Forstå IDA-valget på to minutter
Fra den 12.-28. april skal de 100.000 medlemmer af Ingeniørforeningen vælge nyt repræsentantskab. Det er foreningens øverste myndighed - IDAs folketing, om man vil.
61 af de i alt 65 pladser i repræsentantskabet vælges af og besættes med kandidatmedlemmer, mens 4 pladser bliver valgt af og blandt studiemedlemmerne.
13 kandidatlister stiller op med til sammen 464 kandidater, mens studiemedlemmer kun har en enkelt liste med 22 kandidater. De i alt 486 kandidater er fordelt på otte valgkredse: IDA Nord, IDA Syd, IDA Vestjylland, IDA Østjylland, IDA Fyn, IDA København, IDA Nordsjælland og IDA Sjælland. Se alle kandidater på idavalg.dk
Valget foregår elektronisk og for første gang uden en tilsendt kode. I stedet logger man ind i den elektroniske stemmeboks på idavalg.dk via NemID, og identificerer sig ved hjælp af sit medlems- eller cpr-nummer.
Valgresultatet er klar fredag den 29. april klokken 16.
På sit konstituerende møde lørdag den 21. maj vælges formand og hovedbestyrelse. Efter to perioder på posten kan IDAs formand, Frida Frost, ikke genvælges. Det nyvalgte repræsentantskab skal derfor blive enige om en ny formand.
Repræsentantskabet mødes to gange om året, så reelt er det den 15 mandstore hovedbestyrelse, der sammen med formanden sætter kursen for IDA og beslutter, hvad de 225 millioner kroner, der hvert år triller ind i kontingent, skal bruges på.
IDAs nuværende repræsentantskab vil gerne fremmen den demokratiske proces, og har derfor sponseret en journalistisk dækning af valget på ing.dk frem til 29. april. Læs mere her.
