Forskeroprør: Fiktiv person er medforfatter til 180 videnskabelige artikler

Illustration: Cogitamus Laboratory

Forskning er en holdindsats - ja selv super-individualisten Isaac Newton erkendte i sin tid, at når han havde set så vidt, var det fordi han stod på skuldrene af giganter.

En fransk forskersammenslutning, der går under navnet RogueESR, har taget dette til yderligheder og oprettet en fiktiv institution Cogitamus Laboratory, hvor den ligeledes fiktive person
Camille Noûs er tilknyttet.

Tanken er, at andre forskere kan anføre Camille Noûs som medforfatter på videnskabelige artikler og dermed erkende og hylde deres tilknytning til hele forskersamfundet.

Camille Noûs opstod 10. marts 2020 og er allerede nu efter kun et år medforfatter til mere end 180 videnskabelige artikler inden for meget forskellige naturvidenskabelige områder.

Science har talt med den amerikanske bioetiker med det danskklingende navn Lisa M. Rasmussen fra University of North Carolina Charlotte.

Hun er ikke helt begejstret for initiativet. Hun påpeger, at der følger et ansvar med et forfatterskab - og hvem skal påtage sig det på Noûs’ vegne, spørger hun.

Redaktørerne ved flere af de tidsskrifter, hvor Camille Noûs har publiceret, er heller ikke begejstrede. Flere har bragt rettelser til artiklerne, efter de er blevet bekendt med, at en fiktiv person optræder som medforfatter.

Ikke den eneste fiktive forsker

Det er ikke første gang, at en fiktiv person optræder som forfatter til videnskabelige publikationer.

Der er flere eksempler gennem tiderne, men mest kendt er nok Nicholas Bourbaki, der i 1934 opstod som et kollektivt pseudonym for en række franske matematikere.

Bourbaki har ligefrem lagt navn til flere matematiske teoremer som eksempelvis Bourbaki-Witt-teoremet.

Camille Noûs’ artikler kan findes via Google Scholar og kan kontaktes bla. via email og twitter.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er selvfølgelig lidt sølle kun at finde en ekstra person til sin artikel, men der er dog fagområder hvor der kan være dusinvis af medforfattere.

Det drejer sig måske om fag hvor hypotesen er svagt funderet og samtidig svær at forkaste, fordi den er så bredt formuleret. Troværdigheden af undersøgelsernes konklusioner får derfor ekstra vægt med antallet af personer der har deltaget.

  • 3
  • 14

Hvordan peer review foregår hvilke krav tidsskrifter stiller. Forskellen på forskellige tidsskrifter. Systemet omkring citations/references osv osv. Det er altså ikke det samme som at skrive et essay og lægge det op på en hjemmeside.

Artiklen omhandler ikke peer review. Peer review, sikrer primært at artiklen er over en vis bundkvalitet.

Når der er flere forfattere på en artikel forventer jeg de læser det de andre skriver, og dermed fungerer det som et internt review, inden det offentliggøres. Angives fiktive forfattere, syntes jeg det virker "forstyrende", og jeg er enig med Svend i, at det kan give et indtryk af at artiklen er bedre gennemarbejdet end den måske er.

Desuden syntes jeg ikke det virker seriøst at angive fiktive personer som medforfattere.

Min holdning er, at den bedste review er de videnskabsfolk som læser artiklen. Dette fremgår i form af henvisninger til artiklen. Henvises til en artikel, så er det en god indikation af artiklens kvalitet og saglighed.

Vær opmærksom på, at både Svend og jeg brugte ordet troværdighed, og ikke kvalitet. Det er ikke helt det samme. En artikel der udviser stor troværdighed, behøver ikke at have stor kvalitet.

  • 2
  • 0

I nogle lande, særligt Kina og USA, er det afgørende for en forskers karriere at have sit navn på mange artikler. Derfor er der nogle forskere, der køber sig til medforfatterskaber på artikler, de ikke har været med til at skrive. Andre laver aftaler om at skrive hinanden på som medforfattere, selv om de ikke arbejder sammen. Nogle forskere tjener godt på at sælge indtil flere medforfatterskaber på samem artikel.

Selv om anløben moral er en del af årsagen, er det egentlige problem, at man i det hele taget måler en forskers kvalitet på antallet af artikler, citater, osv., og at dette mål kan have afgørende betydning for karrieren.

  • 11
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten