Forsvaret: Irakiske ingeniører er da velkomne til at søge job hos os

Årsagen til at nogle af de irakiske ingeniører, som var tolke for den danske bataljon i Irak, ikke efterfølgende har kunnet få arbejde herhjemme i Forsvaret som ingeniører, er bundforskellig alt efter, om forklaringen kommer fra IDA eller Forsvaret selv.

IDA siger, at Forsvaret har sagt nej til irakerne, fordi de ikke har et dansk pas. Forsvarets sektion for civilt ansatte siger, at irakere skam er velkomne. Statsborgerskabet er slet ikke af betydning for en ansættelse. Det er derimod ens kvalifikationer, og om man kan sikkerhedsgodkendes.

De 13 irakere med forskellige ingeniør-uddannelser kom til Danmark i sommeren 2007. Oprindeligt var de ikke en del af tilbagetrækningsaftalen fra det krigshærgede land. Dele af Forsvaret lagde dog pres på regeringen ved at pege på, at tolkene og deres familier på grund af samarbejdet med de danske styrker var i risiko for gengældelsesaktioner fra militsstyrker og oprørsgrupper.

IDA og jobbureauet Komplement, etableret i samarbejde med IDA og Ingeniørernes Arbejdsløsheddskasse, tog sig af at forsøge at skaffe arbejde til de irakiske ingeniører. En af de 13 irakere er i dag i praktik, men trods flere henvendelser fra forskellige firmaer har de resterende intet at lave.

Et af de firmaer, som henvendte sig sidste år for at høre om irakernes kvalifikationer var Forsvaret selv, lyder det fra IDA og Komplement. Henvendelsen resulterede dog i, at Forsvaret nogle måneder senere sagde, at man alligevel ikke var interesserede i arbejdskraften. Forsvaret ansætter ikke personel med et ikke-dansk statsborgerskab, lød begrundelsen ifølge IDA.

Irakere kan ikke blive linieofficerere - men alt andet

IDA-formand Lars Bytoft befinder sig i øjeblikket på ferie, men bekræfter over for Ingeniøren forløbet. Han kan dog ikke erindre fra hvilken kilde, at oplysningen om Forsvarets afslag stammer fra.

Forløbet resulterede i, at IDA den 14. maj 2008 sendte et brev til Forsvarsminister Søren Gade (V). Heri opfordrede interesseorganisationen ministeren til at lave en særregel for de irakiske ingeniører.

  1. juni 2008 modtog IDA et brev fra en embedsmand hos Søren Gade. Vedkommende oplyste, at IDAs ønske var blevet sendt videre til Forsvarskommandoen, som er den øverste myndighed inden for Forsvaret. Forsvarskommandoen vil besvare henvendelsen. Dette svar har IDA dog stadig til gode.

»Vores regler er ellers klokkeklare. Man behøver ikke et dansk pas. Vi har ansat flere med et ikke dansk-statsborgerskab og vil gerne være en mangfoldig arbejdsplads,« siger Karin Momme, chefkonsulent i Forsvarets Civil-sektion, der er ansvarlig for forvaltningen af de civile medarbejdere.

Hun oplyser, at den eneste undtagelse er, hvis man vil være linieofficerer. Dét kræver et rødbedefarvet pas.

I øjeblikket har Forsvaret slået tre ingeniørstillinger op. De job er irakerne velkomne til at søge på lige fod med alle andre, oplyser Karin Momme.

»Statsborgerskabet er altså ingen hindring. Men det kræver et match med de faglige kvalifikationer, vores behov og en sikkerhedsgodkendelse. Jeg kan også forstå på den debat, der kører lige nu, at man siger, at Forsvaret har mangel på ingeniører. Så bliver det, at de irakiske ingeniører ikke har fundet et arbejde, endnu mere uforståeligt. Men vi har altså rent faktisk ikke en mangel,« siger Karin Momme.

IDA føler særlige forpligtelse

Næstformanden i IDA, Trine Schou Tinborg oplyser, at i brevet til forsvarsminister Søren Gade, skriver foreningen ydermere, at hvis der ikke er plads til irakerne i Forsvaret, så håber IDA, at beskæftigelsesministeren vil gøre en ekstraordinær indsats for at få dem ud på arbejdsmarkedet.

»Jeg synes personligt, at vi har en særlig forpligtelse over for disse irakere, som har hjulpet Danmark. Man skal også huske på, at vi har ingeniørmangel flere steder i landet, og så har vi 13 ingeniører, der med lidt hjælp vil kunne træde ind på arbejdsmarkedet i stedet for, at vi skal ud at hente kvalificeret arbejdskraft i andre lande,« siger Trine Schou Tinborg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Men vi har altså rent faktisk ikke en mangel, siger Karin Momme.

Det er da noget af en indrømmelse !.

Utroligt at der skal nogle irakere på banden før arbejdsgiverne tør komme med sådan en udmelding.

  • 0
  • 0

Men vi har altså rent faktisk ikke en mangel, siger Karin Momme.

Det er da noget af en indrømmelse !.

Utroligt at der skal nogle irakere på banden før arbejdsgiverne tør komme med sådan en udmelding.

  • 0
  • 0

[quote]Men vi har altså rent faktisk ikke en mangel, siger Karin Momme.

Det er da noget af en indrømmelse !.

Utroligt at der skal nogle irakere på banden før arbejdsgiverne tør komme med sådan en udmelding.[/quote]

Hmm. kunne det være at det er den "duale" Søren der har har forklaret forsvarskommandoen hvad forsvarets indstilling er for at sikre sammenhængskraften? Det ville godt nok være en katastrofal styring af detaljer... Danmark er efterhånden internationalt kendt for at velkomme udlændinge, så længe de bliver væk...

  • 0
  • 0

Danmark er efterhånden internationalt kendt for at velkomme udlændinge, så længe de bliver væk

Det er ikke specielt et udlændingeproblem, virksomheder er kendt for at opfordre alle til at søge deres stillinger, så længe det ikke er forpligtende.

  • 0
  • 0

[quote]Danmark er efterhånden internationalt kendt for at velkomme udlændinge, så længe de bliver væk

Det er ikke specielt et udlændingeproblem, virksomheder er kendt for at opfordre alle til at søge deres stillinger, så længe det ikke er forpligtende.[/quote]

Enig! Der er mere sammenhængskraften jeg har problemer med.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten