En avocado om dagen omfordeler kvinders mavefedt på en sundere måde, så de reducerer risikoen for at udvikle diabetes. Det peger forskere bag et nyt randomiseret, kontrolleret studie, der netop er blevet publiceret i det fagfællebedømt tidsskrift Journal of Nutrition, på.
»Målet var ikke vægttab. Vi var interesserede i at forstå, hvad det at spise en avocado gør ved den måde, hvorpå personer lagrer deres kropsfedt. Placeringen af fedt i kroppen spiller en vigtig rolle for sundheden,« lyder det fra Naiman Khan, professor inden for sundhed og samfund på University of Illinois, i en pressemeddelelse fra det amerikanske universitet.
Naiman Khan fortæller, at maven indeholder to slags fedt. Der er det fedt, der ligger lige under huden, og som på fagsprog kaldes for subkutant fedt. Derudover findes der visceralt fedt, som omgiver de indre organer. Desto mere visceralt fedt, desto større risiko for at udvikle diabetes, påpeger han.
Læs også: Tilsat sukker fordobler kroppens egen produktion af fedt
I det randomiserede, kontrollerede studie deltog 105 overvægtige mænd og kvinder og fik af forskerne tildelt ét måltid om dagen gennem 12 uger (deres kost var dog ikke begrænset til det ene måltid).
Forsøgspersonerne blev inddelt i to grupper. Den ene gruppe fik måltider, der indeholdt en frisk avocado, mens den anden gruppes måltider var stort set identiske i forhold til ingredienser og kalorier - men uden en avocado, lyder det i pressemeddelelsen.
»Så vi var interesserede i at finde ud af, om ratioen mellem subkutant til visceralt fedt ændrede sig ved at spise avokadoer,« siger Naiman Khan.
Ved begyndelsen og slutningen af det 12 uger lange studie målte forskerne forsøgspersonernes mavefedt og sukkertolerance, der er en måde at måle stofskifte på, og som kan være en markør for sukkersyge/diabetes.
Kvinder havde gavn, men ikke mænd
Kvinderne, som spiste en avocado hver dag, fik mindre visceralt fedt og mindre af fedttypen i forhold til det subkutante fedt. Det indikerer en omfordeling af fedt væk fra organerne. For de mandlige forsøgspersoner skete denne omfordeling dog ikke, og der blev ikke registreret ændringer i hverken mændenes eller kvindernes sukkertolerance efter de 12 uger, som forsøget stod på.
Forskerne håber på at følge op med en undersøgelse, hvor de giver forsøgspersonerne alle deres daglige måltider for blandt andet at få et bedre billede af, hvordan avocadoer påvirker stofskiftet og for at undersøge forskellen mellem kønnene nærmere.
Men selvom forskerne fandt en reduktion i mængden af visceralt fedt blandt kvinder, der inkluderede en avocado dagligt i deres kost, så behøver det ikke nødvendigvis at være avocadoen ‘per se’, som har gjort forskellen.
Det fortæller Nina Geiker, der er fedmeforsker på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, til Ingeniøren.
»Avocadoen bidrager med fiber og medfører dermed, at interventionsgruppen får fiber i kosten – kontrol-kosten er nærmest uden fiber. Det, som resultaterne afspejler, er formodentlig en effekt af en kost med fiber, mere end det er avokadoen,« siger hun.
»Man skal også have for øje, at der er en meget stor spredning i standardafvigelsen. Med andre ord en stor variation i ændringen af visceralt fedt blandt kvinderne. Nogle mindsker mængden, imens andre øger den - betragteligt.«
Den amerikanske forskning er finansieret af Hass Avocado Board (HAB), der ifølge organisationens egen hjemmeside »eksisterer for at hjælpe med at gøre avocadoer til USA's mest populære frugt«. Forskerne bag studiet erklærer såkaldt 'no conflicts of interest', som handler om, hvorvidt der blandt andet er kommercielle eller økonomiske på spil, som kan påvirke studiet.
