret forsøgt at købe ind på små kontrakter, men der er rift om ammunition, og priserne er steget voldsomt.
Hærens gamle ammunitionsfabrik nær Frederikshavn blev opkøbt af netop Expal i en privatiseringsøvelse i 2008, men lukket i 2020. Og selv hvis den stadig fandtes, skulle den købe sine råstoffer på verdensmarkedet, hvor der er knaphed.
Generelt skal Forsvarets lagre fyldes op med udrustning, køretøjer og reservedele efter års besparelser. Det bedste udstyr er for længst overført til den kampbataljon på 800 soldater, som skal kunne stille på fem dage. Resten er slidt og går på skift i resten af forsvaret.
I 2023 lander de første ‘danske’ kampfly af typen F-35A på Flyvestation Skrydstrup, hvor de skal erstatte F-16. Men allerede før ankomsten lyder der kritik af, at Danmark med jagerflykøbet for 14 milliarder får alt for få.
Sammenlagt har riget købt 27 fly af Lockheed Martin, og de ventes at være i fuld drift i 2027. Kun omkring 20 fly vil dog komme til Danmark, de øvrige skal blive i USA til træning og vil kun krydse Atlanten i en alvorlig krise.
Af dem, som skal bo i Danmark, vil et antal løbende stå på jorden til reparation eller overhauls. Flyvevåbnet vil altså råde over markant færre fly end for eksempel Finland med 64 og Norge med 54 fly.
Inden flyene lander, skal det såkaldte Campus F-35 opføres. Det er i sig selv et milliardprojekt, som bliver dyrere og dyrere, også på grund af skrappe amerikanske krav.
Flyene skal blandt andet beskyttes imod elektronisk krigsførelse, og også selve byggeriet skal bevogtes under opførelsen, så det ikke er muligt at placere spionudstyr.
De danske fregatter er udstyret med Harpoon- og Sea Sparrow-missiler med begrænset rækkevidde, som de kan bruge til at forsvare sig selv med mod angreb fra skibe og fra fly.
Potentialet og forventningen fra Nato er dog større. De danske fregatter af Iver Huitfeldt-klassen er udstyret med multimissil-launchere, men de er i dag tomme.
Derfor har Danmark efter års forsinkelse købt 50 SM-2-missiler af Raytheon Missiles & Defense for 643 millioner kroner. De er lavet til at nedskyde fly, helikoptere og krydsermissiler. Rækkevidden er 300 og 400 kilometer, så de kan bruges til såkaldt områdeforsvar. Missilerne leveres i 2026.
Samtidig har en arbejdsgruppe i længere tid undersøgt indkøb af SM-6-missiler, som kan bruges til at skyde kortrækkende ballistiske missiler ned med, når de genindtræder i atmosfæren.
At kunne skyde interkontinentale missiler ned uden for atmosfæren kræver SM-3 missiler, som også ville kunne affyres fra fregatterne.
Der er afsat et rammebeløb på 750 millioner kroner til indkøb af et par overvågningsdroner til Arktis, som sammen med satellitter skal råde bod på Danmarks dårlige overblik over den nordligste del af Rigsfællesskabet.
Endnu er der ikke kommet noget ud om udfaldet af analysearbejdet før indkøbet, men alt peger i retning af MALE-droner (Medium-Altitude Long-Endurance), som skal flyve fra blandt andet Kangerlussuaq.
Det kunne for eksempel være den 12 meter lange amerikanske MQ-9 Reaper-drone eller, hvis der graves dybere i lommerne, de endnu større Global Hawk-systemer.
Der er dog også dem, som peger på, at Danmark bør råde over et såkaldt AWACS-overvågningsfly, som kan supplere en planlagt overvågningsradar på Færøerne. Selv med en sådan i drift vil det nemlig stadig være muligt at flyve uopdaget ned langs den grønlandske østkyst.
Danmark har lovet Nato at være klar med en komplet kampklar brigade med 4.000 mand ved udgangen af 2023 – hærens største enhed. Det er den såkaldte 1. brigade, som er Danmarks eneste operative af slagsen, og som tidligere har leveret mandskab til blandt andet Irak- og Afghanistan-missionerne.
Sidste år stod det dog klart, at Forsvaret ikke når at blive klar. For at brigaden skal kunne gå i krig på egen hånd, kræver det – ud over at kunne stille med de mange soldater – også våben og køretøjer, heriblandt kampvogne. Blandt andet mangler der en kampenhed i form af 44 nye Leopard 2 A7- kampvogne.
Mindst lige så alvorligt er det dog, at der endnu ikke er indkøbt luftforsvar til brigaden, hvilket er livsnødvendigt, hvis den skal operere selvstændigt. Det vurderes at tage i hvert fald til 2025, før det kan købes og indfases.
Ud over ubåde – som nævnt herunder – er der også et stort ønske i Søværnet om at få flere mindre overfladeskibe, som egner sig til at blive brugt i de danske farvande, hvor fregatter er for store.
I 2021 blev det besluttet at udvikle nye patruljeskibe, som ud over militære opgaver og search and rescue kan erstatte de ældre miljøskibe og rydde op efter havmiljøulykker.
Den multirollefunktion er der dog bred skepsis over for. Frygten er, at de vil blive begrænset af deres mange funktioner og ikke være gode til nogen af dem.
I stedet lyder ønsket på nye korvetter og dertil mineryddere. Sidstnævnte vil være nemmere at bygge miljøopgaven ind i.
Søværnet mangler også antiubådstorpedoer og dyppesonar til Seahawkhelikopterne, ny sonar til fregatterne, ammunition generelt samt udstyr til minerydning.
To-fire kystubåde bør stå helt i toppen af Søværnets ønskeliste for militært isenkram, lyder det fra både borgerlige partier og forsvarskilder.
Den danske ubådskapacitet blev udfaset i 2004. Men Søværnet vil allerede kunne dykke igen om få år, hvis politikerne skriver kontrakt med ThyssenKrupp Marine Systems om anskaffelsen af typen 212A, som reelt er den eneste ubåd på markedet, som kan løse danske behov.
Sådan lyder det fra Johannes Riber, orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og ph.d.-studerende i maritim sømagt og småstater ved Københavns Universitet. Han ser to områder, hvor nye danske ubåde kunne spille en stor rolle.
»Det ene område er Østersøen. Bevæger vi os derind med flådeenheder eller for den sags skyld fly, er det relativt risikabelt, fordi den russiske teknologi har bevæget sig så langt, at der vil være en høj missiltrussel. Skal man derind, fordi man gerne vil samle informationer, spionere og have efterretninger, er ubåde den eneste flådeenhed, der kan gøre det med relativt lav risiko,« siger Johannes Riber.
Det andet område er netop Grønland og Arktis. Her har Danmark meget lidt overblik over, hvad der sker, uanset om det er i luften, til vands eller i særdeleshed under havoverfladen.
»Russerne har langt større flådeaktivitet i området, end de havde for 10 og 20 år siden. Men vi er relativt blinde deroppe. Her er der forventninger fra USA og Nato til, at Danmark tager større del i den del af overvågningen og indhentning af informationer,« siger Johannes Riber.
