Forsvarets Hercules-fly skal undersøges for revner ved vingerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forsvarets Hercules-fly skal undersøges for revner ved vingerne

Danmarks fire C-130J har fløjet siden 2004, og ingen af dem er endnu oppe på 15.000 flyvetimer. Illustration: Forsvaret

Flyproducenten Lockheed Martin har meddelt Forsvaret, at det skal inspicere alle fire danske C-130 Hercules-fly for revner, hvor ydervingerne er fastgjort til den centrale vingeboks over skroget.

Inspektionen er blevet nødvendig, efter at det amerikanske flyvevåben fandt 'atypiske' sprækker i den nedre såkaldte rainbow fitting på et enkelt eksemplar af det populære militære transportfly.

Fejlen, som i yderste fald kan medføre at vingerne kan løsne sig, var så alvorlig, at USA's flyvevåbens transportenhed, Air Mobility Command, valgte at give 123 ud af sine 450 C-130H og C-130J-fly flyveforbud, indtil de var undersøgt nærmere.

91 af dem er siden frikendt og sendt tilbage i tjeneste, men der blev fundet en enkelt som havde samme type sprækker, som nu skal udbedres.

Når de danske Hercules-fly ikke har fået flyveforbud som de amerikanske, skyldes det, at Lockheed Martin vurderer, at risikoen først er akut, når flyene har fløjet over 15.000 timer.

Det har de danske ikke.

»Lockheed Martin har som følge af denne situation udsendt meddelelse om gennemførelse af en inspektion indenfor 30 dage for de fly, der ikke har overskredet tærskelværdien for grounding. Dette er fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses side iværksat for de danske C-130J«, lyder det skriftligt fra Nils Bjørlig, typeansvarlig for flyene.

Vil ikke gå ud over opgaver

De omfattede amerikanske fly har det til fælles, at de endnu ikke har fået udskiftet den centrale vingeboks, som forbinder vingerne hen over skroget på det højvingede turboprop-fly.

Det amerikanske luftvåben begyndte udskiftningen af vingeboksen på mange af dets Hercules-fly, efter at det i 2006 opdagede, at der opstod sprækker i samlingen hurtigere end forventet.

Heller ikke de danske fly er blevet opgraderet til en extended service life center wing box, som producenten kalder den.

Derfor må Flyvevåbnet nu i gang med inspektionerne, som forventes at tage omkring 16 mandetimer per fly. Vurderingen er, at inspektionerne ikke vil gå ud over flyenes opgaver.

»Selve inspektionen udføres ved, at adgangsdøre i vingen demonteres for at kunne komme ind i vingen til det berørte område. Rainbow fittinger i vingen bliver først visuelt undersøgt og herefter undersøgt for revner ved anvendelse af hvirvelstrøm«, lyder det fra Nils Bjørlig.

»Hvis der findes revner i det berørte område, så tages berørte fly ud af drift, indtil defekte dele er udskiftet. En sådan reparation vurderes at ville tage op til 2 måneder per fly at gennemføre afhængigt af skadens omfang,« lyder det.

Danmark modtog det første af de fire C-130J-30 Super Hercules-fly i 2004 efter at have fløjet med en tidligere model siden 1975.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"som i værste fald kan medføre, at flyene taber vingerne"
En nærmere analyse af kræfterne i flykonstruktionen kunne indikere, at man snarere skulle være bekymret for, om vingerne tabte resten af flyet.

  • 12
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten