Forsøg gik helt galt: Snedige husskader saboterede gps-trackere
En klar kandidat til årets mest vellykkede videnskabelige fiasko er allerede blevet publiceret i det australske tidsskrift »Australian Field Ornithology«.
Egentlig ville de tre forfattere have beriget læseren med detaljeret viden om den australske fløjtefugls bevægelsesmønstre, som de ville tilvejebringe med nyt og avanceret udstyr til GPS-tracking.
I stedet må de tre feltornitologer nøjes med muntert opgivende at beskrive, hvor hurtigt en flok fløjtefugle kan finde det svage punkt i nyt og avanceret udstyr til GPS-tracking og hjælpe hinanden med at slippe fri af det seletøj, der holder udstyret på plads.
»Under vores pilotstudie fandt vi ud af, hvor hurtigt fløjtefuglene finder sammen om at løse et problem for gruppen. I løbet af de første 10 minutter, efter vi havde spændt trackerne på, så vi en voksen hun uden tracker, der brugte sit næb til at åbne seletøjet på en yngre fugl. I løbet af nogle timer var de fleste trackere blevet afmonteret,« skriver Dominique Potvin, en af de tre feltornitologer, der kom til kort over for fløjtefuglene.
Små trackere og berøringsfri opladning
Ornitologerne havde ellers opfundet et særligt "seletøj" til at montere GPS-trackere på fuglene, som sikrede både dataindsamling og dyrevelfærd. Deres nyskabelse er en låsemekanisme, som kan udløses med en fjernstyret magnet på de foderpladser, som fuglene er blevet trænet med lokkemad til at opsøge. Det var denne låsemekanisme, der viste sig at være det svage punkt, som fuglene så hurtigt fandt ud af at lirke op.
Trackerne kan også oplades berøringsfrit på foderpladserne, så forskerne ikke behøver stresse fuglene ved at have dem i hånden mere end én gang, når trackerne skal monteres. Selve trackerne i dette forsøg er kun 15 mm lange. Ornitologien nyder generelt godt af, at GPS-udstyr er skrumpet så meget i størrelse, at det kan bruges til at følge fuglene tæt undervejs, og ikke kun ved spot-tjek af ringmærker. På det seneste er trackerne blevet små nok til at at kunne bruges på mellemstore fugle som den australske fløjtefugl, uden at vægten eller størrelsen belaster dens flyveevne eller bevægelsesfrihed.
Det vides ikke, om de australske fløjtefugle har været uenige i den antagelse, eller om de bare ikke brød sig om udseendet af seletøjet eller den fremmede fornemmelse. Forskerne har ikke klare observationer af, hvordan viden om at åbne seletøjet blev spredt blandt fuglene, eller hvem der var initiativtagere og projektledere i gruppen. De konstaterer dog, at den sidste fugl som blev frigjort fra sin tracker var den dominante han, der var tre dage om at slippe fri af seletøjet. Det åbner for den mulighed, at fuglene var motiveret af at fjerne trackerne på deres "undergivne", mere end de havde et ønske om af frigøre sig selv af seletøjet.
Men det stod dog hurtigt klart for ornitologerne, at fuglene som samlet gruppe havde et ønske om at skille sig af med trackerne. Og lige denne art havde så både viljen og evnen til at gennemføre planen.
Fræk som en slagterhund
Den australske fløjtefugl, Gymnorhina tibicen, kaldes på engelsk for Australian magpie, fordi den minder både af udseende og adfærd om den europæiske husskade, Pica pica. De er ikke genetisk beslægtede, selvom begge tilhører den overordnede orden af spurvefugle.
Men tilsyneladende har et økologisk system brug for en mellemstor, sortbroget fugl, der er fræk som en slagterhund og mere intelligent end et småbarn, og vores hjemlige husskade har tydeligvis en åndsfælle i den australske fløjtefugl. Den er bl.a. kendt for at "swoope" ned og chikanere cyklister og fodgængere, der drister sig til at gå for tæt på reder i yngletiden. Den kan ligesom mange kragefugle kende forskel på individuelle mennesker og den kan bære nag. Fløjtefuglen kan desuden lege, tælle, fremstille værktøj og i det hele taget udføre en lang række af de adfærdspsykologiske opgaver og intelligenstests, som i stigende grad viser, at man ikke skal undervurdere fuglenes tankekapacitet.
Og nu viser det sig så, at de australske fløjtefugle også kan kan samarbejde om at skabe en løsning på et problem, som de selv har observeret. Næste trin må være optagelse på ingeniørstudiet.
