Forsvaret dropper udbud af nye miljøskibe

Mette Miljø – det ene af de to miljøskibe, som Forsvarsministeriet ville have erstattet af ét stort og tre mindre fartøjer. Illustration: Forsvaret

Det nye forsvarsforlig, der blev indgået i weekenden, sætter en stopper for et udbud på ét stort og tre mindre miljøskibe. De skulle ellers have erstattet de to skibe, Mette Miljø og Marie Miljø, der i 37 år har pløjet de danske farvande tynde på utallige opgaver for havmiljøet.

I stedet vil regeringen nu genoverveje udbuddet, hedder det på Forsvarsministeriets hjemmeside:

»Vi undersøger nu, om ikke nye militære skibe kunne løse den opgave ved siden af, så vi slår to fluer med ét smæk – og får styrket Søværnet,« siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Derfor vil Forsvarsministeriet nu analysere, om en nye skibstype, der også vil kunne løse havmiljøopgaver, samtidig vil kunne styrke det nationale forsvar og sikre en bedre udnyttelse af forsvarets samlede ressourcer.

Ingen danske værfter kvalificeret

Allerede i 2007 konkluderede en rapport fra Forsvarsministeriet ellers, at de to danske miljøskibe havde nået enden af deres operative tid, og at der skulle findes en erstatning.

Derfor blev nye miljøskibe sendt i udbud. Det udbud var nået til en prækvalifikation af mulige værfter, og netop den faldt flere danske skibsingeniører for brystet: Ingen danske værfter var nemlig blevet kvalificeret, hvilket betød, at ordren ville gå til et andet EU-land.

Læs også: Kommentar: Hvad styrer statens udbud af nye skibe?

Det handler samlet set om 700-1.100 årsværk, og ifølge danske skibsbygningseksperter ville flere danske værfter være fuldt kvalificeret til at bygge skibene. Hovedargumentet for det modsatte var en passus i udbuddet, der forudsatte, at et værft inden for de sidste 10 år skulle have bygget tilsvarende skibe.

Men det anfægter blandt andet Torben Ravn, der er skibsingeniør og administrerende direktør i Karin Tankers:

»Karstensens Skibsværft (i Skagen, red.) har inden for den seneste årrække bygget tre inspektionsskibe til Nordatlanten. Alt sammen skibe af højeste kvalitet, som Søværnet ved adskillige lejligheder har rost til skyerne,« siger han og understreger, at de danske skibsværfter, på trods af at de er små i forhold til i 1970'erne, er innovative virksomheder med stærke kompetencer, og at de fuldt ud er i stand til at løse opgaven med at bygge nye miljøskibe – også selvom det ikke har gjort det de seneste 10 år.

Nu er udbuddet annulleret og Mette Miljø og Marie Miljø skal nogen tid endnu kaste fortøjningerne, når der skal passes på havmiljøet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ingen tvivl om at de rigtige kompetencer er tilgængelige i DK.

Der er desværre nok nogle "venner" som det, politisk set, er vigtigere at tækkes end at udbyde opgaven indenfor DK.

  • 4
  • 3

Citat: 2007 konkluderede en rapport fra Forsvarsministeriet ellers, at de to danske miljøskibe havde nået enden af deres operative tid, og at der skulle findes en erstatning.

Er det det nye "rettidige omhu" der her omtales, det virker godt nok ikke særligt effektivt.

Men det er lidt ligesom forsvarsforliget, hvis russerne vil os noget, så skal de lige vente mindst 5 år før vi er klar...

Det effektive og handlende Danmark anno 2018.

  • 6
  • 1

De skibsprojekter, som Søværnet har haft senest, og som omfatter 3 fregatter, 2 kommandostøtteskibe , 3 inspektionsskibe og 6 patruljeskibe er alle gennemført indenfor de politiske rammer, dvs. budget. I nogle tilfælde har udrustningen (færdiggørelse) taget længere tid end en civil reder ville bruge - med budgettet er overholdt.

Hvis "man" vil, så kan nye miljøflex-fartøjer bygges hurtigt - forudsat "man" ser på de eksisterende skibe og siger: "det kloner vi". Nogle af de konstruktive elementer (bro, aptering) findes i princippet, så med et "Lego-klods"-design, så BURDE det kunne gå hurtigt. Og så den helt kætterriske tanke: Mon andre har noget vi kan bruge stort set as-is ?

Men bortset fra byggeprocessen, så lyder det indlysende fornuftigt med et miljøflex-koncept. Skibe har bedre af at sejle, end ligge fortøjet 300 dage om året. Og så kunne de nye søofficerer og navigatører af sergentgrad også få noget sejltid.

  • 6
  • 0

....statsministerens dummebøde omgang med en kvotekonge har gjort Forsvarministeren bange for at få bygget skibe i Frederikshavn :)

  • 3
  • 3

Trænger nok til adskilligt mere end lidt diskret kradsen i overfladen.

Men hvem skal kradse - og hvem tør man stole på kradser tilstrækkeligt dybt ?

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten