Leder: Forskningen får brug for milliard-stor hjælpepakke

Først til den glade nyhed: Finanslovens forskningsbevilling til landets universiteter og forskningsinstitutioner er den største, der er set i 10 år. 18 mia. kroner er der i 2020 fundet til forskningen - 0,8 mia. mere end i 2019. Sammen med støtte fra kommuner og regioner, Danmarks Grundforskningsfond og internationale bevillinger støttes offentlig forskning med 24,1 mia. kr. eller 1,02 pct. af BNP.

Så til den triste nyhed: Glæden risikerer at blive kort, og historien den stik modsatte, når det gælder forskningsbevillingen 2021. Sagen er nemlig den, at de stigende forskningsbevillinger følger af, at det danske bruttonationalprodukt er steget pænt i løbet af 2019. Med en politisk aftale om, at de danske forskningsbevillinger skal leve op til Barcelona-målet og udgøre mindst 1 pct. af BNP, så belønnes forskningen, når samfundshjulene kører med høje omdrejninger.

Omvendt er det jo så, når hjulene går i stå, og samfundsudviklingen mister fart, som det er sket med den nærværende corona-pandemis hærgen i ikke bare Danmark, men også den omverden, vi samhandler med. Seneste prognose fra Finansministeriet er fra 27. maj og lyder på et fald i BNP på 5,25 pct. i 2020, og også 2021 vil ligge under niveauet fra 2019.

Fastholdes 1 procents-målet i den kommende finanslov, vil bevillingerne falde med ikke mindre end én milliard kroner ved et BNP-dyk på 5 pct. Det kan blive en alvorlig, men indtil videre desværre overset konsekvens af krisen. Mens politikerne forhandler forlængelser af hjælpepakker til erhvervsliv og de danskere, der mister job som følge af nedlukning og krise, har der ikke været snakket om hjælpepakker til forskningen. Det bliver der brug for, hvis ministeriets prognose holder.

For mens fald i eksporten og stigende arbejdsløshed giver synlige skrammer på Danmark her og nu, så vil en nedgang i de forskningsbevillinger ramme hårdt i manglende udvikling og konkurrencekraft på længere sigt.

Netop Coronakrisen har vist os, hvor vigtigt det er, at såvel vores universiteter som vores virksomheder har forsknings- og innovationskraft til at rykke hurtigt, når katastrofen rykker tæt på. Det gælder ikke bare på medicinalområdet, hvor vi med to store fonde – Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden – kan håbe, at niveauet kan holdes oppe trods faldende bevillinger fra Finansloven.

Også når det gælder forskning og udvikling inden for områder som digitalisering og AI, materialer og maskinproduktion, har krisen vist os, at et højt videnniveau er med til at skabe den nødvendige fleksibilitet og handlekraft i en krisesituation. Her er der knap så mange rige fonde at ty til, hvis statens bevillinger svigter.

Det samme gælder forskning og udvikling af grønne teknologier inden for stort set alle tekniske områder. Med de ambitioner, et samlet folketing har om at nedbringe CO2-udslippet markant, er det helt nødvendigt, at der bliver skruet op og ikke ned for forskningen.

I regeringens forståelsespapir med støttepartierne fremgår det da også, at det er gennem »vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står overfor.« Det fremgår også, at man derfor vil »styrke forskningen« og »sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst én pct. af BNP«. Da det blev forfattet sidste sommer, var der nok ingen af partilederne, der kunne forestille sig, at BNP ville dykke så markant og med det også forskningsbevillingerne.

Det er derfor nu, der skal skabes en bred politisk aftale om den langsigtede forskningspolitik. Uændrede bevillinger i 2021 vil løfte procenten til omkring 1,05 til næste år, og herfra bør procenten stige de kommende år. Sidst politikerne for alvor gav forskningen et løft var i nullerne med den såkaldte globaliseringspulje. Nu er tiden kommet til igen at løfte, og regeringen bør lægge op til en sådan aftale i forbindelse med sit finanslovsudspil.

Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen har til mediet Sciencereport.dk udtalt, at hun vil kæmpe for, at faldet i BNP ikke fører til færre forskningsbevillinger i kroner og øre. Men indtil videre har det politiske fokus på problematikken været ganske fraværende i corona-skyggen, til trods for at Det Konservative Folkeparti har en erklæret målsætning om, at procenten skal stige til 1,25 pct. i 2034 og Venstre ønsker en »ambitiøs forsknings­politik, der fremmer vækst og fornyelse«.

Fortsætter politikerne den prioritering, universiteterne har haft i genåbningen af Danmark, er forskningen ilde stedt. Her blev forlystelsesparker, værtshuse og fitnesscentre fundet vigtigere at åbne end auditorier og laboratorier på landets universiteter. Man kan håbe, at politikerne er færdige med at forlyste sig og træne armmuskler, når vi kommer hen på den anden side af sommerferien, og finanslovsforhandlingerne går i gang. Så de kommer tilbage til et langsigtet fokus på, hvordan vi fastholder og udvikler vores hjernemuskler. Det er afgørende for Danmarks fremtid.

/trb

Illustration: Ingeniøren

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er jo en fantastisk uting, at dansk erhvevsliv sidder så tungt på de danske universiteter! Det, som udspiller sig i universitetsregi, er ikke ret meget andet end offentligt finansieret produktudvikling til privatøkonomiske aktører.

Den måde, som midlerne anvende på, strider desuden mod alt, hvad man ideologisk hævder at gå ind for i de kredse, som styrer "forskningen".

På de økonomiske fakulteter doceres den ideologi, man officielt står for over hele linjen, nemlig at markedet og den fri konkurence om at anbringe de værdier, som skabes på markedet, målt over bruttonaltionalproduktet, er garanten for udviklingen frem mod den bedste af alle verdener. Det er, med andre ord, markedsideologien, der dyrkes også inden for fagøkonomien, og derfor markedet, der skal råde, hvis udviklingen skal sikres.

Men det er ikke markedet, der styrer forskningen. Det er navngivne virksomheder og navngivne virksomheders donationer til projekter. Det er i stor stil repræsentanter for navngivne danske virksomheder, som sidder i universiteternes styringsorganer. Og en meget stor del af de såkaldt frie offentlige midler bindes op på projekter, som navngivne dansker virksomheder sætter i værk. Det er sådan, at for hver krone, en virksomhed lægger i et forskningsprojekt, som den selv definerer, så skal det offentlige spæde til med en tilsvarende, for at dette kan udspille sig i universitetsregi.

Det siger sig selv, at forskningen ikke kan være almennyttig på den måde.

Det, som udspiller sig på universiteterne nu, som følge af de seneste årtiers omkalfatring i markedets navn, er ikke i overensstemmelse med den ideologi, som erhvervslivet helst vil stå for ud ad til.

Hvis markedskræfterne skulle virke i forhold til at optimere anvendelsen af forskningsmidler, så skulle der være overensstemmelse mellem den pris, som forskningen har i forhold til det at udvikle markedsværdi. Det er der ikke. Virksomhederne kan styre forskningen uden om markedets love. Derfor anbringes de mange offentlige og private midler slet ikke optimalt, rent markedsøkonomisk. Det er brud på den ideologi, som de økonomiske fakulteter betales af private og offentlige kasser for at sprede. Man sigter uøkonomisk og ueffektivt mod noget, der kan være til egen fordel, binder de offentlige midler, som kunne have været brugt almennyttigt.

Det strider mod alle principper og det er forfærdeligt økonomisk og set ud fra en almennyttige betragtning, som ikke selv er bundet op på markedsideologien.

Forskningen i de grænsefelter, hvor den manglende overensstemmelse mellem privatøkonomiske og almennyttige interesser kunne afsløre sig, er forsømte, perverterede af den måde, som forskningen styres på. Man forsker med andre ord ikke i det, som videnskabeligt kunne afsløre den gældende forskningspraksis´ virkelige funktion for samfundet.

Det gælder især i miljøspørgsmål, hvor der er stor divergens mellem virksomhedernes umiddelbare økonomiske interesser og samfundets generelle behov for ren natur og almene værdier. Selv ministerier er tilbøjelige til at slagte de videnskabelige principper, når det fx handler om dansk landbrugs miljøpåvirkning. Sandheden er for dyr for de gældsatte bønder, og den finanssektor, som har finansieret det. Det ved man i det politiske system og alle leverandørerne af kemi, maskiner osv. til erhvervet vil ikke vide af disse sammenhænge. Det har vi ikke råd til!

Noget af det mest relevante, som der kunne forskes i, var netop sammenhængen eller mangelen på samme mellem det, som kan kaldes almeninteresser og privatøkonomiske interesser i forbindelse med det, som forfølges på universiteterne. Men det vil man ikke, fordi det handler om den orden, som lederen implicit tager udgangspunkt i.

Når man ser på den måde, som det såkaldte forskningsbaserede grundlag for vejledning af det politiske system i forbindelse med coronakrisen, har udspillet sig på, er det indlysende klart, at forskningen også her er gennemsyret af en snæver økonomisk ideologi, uden kontakt med proportionerne i udfordringen. Når statsministeriet op til d. 11/3 måtte be sundhedsmyndighederne om at springe op og falde ned på de sædvanlige snævre økonomiske overvejelser af hensyn til noget så uberegneligt som et forsigtighedsprincip, reagerede de liberaler medier ekstremt forudsigeligt i konfrontationen med budskabet om, at den sædvanlige form for økonomisk lummer faglighed var blevet sat i skammekrogen, netop af hensyn til det alt for abstrakte forsigtighedsprincip.

Det, som man kan håbe i forbindelse med den største udfordring, som vort såkaldte liberale samfund er blevet sat over for i nyere tid, er, at forskningen bliver fritstillet i forhold til de interesser, som sidder på universiteterne nu.

Det var snævre økonomiske interesser bundet op på et markedskommunistisk diktatur, der gjorde, at Covid-19 ikke blev stoppet i opløbet i Wuhan. Det kunne den fri verden godt se. Men den kan ikke se, at det er samme ideologi, der styrer den fri verden, bare mindre konsekvent!

Det er også snævre økonomiske interesser, der står i vejen, når de danske myndigheder nægter, at to mennesker er blevet smittet med Covid-19 af mink i Holland . Simpelt hen fordi at man ikke har råd til at tage konsekvenserne af den viden, som man har fra Holland. De danske minkfarme kunne blive nødt til at lukke og slukke, hvis man virkeligt indrømmede, at smitten går fri mellem mennesker og mink, hvad den faktisk gør i Holland. Derfor vælger myndighederne mod bedre viden at lade som om, at der kun er tale om en hypotese.

Det næste Wuhan kan derfor meget vel blive Danmark!

Vi trænger til fri forskning. Om der kommer flere eller færre midler til universiteterne på de gældende vilkår, er ligegyldigt.

Hvis virksomhederne tror, de har nogle gode ideer til produkter, så må de betale for udviklingen af disse produkter selv.

Grundforskningen og hele uddannelsesdelen i universitetsregi skal stilles frit ud fra en ikke ideologisk base, en moderne indstilling til forskning og samfund, hvor funktionsdiferentieringen igen får lov. Dvs. hvor erhversliv er erhvervsliv, hvor offentligt finansieret forskning er offentligt og defineret ud fra virkelige videnskabelige kriterier for at afgøre hvad der er sandt og værd at kvalificere som videnskabelig sandhed.

Videnskab for sig og økonomiske interesser for sig.

Det vi har nu er hverken eller, uanset hvor mange midler der hældes i lortet.

Lederen bekræfter lortet, fedter sig ind i det sædvanlige fnidder, hvor enhver dyrker sit og hvorfor ingen får ordentlig viden ud af noget som helst, af det, som udspiller sig inden for elendigheden.

  • 3
  • 4

Det er altså en smule til den firkantede side når der står at for det medicinske område er der Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden at ty til, mens for fx AI og digitalisering "... er der knap så mange rige fonde at ty til, hvis statens bevillinger svigter." Jeg vil påpege at Villumfonden gennem mange år har været en særdeles stor spille på den bane, og de sidste par år har nu også Novo Nordisk Fonden lanceret en ambitiøs Natur- og Teknisk Videnskabelig satsning. Der arbejder jeg og mine kollegaer med nye strategiske og konkurrenceudsatte midler til Nat-Tek området, bl.a. med godt 0,5 mia. til Data Science for nyligt. Novo Nordisk Fonden er også sammen med de andre private fonde med til at financiere de såkaldte pinoercentre, med totalbudget på 1 mia. kr.

Ellers er det fine pointer, og det er særdeles vigtigt at 1% BNP ikke bliver målet i 2021 hvor Coronakrisen nok stadig driver kispus med vores økonomi, men at vi tør sætte forskningen og udviklingen i højsædet til gavn for de fremtidige generationer.

  • 2
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten