Forstærknings-lim kunne fjernes fra ulykkes-bro med håndkraft

Motorvejsbroen Shershah ved den pakistanske havneby Karachi stod ubenyttet hen i næsten to år på grund af en designfejl.

Nu viser det sig, at en del af garderingen mod designfejlen selv var fejlbehæftet.

Det skriver den pakistanske avis The News oven på lørdagens ulykke. Her blev mindst seks blev dræbt og 16 såret, da en 100 meter lang sektion af broen styrtede 15 meter ned på en befærdet vej.

Mindst to trailere, en bus, en politibil og en æselkærre blev mast, da den 100 meter lange sektion af broen faldt de 15 meter ned i Karachi. Illustration: Farid Khan/AP

Kollapset skete, blot et år efter belgiske sikkerhedseksperter havde sagt god for konstruktionen og dens bæreevne, og en måned efter præsident Pervez Musharraf kunne kappe snoren til brugen af broen.

Den militærejede entreprenør National Logistic Cell havde under tilsyn af de belgiske eksperter forsøgt at lappe broen med højstyrkefiber-plader, der holder sammen på broens armeringselementer.

Men pladerne var fæstnet til overfladen med en lim så svag, at de kunne fjernes med hænderne.

»Det tyder på, at man har brugt en to-komponent lim med en forkert blanding, så den har hæftet forkert,« vurderer Jørgen Nielsen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.

»Fibrene er yderst stærke, men ikke stærkere end deres forankring,« tilføjer han.

Der er endnu ingen endelig forklaring på årsagen til ulykken, som ifølge øjenvidner gav så stort et brag, at de troede, der var tale om et jordskælv.

Det statsejede motorvejsselskab National Highway Authority har udsendt en meddelelse om, at en af bropillerne havde forrykket sig uden at uddybe, hvad grunden til det kunne være.

Dokumentation

The News: Northern Bypass Bridge was crumbling within testing period