Gode nyheder til alle kaffeelskere: Kaffedrikning kan reducere risikoen for kroniske leversygdomme.
Det viser ny forskning fra universiteterne i Southampton og Edinburgh ifølge mediet Eurekalert.
»Kaffe er bredt tilgængeligt - og de fordele vi fandt frem til i vores studie tyder på, at kaffe kan virke som en potentiel præventiv behandling af kroniske leversygdomme,« siger Dr. Oliver Kennedy, hovedforfatter til studiet, som er publiceret i BMC Public Health.
De mest almindelige kroniske leversygdomme er kronisk hepatitis B og C, samt alkoholrelaterede leversygdomme, som alle kan have dødelig udgang.
Tre til fire kopper er ideelt
Forskernes resultater viste at risikoen for leversygdommene er 21 procent lavere for kaffedrikkere, sammenlignet med dem, der ikke drikker kaffe. Studiet tyder desuden på, at dødeligheden også var mindre hos de kaffedrikkere, som udviklede sygdommene.
»Det kan være særligt værdifuldt i lande med lave indkomster, hvor adgangen til sundhedsvæsenet er dårlig. Her er byrden fra kroniske leversygdomme størst,« siger Dr. Oliver Kennedy.
Effekten skyldes formentlig stofferne kahweol og cafestol, som i tidligere forsøg har vist sig at være et effektivt middel mod leversygdomme hos dyr.
Selvom kaffe brygget på bønner ser ud til at have den største effekt, viste studiet også at fordelene kunne opnås med frysetørret instant kaffe. Ifølge studiet topper fordelen ved et dagligt indtag på tre til fire kopper.
Forskerne nåede frem til deres resultater gennem en analyse af biobank-data fra 495.585 forsøgspersoner. Forsøgspersonerne blev fulgt og undersøgt for kroniske leversygdomme gennem en median på 10,7 år. 78 procent af alle deltagerne var kaffedrikkere, mens de resterende 22 procent aldrig drak kaffe.
Forsøgspersonerne tilhørte alle en relativ homogen gruppe. De fleste var hvide og havde en høj socioøkonomisk status. Forskerne anbefaler derfor, at fremtidige studier af kaffens effekt mod leversygdomme bør baseres på en mere blandet gruppe.
