Forskningsdirektør: Solceller vender op og ned på globale elsystemer

To store strømudbud, som blev vundet af solceller foran alle andre elproduktionsteknologier, har sat denne teknologi øverst på dagsordenen for 3.000 specialister i elforsyning fra hele verden. De er i denne uge samlet til konference i Paris.

Det fortæller en dansk deltager, forsknings- og udviklingsdirektør i Dansk Energi Jørgen S. Christensen.

Læs også: Ny fremskrivning: Solcellerne vil dække 8 pct. af elforbruget i 2025

»Når man lytter til de tekniske sessioner og diskussionerne på gangene, er det tydeligt, at solenergi er en international drivkraft med enormt potentiale,« siger han til danskenergi.dk.

Han henviser til to store udbud af elkapacitet, hvor nettilsluttede solceller vandt udbuddet foran alle andre elproduktionsteknologier.

Dubai og Chile fører

Den ene var i Dubai, hvor solcellerne vandt med en produktionspris på bare 2,99 dollarcent (20 øre) pr. kWh fra et anlæg på 800 MW i effekt.

I Chile har et spansk selskab, Solarpack Corp. Tecnologica, vundet en tilsvarende auktion over 100 MW effekt med et bud på 2,91 dollarcent (19 øre) pr. kWh.

Læs også: Solcelleanlæg leverer næsten lige så billig strøm som havmølleparker

»I begge tilfælde er auktionerne vundet i konkurrence med gasfyrede kraftværker og til priser, som er lavere end de aktuelle spotpriser på det nordeuropæiske elmarked,« påpeger Jørgen S. Christensen til nyhedsbrevet.

Forskningsdirektøren forklarer videre, at på andre markeder er det de husstandstilsluttede anlæg, der trænger frem.

»I Sydafrika arbejder man for eksempel med en model for, hvordan man kan få husstandstilsluttede anlæg ind i elmarkedet, så de betaler deres andel af de omkostninger, der går til transmissionsnettet og distributionsnettet,« siger han og tilføjer, at det skal vi vist have kigget nærmere på i Danmark.

Også udbygning på private tage

Australien ser ligeledes en massiv udbygning med solceller på private hustage, så store områder af klassiske villaområder er blevet nettoeksportører af elektricitet.

»Det giver udfordringer i et system, der er bygget til forbrug. Batterier og transformere med spændingsregulering i distributionsnettet er nogle af de løsninger, leverandørerne står klar med,« oplyser Jørgen S. Christensen.

Læs også: Asien fører an i eksplosiv solcelleudvikling

Konferencen i Paris afholdes af organisationen CIGRE, (The Council on Large Electric Systems), der har eksisteret siden 1921 og traditionelt har været en konference for transmissionsspecialister.

Jørgen S. Christensen, som er formand for den danske CIGRE Nationalkomite og medlem af CIGRE Steering Committee, peger på baggrund af indlæggene på konferencen, at der virkelig er ved at ske et skifte i hele energisektoren.

Han nævner for eksempel et indlæg ABB Power Grid, hvor direktør Claudio Facchin vurderede, at fremtidens energisystem bliver en kombination af mikrogrid med produktion tæt ved slutbrugerne og supergrids, der transporterer store energimængder over lange afstande.

Emner : Solceller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Den ene var i Dubai, hvor solcellerne vandt med en produktionspris på bare 2,99 dollarcent (20 øre) pr. kWh fra et anlæg på 800 MW i effekt.

Det ville være rart at vide om kraftværket til den pris kan levere til slutbruger 24 timer i døgnet og hvordan det lader sig gøre.

Hvis ikke, hvad skal slutbrugeren så slippe med?

  • 3
  • 2

"Den ene var i Dubai, hvor solcellerne vandt med en produktionspris på bare 2,99 dollarcent (20 øre) pr. kWh fra et anlæg på 800 MW i effekt."

Det ville være rart at vide om kraftværket til den pris kan levere til slutbruger 24 timer i døgnet og hvordan det lader sig gøre.

Hvis ikke, hvad skal slutbrugeren så slippe med?

  • 1
  • 2

Det er altid chokerende at se når en ny teknologi skubber andre af banen.

Trenden fortsætter, og det går hurtigt. Om 15 år er strøm gratis når solen skinner, og man har da valget mellem at investere i et lager eller købe det på nettet. I begyndelsen vil det nok være dyrere men inden længe vil dette også blive billigere.

Tag et skridt tilbage og man ser at dette vil ikke blot standse den globale opvarmning, men billigere energi vil også muliggøre nye metoder inden for fremstilling og transport, som jo faktisk har stået i stampe siden 70erne, hvor OPEC strammede skruen. Energi er den eneste sande valuta.

Verden er reddet, og vi får flyvende biler :)

  • 12
  • 2

Det ville være rart at vide om kraftværket til den pris kan levere til slutbruger 24 timer i døgnet

Hvis det ene står i chile og det andet i dubai, så kan de godt, bare til forskellige slutbrugere. (Ved godt at jeg er tidligt ude, da globalt supergrid ikke er på plads endnu)

Men er det ikke irrelevant om det kan levere 24 timer i døgnet hvis andre produktionsmetoder står som backup?

Selv dernede hvor de har deres egen olie/gas til kostpriser vil de få svært at levere fossil strøm til samme 20 øre/kwh.

  • 1
  • 2

Men er det ikke irrelevant om det kan levere 24 timer i døgnet hvis andre produktionsmetoder står som backup?

Joh, men det kommer an på hvor store ambitioner man har på solcellernes vegne. Hvis de bare skal dække en mindre del af forbruget (aircon f.eks), har du fuldstændig ret. Skal solcellerne derimod nærme sig en rolle som primær energikilde, skal lagringen fra dag til nat selvfølgelig regnes med - og så har Søren Forsberg ret.

  • 6
  • 1

De anlæg der er tale om er Ikke solcelleanlæg. Der er tale om solvarme anlæg som via damp driver turbiner. De typer der kører med salt kan gemme varme fra dag til nat. Kender ikke den specifikke opbygning af de to anlæg. Men solceller er det ikke.

  • 0
  • 3

Det kunne du nok nemt have fundet på google....elforbrugeren i UAE betaler 40-70 øre/kwh afhængig af hvor meget man bruger, så solcelleanlægget ser ret profitabelt ud.

Det er sikkert at anlægget fortrænger en masse fossil strøm, og at den fulde produktion nemt kan blive brugt med det samme. På de kanter er der pga selvsamme sol en ret stort behov for strøm i løbet af dagtimerne.

Om det kan levere 24 timer i døgnet - hvorfor mon der har brug for den viden?

  • 2
  • 1

Solceller kan konkurrere med vindmøller på land, men der er mange ting som ikke er nævnt i artiklen, og er vigtige for at kende det store billede.

Er der grid connention med, service, i de gældende områder, er der vind nok?

Solcellerne er klart kommet ned i pris, men før danske politikere og eksperter får armene for højt op, og ødelægger den sidste lille bitte smule tilskud dertil, så husk at stederne hvor der er tale om lav pris 19-20 øre/kWh, er steder hvor solen skinner året rundt, og har meget højere solindstråling/m2. Der er varmt ja, og det trækker ned, men med de rigtige opstillinger og paneler, kan man kompensere for det

  • 3
  • 0

Selfølgelig ikke. Men hvis Dubais el-forbrug bare tilnærmelsesvist ligner vores, så har de generelt et højere forbrug om dagen end om natten. Og måske i endnu mere udpræget grad, hvis de køler mere om dagen end om natten.

Her er én, der har lavet en fin graf over strømforbrug i DK bare for at illustrere pointen: http://ingeniordebat.dk/index.php?topic=15...

I så fald giver det god mening, at investere i "kun om dagen elektricitet" via solceller.

  • 4
  • 0

Begge de nævnte lande har megen sol....men også store ørkenområder, hvor der er plads nok til at placere store solcelleanlæg uden de store jordpriser som vi i Danmark også skal betale for.

De giver god mening at anvende solenergi til aircondition og dagproduktioner de pågældende steder.

  • 6
  • 0

Hvis ikke, hvad skal slutbrugeren så slippe med?

I det samlet billede er det naturligvis en interessant oplysning, men ville du stille det samme spørgsmål hvis der var tale om et almindeligt kraftværk? Hvad vil det koste kunden når dette specifikke kraftværk ikke er i stand til at producerer? Der findes endnu ikke en produktionsform der kan leverer 24/7 i hele anlæggets designlevetid, som er tilgængelig på det kommercielle marked... Og dem der findes, leverer til gængæld et konstant output hvor det er meget svært at lave lastfølge (det gælder f.eks. nogle reaktortyper der bruges til at forsyne satellitter). Men det vil stadig ikke være interessant i et netværk hvor der også kan være eksterne fejl der gør at en produktionsenhed bliver frakoblet...

Når man laver et sådan udbud her, så specificerer man en energimængde der skal kunne leveres på et år og måske er der krav til sæsonvariation, men da de indgår i et netværk, så er det underordnet hvad andre kan leverer den resterende energi til... Hvis man samtidig havde stillet krav om hvornår energien skulle leveres i løbet af året, så ville solceller og vindmøller nok ikke være lige så billige, men så længe der er en masse fossile værker tilbage, er den oplysning uinteressant... Vi ved der fortsat skal brændes x kg kul af, det er underordnet om det sker mandag middag eller natten mellem tirsdag og onsdag... Bare der er tid til at de er klar når de skal være klar og der har man ret nøjagtige prognoser for vind og sol...

  • 1
  • 1

Men hvis Dubais el-forbrug bare tilnærmelsesvist ligner vores

Der er et par kurver, med 'Typical summer demand versus solar generation for a Gulf market' samt 'Residual demand' i februar og august, i denne artikel "The new viability of solar power in the Middle East", skrevet af Robin Mills, side 13-16 i den publikation, som kan downloades her:

https://www.oxfordenergy.org/wpcms/wp-cont...

Mills artikel og andre artikler i publikationen omtaler også igangværende akraft-projekter i bl.a. UAE, herunder 5,6 GW under opførelse i Abu Dhabi.

  • 2
  • 0

Anlægget kom til at levere ind i et årsforbrug på mere end 10TWh. Det er ikke i nærheden at noget der kommer til at volde problemer at håndtere. Håber de med gode erfaringer her kommer til at bygge flere af den slags anlæg...også i nabolandene. Endnu et lille skridt i den rigtige retning.

  • 2
  • 0

Af http://www.theenergycollective.com/aqgilbe... fremgår at der bliver brug for billig og forurenende back-up

Hvilket vel ikke kommer bag på nogen? Men heldigvis er det kun i en overgangsfase til man har fundet billigere og renere backupmuligheder :) Den helt store fordel er at der sjældent er brug for backupværker, så forureningen bliver mærkbart mindre end hvis man havde undladt solcellerne og bare fortsat med den forurenende produktion...

  • 9
  • 1

Det kunne du nok nemt have fundet på google....elforbrugeren i UAE betaler 40-70 øre/kwh

Det google link kunne jeg godt tænke mig at se. Tak. Mig bekendt er el-tarifferne kraftigt subsidierede nærmest overalt i Mellemøsten. Hvilket også fremgår af flere artikler i den publikation, som jeg linkede til.

Lave priser kombineret med stor udbredelse af aircons betyder, at det samlede elforbrug delt ud på hver indbygger er højt eller meget højt, især i de rige Golf-lande: 10 MWh/år (Saudiarabien og UAE), 15 MWh (Qatar), 20 MWh (Kuwait), mens det er mere moderat i Iran 3 MWh, Jordan 2,4 MWh og Egypten 1,8 MWh. Disse tal er de officielle tal for 2013, som kan hentes hos IEA. Det officielle elforbrug især i lande, som har været plaget af krige og konflikter i årevis, såsom Irak, er lavere 1,8 MWh, men sagen er nok, at det reelle forbrug er en del højere, som følge af manglen på orden i samfundet - for nu at sige det på en pæn måde.

  • 0
  • 0

Jeg synes, at især Søren Fosberg her igen har en god pointe og kan ikke lide, at det bliver gjort til en hane-kamp mellem VE-teknologier, inkl. at noget, der nu (heldigvis) i højere grad kan gøres super billigt i solrige områder nær ækvator, ses som ”disruptende” andre gode/nødvendige teknologier og dette endda døgnet rundt, året rundt og ”globalt” (jf. artiklens overskrift).

En mulig VE- mm. hovedmodel for Dubai/Emiraterne o.l. solrige, hav-nære men regnfattige områder kunne være: • En tidslig ellers overskydende del af (gerne meget mere) billig solcelle-strøm benyttes til afsaltning af havvand og tørring af byernes organiske restprodukter. • Det opnåede saltfattige vand benyttes bl.a. til kunstvanding af ørken for således at producere fødevarer, energiafgrøder, … • organiske restprodukter fra fødevareproduktionen og det i øvrigt dyrkede, samt det tørrede organisk affald/slam fra byerne anvendes som brændsel i termiske kraftværker, der behovstilpassende supplerer solcellernes billige el-produktion, • den næringsstofrige aske fra kraftværkerne anvendes som gødning på markerne, • langsigtet bør noget af den energikrævende afsaltning af havvand kunne afløses af indvinding af grundvand.

Da der således ikke spredes organisk gødning, slam o.l., undgås den deraf følgende emission af lugt og klimagasser (CO2, CH4 og N2O), ligesom man ved foraskningen undgår spredning af termisk nedbrydelige stoffer som sygdomskim, medicinrester, hormonlignende stoffer, mikroplast, … på markerne.

Og en tand bedre: • I en begrænset årrække prioriteres det, at kraftværkerne producerer en meget (bio-)koksholdig aske, selvom det reducerer elproduktionen for en given mængde brændsel. • Den koksholdige aske vil gøre ørkensandet bedre til at holde på den dyre vand og de recirkulerede næringsstoffer og sammen med et øget omfang af efterladt rodmateriale betyder deponeringen af den særdeles stabile (ikke biologisk nedbrydelige) bio-koks, at der opnås en ekstra stor akkumulering af kulstof i et stadig mere frugtbart dyrkningslag.

Det var således et bud på både en behovstilpasset VE-forsyning, næringsstofgenbrugende affaldshåndtering, øget lokal fødevareforsyning og en mindst tre-dobbelt klimaløsning (øget fossil fortrængning, reduceret emission af også stærke klimagasser og selvforstærkende og langtidsstabil deponering af store mængder kulstof).

Det nævnte er selvfølgelig urealistisk på kort sigt, bl.a. fordi der vil skulle opdyrkes rigtig meget ørken, men der kan jo foretages en ”glidende tackling” i olie, der nok forbliver billig i mange år, bl.a. fordi en stor del af transporten vil blive el-baseret.

Jeg kan ikke lade være med at tænke lignende tanker i retning af - som udgangspunkt FN-bevogtede flygtningelejre - og med div. tilpasninger - f.eks. mere ”vind” end ”sol” og uden unødig afsaltning - er det nævnte også smart langt fra ækvator, hvor der med lokalt varierende fordel kan inkluderes vandkraft, biogas, elektro-fuels, gasnet, varme-/kulde-produktion og –lagring, HVDC, mv. – når bare det ikke er noget, der ”disrupter” mere end godt er!

  • 2
  • 0

For resten kan en driftig fastboende beduin godt have mange kameler uden at det fører til problematisk lokalt næringsstofoverskud, for når kamelgødningen foraskes er det meget billigere at fordele overskuddet - evt. til et andet emirat. Desværre ved jeg ikke lige, hvor mange kameler, der går på en dyreenhed :-):-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten